Læsetid: 3 min.

Salmedigtningens hellige glød

Der er voldsomme energier til stede i de gamle tekster, som er fulde af oplevelse i modsætning til de moderne påstande
3. maj 2005

Når man som jeg ikke er kirkegænger, er det mest ved bryllupper, konfirmationer og de efterhånden hyppige begravelser, at der er lejlighed til at mumle med ved sangen og atter studere den poesi, som af nogle få genier er nedlagt i dansk salmedigtning.

Som nu forleden dag ved et ungt familiemedlems bekræftelse af pagten. Ingemann bar prisen med den søndagsglade "Nu ringer alle klokker mod sky", hvor han så ubegribeligt simpelt får løftelsen gjort anskuelig og sanselig:

"Den glæde søndagssolen så,/den har i verden ej mage."

Og så ser man englen ved gravens sten blandt liljer i urtehaven, pegende med sin palmegren. Det er den eneste horisontale bevægelse i dette digt om nedstigning i dødsriget og opstigning til glæde for hele børnevrimlen, en motorik nøje fulgt af mester C.E.F. Weyse 1837.

Ingemann behøver ikke at sige, se! hvad de nutidige salmesnedkere må gøre, som i en følgende tekst hin søndag, "Se, hvilket menneske", hed den. Ecce homo:

"Se, hvilken kreativ/ kærlighedsmagt./ Hør de fantastiske/ ting, han har sagt."

Jeg syntes, det her var småt med den kreative løftelse. Og højere kom vi ikke i endnu en moderne salme, "Uberørt af byens travlhed", med ordene "her hvor Helligånden holder åbent hus".

Latinske Arnulf

Der var da også en ret vovet intertekstualitet på færde ved tekstens alterbord, ikke bare i forhold til evangeliet, men til gode, gamle Kipling:

"Selviskhed er næsten komisk, her hvor sidste mand er først," sang vi. Tanken kom på langfart med oversætteren Kai Friis Møllers ord fra Mandalay: "Sejl mig øst derud for Suez, dér hvor sidste mand er først,/ hvor de ti bud ikke gælder, og hvor folk kan føle tørst."

Vi var dog her i Hellerup kirke allerede kaldt til orden med Grundtvigs gendigtning af Arnulf af Louvains latinske middelalderhymne, "Hil dig, Frelser og Forsoner", 1837, jævngammel med Ingemanns ovennævnte morgensang for børn, men ingenlunde let at gå til med den sære syntaks og en svullen billedtale om Jesu blod som en flod, der kan vælte sten og smelte isbjerge og aftvætte ens egen blodskyld. Her er ingen pardon for de ti bud eller endnu tungere krav. Det var noget Grundtvig selv fandt på ud over latinske Arnulf.

Den hellige glød

Ved ceremoniens afslutning går jeg ud af kirken og søger læ under aprilforårets skrå, øjenblændende lys i konditoriet henne på hjørnet over en eftertankens jordnære cappucino og mandelkage som erstatning for vin og brød.

Der er så voldsomme energier til stede i de gamle tekster, som er fulde af oplevelse i modsætning til de moderne påstande. Vantro poeter er gået til kilderne og har lånt af den hellige glød til befordring af human verdslighed som nu Johannes V. Jensen, der havde en stor, og lidt forgæves, lyst til at erstatte den mellemøstlige religion med nordisk myte i en lang rejse, hvor kulturen skabtes i kamp mod den isbræ, der omsider smeltede. "Jeg er verdens lys", hævdede Jesus over for farisæerne, ifølge Johannes-Evangeliet kap. 12. Men Jensen fik en anden idé om "Takkesprog", der står i digtsamlingen Verdens Lys fra 1926:

Lovet være Verdens

Lys i min Tanke,

Solopgangen

og Synets Gave!

Af Gnist under Asken

genopstaar Ilden.

Evig bedaarer

mig Dagens Under.

"Velsign Støvet", lyder de afsluttende ord med endnu et energilån i en bestræbelse på at 'omfunktionere' Skriften, for nu at bruge et begreb, der blev sat i omløb under 1970'ernes stormløb mod den herskende ideologi. Det fysiske lys er flyttet ind i jegets tanke, i en sanseglad taknemmelighed. Et udtryk for det moderne menneskes selvvalgte husvildhed, humanismens udsatte vilkår, der realiseres i sproget. Det sker med en særegen skønhed, som moderne dansk salmedigtning ikke synes at magte. En ældre kollega, der også en tid bekendte sig til evolutionslæren, Bjørnstjerne Bjørnson, skrev omkring 1880 en "Salme", med opfordring til at blande sig i livsfryden og yde sin skærv til det eviges hverv:

Ære det evige forår i livet,

som alting har skabt!

Opstandelsens morgen det

mindste er givet,

kun former går tabt.

Her nærmer han sig en alternativ troslære. Trodslære. Også Otto Gelsted kunne skrive salmer, nærmest i Brorsons stil:

"Vend fra din sjæls elende/ mod dagens lys dit blik."

Atter en omfunktionering af det himmelske lys. Kontrafaktur, hedder det i den litterære terminologi - som når omvendt netop Brorson brugte populære dansemelodier til oplivning af sin pietistiske tristesse. Skal man tro på noget, afhænger meget af sprogets egen troværdighed. Den særlige lyskraft.

Udenfor, mellem kirken og konditoriet, hænger forårets lys i kimende klarhed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu