Læsetid: 4 min.

Sakajev vs. Putin

13. november 2002

DEN RUSSISKE præsident Vladimir Putin rejser i disse dage frit rundt i det vestlige Europa. Hvert sted, han møder op, er den røde løber rullet ud. NATO’s generalsekretær, briten George Robertson, er så begejstret for Putin, at han før et møde mandag mellem de to sidestillede Ruslands kamp mod Tjetjenien med USA’s kamp mod den internationale terrorisme. EU’s to topdiplomater, nemlig den udenrigspolitiske koordinator Javier Solana og kommissionspræsidenten Romano Prodi, smilede mandag om kap med solen i glæden over at kunne trykke Putin i hånden.
Lettelsen over, at Den Kolde Krig forlængst er overstået, betyder tilsyneladende, at hverken Robertson, Solana eller Prodi føler den mindste væmmelse ved at stå og more sig hjerteligt i russerens selskab. Det barokke er, at Putin er en statsterrorist, som står i spidsen for ufattelige krænkelser af menneskerettighederne i krigen mod Tjetjenien. Han burde tilbageholdes af de vestlige myndigheder – anklaget for forbrydelser mod menneskeheden. Det vil selvfølgelig aldrig ske – dertil er Rusland for vigtigt og for stort.

DEN TJETJENSKE vicepræsident Akhmed Sakajev sidder derimod indespærret nu på tredje uge i en celle i København. I umiddelbar forlængelse af en politisk godkendelse i VK-regeringens sikkerhedsudvalg natten til onsdag den 30. oktober blev Sakajev anholdt – baseret på russiske beviser om, at han er terrorist, som justistsminister Lene Espersen efterfølgende kaldte helt utilstrækkelige. To gange har en dansk dommerfuldmægtig vurderet, at de såkaldte russiske beviser mod Sakajev er så alvorlige, at der er grund til fortsat at tilbageholde ham. Senest i går, da varetægtsfængslingen blev forlænget.
Offentligheden kan udelukkende basere sig på de mange påstande fra især de russiske anklagemyndigheder om, at beviserne mod Sakajev er mangfoldige, da sagen foregår bag hermetisk lukkede døre. Der er dog bestemt ingen grund at tro på de såkaldte russiske beviser – deres retssystem er gennemkorrumperet og politiets og ikke mindst militærets arbejde præget af brug af tortur og vilkårlige anholdelser.
Alligevel er det kun Sakajev, der sidder bag lås og slå, og ikke Putin, der tværtimod frit rejser rundt.

VI GÅR naturligvis ind for, at politikere og militære topfolk skal kunne stilles til ansvar for påståede forbrydelser mod menneskeheden. Derfor har denne avis tæt fulgt de to internationale krigsforbrydertribunaler for henholdsvis folkemordet i Rwanda i Arusha i Tanzania og for krigen i det tidligere Jugoslavien i Haag i Holland.
Det er i den sidste, at den tidligere serbiske leder Slobodan Milosevic står anklaget for en krig, hvis forbrydelser i omfang ligner den russisk-tjetjenske krig under først Boris Jeltsin og siden Putin. Alligevel drømmer ingen med den mindste realitetssans om, at vestlige ledere pludselig skulle overveje at anholde Jeltsin eller Putin. Der var jo heller ikke nogen, der talte om at angribe Moskva, da den russiske krig mod Tjetjenien var allermest modbydelig i midten af 1990’erne, som der omvendt var, da Milosevic senere gik til angreb på Kosovo.
Der er heller ingen med politisk tæft, der turde tro på, at andre påståede krigsforbrydere som den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger eller den nuværende israelske ministerpræsident, Ariel Sharon, vil blive anholdt og retsforfulgt. Kissinger, Sharon, Putin og Jeltsin har alt for gode venner i Vesten – og slipper derfor for at blive stillet til ansvar for deres mulige forbrydelser. Milosevic og før ham den tidligere chilenske diktator, Augusto Pinochet, derimod, har ingen magtfulde venner – og spærres derfor inde. Hvis Vesten virkelig skulle mene, at det er vigtigt at retsforfølge krigsforbrydere, så må princippet om lige for loven snart blive genopdaget.

DER ER ingen særlig grund til at tro, at Akhmed Sakajev eller andre i den nuværende tjetjenske ledelse, herunder præsident Aslan Maskhadov, er politiske dydsmønstre. Under i hvert fald den første krig – fra 1994 til 1996 – indtog de begge militære topposter i en grusom krig. De bærer derfor sammen med den russiske ledelse et fælles ansvar for, at situationen i Tjetjenien udviklede sig fra slem til endnu værre under den såkaldte fred fra 1996 til 1999. Om de så skal betegnes som terrorister, frihedskæmpere eller for den sags skyld det mere neutrale separatister, afhænger i høj grad af øjnene, der ser. I dag er Tjetjenien et af verdens hæsligste og farligste steder at opholde sig – præget af snart 10 års krig og skiftende misregimenter.
Det tjetjenske had mod russerne modsvares af et ligeså indædt russisk had mod tjetjenerne. Der er derfor indlysende behov for en politisk løsning – og ikke en militær. Vi minder om, at folk som Sakajev og Maskhadov måske er de mest væsentlige brikker til en fred – præcist som den russiske ledelse i Kreml er det. Maskhadov kan sammenlignes med den palæstinensiske leder, Yassir Arafat, som også kæmper med desparate terrorister i sin nærhed. Putin minder om Sharon og benytter sig også af sit militærs statsterrorisme.
Ville vi stole på Sharons ’beviser’ mod Arafat, hvis Københavns Politi fandt anledning til at tilbageholde ham under et besøg? Næppe. Der er desværre heller ikke meget grund til at tro på Putins ’beviser’ mod Sakajev.

-dt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu