Læsetid: 3 min.

Salgbar Fornyelse

29. oktober 1999

JAMEN, HVAD er der dog i vejen med Jørn Jespersen, formanden for Folketingets miljøudvalg? Hvorfor kan regeringspartierne ikke også finde et job til ham, når de nu er i gang med at opkøbe hele SF's EU-venlige fløj? I forgårs Christine Antorini som sekretariatschef for den nyoprettede Forbrugerinformation. I foråret Steen Gade som direktør for Miljøstyrelsen. Før det gav Socialdemokratiet husly for EU-parlamentarikeren John Iversen - og de radikale for kommunalpolitikeren Johs. Poulsen. Og endnu tidligere anbragte statsministeren Anne Grete Holmsgaard som formand for Ligestillingsrådet, hvorfra hun gled til sin direktørstilling på Danmarks Tekniske Universitet.
Talentmassen blandt SF'ere i eksil er ved at overskygge den tilbageværende i folketingsgruppe og hovedbestyrelse.

EN SPÆNDENDE udfordring, jeg ikke kunne sige nej til. Sådan forklarer Christine Antorini sit valg. Sådan sagde også Steen Gade før hende. Sådan noget siger man nu om stunder. Og sandt er det da, at begge jobs er tiltrækkende for virkelystne folk, der gerne vil se konkrete resultater af deres indsats.
Ikke desto mindre er der tale om et valg: Der var en anden udfordring, der var knapt så spændende. Nemlig at blive i SF's folketingsgruppe og slås for fornyelsen af partiet. Det er i hvert fald sådan, de kæmpende helst har villet betegne deres mål. Hvorved de jo selv bliver til fornyere, og det er da en smigrende rolle at indtage: Uforfærdet op mod bagstræbet, der i SF's tilfælde nok vil foretrække betegnelsen 'traditionalisterne'. Men som 'fornyerne' har andre og mindre pæne ord for.
"Lejrtænkerne", for eksempel. Det er et af de skældsord, der udøses over den 'gammeldags' venstrefløj i den debatbog - Borgerlige ord efter revolutionen - som Christine Antorini er medforfatter til. Dens modtagelse har sat en dramatisk ramme om hendes afgang.
"En meget virkelighedsfjern bog. Jeg synes ikke den er god... Dybest set ligegyldig... Ikke nok til at bære en fremadrettet vision." Sådan lyder i plukcitat partiformand Holger K. Nielsens anmeldelse af værket.
Selv om Antorini var i forhandling om sin ny stilling allerede inden disse harske ord, erkender hun - i forskellige gradbøjninger i gårsdagens aviser - at de har gjort det "lettere" for hende at træffe den endelige beslutning.
Til Ritzaus Bureau tilføjer Antorini om sin omskiftelige skæbne i SF: "Jeg må jo nok konstatere, at jeg lige her og nu ikke kommer bragende igennem i partiet med mine synspunkter."
At hendes afgang rummer et dystert perspektiv for SF, fremhæver den indtil videre fortsat trofast kæmpende 'fornyer' Jørn Jespersen over for denne avis. Jespersen frygter, at SF vil gå i stå, hvis ikke ledelsen kommer med nogle nye bud på, hvordan en moderne venstrefløj skal udvikle sig:
"Hvis det ikke sker, vil SF blive sat flere år tilbage, og når det drejer sig om EU-politikken, vil partiet blive sat tilbage til 1970'erne," forudser Jespersen.

AFGØRENDE NYE bud fra ledelsen skal man næppe sætte næsen op efter.
"Christine Antorinis afgang vil ikke udløse noget kursskifte, heller ikke i Europa-politikken," udtaler Holger K. Nielsen forsigtigt til Information.
Hvad skal den arme partiformand også gøre? Jo, om de andre varme emner i den indre SF-debat - udlicitering, velfærdsstatens rolle - kan partiet diskutere frem og tilbage, kompromisse sig til sin stemmeafgivning, med variation efter, om den foregår på Christiansborg eller i pragmatiske kommunale råd. En gemytligt bølgende frontlinje.
Men EU! I det ukendte antal folkeafstemninger, der venter os, må partiet vælge mellem ja'er og nej'er. Holger K. Nielsen har prøvet at sige ja én gang - i 1993. At dømme efter hans egne udsagn om, hvor traumatisk det var, skal man ikke forvente nogen gentagelse. Hans efterfølger på formandsposten vil formentlig nå til samme resultat: SF kan ikke hænge sammen om et ja.
Blandt de partiaktive og i vælgermassen er der en udbredt afsky mod unionen og al dens væsen. Når det for de øvrige partier er attraktivt at få SF med på ja'er, er det ikke, fordi det leverer flere SF-stemmer, men fordi det leverer socialdemokratiske tvivlere. Men nej-sigerne ville i flok bryde med SF, hvis ikke det fulgte dem. Ja-sigerne er mere tålsomme. De nøjes med at sive. dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her