Læsetid: 3 min.

Sakajev-skandalen

4. december 2002

EFTER LØSLADELSEN af den tjetjenske viceministerpræsident, Akhmed Sakajev, rejser sig et helt centralt spørgsmål til VK-regeringen: På hvilket grundlag blev Sakajev overhovedet anholdt? Da kontorchef i Justitsministeriet, Jacob Scharf, i går blev sendt på banen for at forklare, hvorfor Sakajev alligevel ikke kunne udleveres til Rusland, kom han nemlig med meget interessante oplysninger. De såkaldte russiske ’beviser’ mod Sakajev var »utilstrækkelige« og »upræcise«; de var baseret på »andenhåndsvidner«; og allermest alarmerende: ’Beviserne’ var indsamlet efter anholdelsen af tjetjeneren i København. Der var med andre ord slet ingen beviser på bordet den midnatstime natten til den 30. oktober i år, hvor regeringens sikkerhedsudvalg, anført af statsminister Anders Fogh Rasmussen, politisk godkendte anholdelsen af den tjetjenske politiker. Ikke et eneste bevis – udelukkende rent ud sagt løgnagtige russiske påstande. Hvordan kunne Fogh & Kompagni så finde på at anholde Sakajev, spærre ham inde i mere end en måned i en fængselscelle som en forbryder og hindre ham retten til at ytre sig frit?

DER ER TO forklaringer på anholdelsen – hvoraf den ene er til fordel for justitsminister Lene Espersen, mens den anden er pinlig for statsminister Anders Fogh Rasmussen. Den første forklaring er, at russerne i den oprindelige anmodning om at anholde Sakajev postulerede, at han var indblandet i den gidselaktion, som en gruppe gale tjetjenske terrorister netop havde gennemført i Moskva. En alvorlig anklage, som russerne imidlertid aldrig siden omtalte og end ikke forsøgte at dokumentere – men som det omvendt er forståeligt, at Espersen i første omgang ikke blot kunne overhøre. Det må være årsagen til, at danske domstole gentagne gange valgte en usædvanlig lempelig fortolkning af retsplejelovens bestemmelser om ’begrundet mistanke’, da både byret og landsret gang på gang forlængede varetægtsfængslingen af Sakajev. Med den totale afvisning af udleveringen, som Justitsministeriet er endt med, er det imidlertid uforståeligt, at domstolene overhovedet kunne finde den mindste begrundelse for at bure ham inde så længe.
Den anden forklaring på anholdelsen er imidlertid, at regeringen bøjede sig for meget for et russisk pres i de hektiske dage, da det danske EU-formandskab skulle bestå dets første krise. Et uheldigt sammenfald af gidseldramaet i Moskva og afholdelsen en tjetjensk fredskongres i København skabte den største krise mellem Danmark og Rusland i nyere tid. Ruslands præsident, Vladimir Putin, aflyste et statsbesøg i Danmark, tvang et EU-topmøde væk fra København og truede sig til anholdelsen af Sakajev. Fogh rystede på hånden og købte sig til ro ved at danse efter Putins melodi, ja, man husker et øjeblik, hvordan statsministeren efter sit benovede møde med Putin i Bruxelles roste præsidenten for altid at være »velforberedt«.

RUSLANDS opførsel i sagen om udleveringen er et kedeligt bevis på, hvor langt det store land er fra at være noget, der blot ligner et velfungerende demokrati. Det totale fravær af adskillelsen mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt betyder, at ingen anholdt i Rusland kan føle sig det mindste sikker på at blive behandlet ordentligt. Tværtimod er vilkårlige anholdelser, tortur under forhør, uforklarlige dødsfald og ikke mindst fabrikerede ’beviser’ dagens uorden. Den russiske anklagemyndighed har nu fået en demokratisk lektion i, at den slags kan man ikke overføre til et retssystem, som heldigvis ikke godtager ’anklager’ som ’beviser’.
Terrorbekæmpelse handler ikke om, at enhver, der muligvis kunne være indblandet i en terroraktion – eller kunne tænkes at kunne finde på det – automatisk skal kunne anholdes og tilbageholdes. Ruslands Putin har givet lært af den amerikanske præsident, George W. Bush, at det stort set er nok. Den nye Bush-doktrin om forebyggende angreb mod potentielle terrorister – for ikke at tale om de stærkt kritisable indespærringer af krigsfanger på Guantanamo-basen på Cuba – viser, at USA slækker voldsomt på retssikkerheden. Putin har behændigt lagt sig i slipstrømmen på Bush – og har derfor fornemmet, at alt er tilladt i jagten på påståede terrorister.
Det positive udfald på Sakajev-sagen er trods alt, at sagen foreløbig er endt godt – med den tjetjenske politikers løsladelse – som viser, at retsstaten Danmark på dette punkt virker.

-dt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu