Om fordelene ved at lære børn julesalmer udenad
Jeg går ikke ligefrem ind for, at børn skal lære salmevers udenad. Det er næppe heller en opfattelse, der har let gang på jorden, formentlig er der ikke andre end undervisningsministeren, der kunne føle sig fristet. Men de, der straks begynder at himle op om åndløst terperi og favorisering af små papegøjeklæbehjerner, overser nu det vigtigste ved den forkætrede disciplin: Det skatkammer af uvurderlige misforståelser, man som barn ophober, når man bliver udsat for noget, man ikke forstår.
Børn er for det første ubestikkeligt logiske - som min mand, der i 2.-3. klasse fik en prøve, hvor han skulle slå op i en fremmedordbog og gengive dens forklaring på udvalgte ord.
På en liste over ordene stod der 'se under' (eksempelvis) 'kommode', hvorfor ungersvenden for hvert ord samvittighedsfuldt gengav teksten til det ord, der stod lige neden under det angivne på listen. Han fik en dårlig karakter, læreren opdagede ikke, at der var mening i galskaben.
Det gjorde vore lærere garanteret heller ikke, når vi skulle lære salmevers. Næppe nogensinde er det faldet dem ind, hvad der kan gå i svang i en barnefantasi, der forsøger at tilegne sig de fromme linjer.
For nylig hørte jeg i radioen Carsten Wiedemann fortælle, at han som barn ikke kunne forstå, hvordan jomfru Maria kunne være 'en fattig jomfru', når hun sad midt i sin løn! Det var som at trykke på knasten til en hemmelig dør. Øjeblikkelig sprang den på vid gab til min egen lillebror, der i Et barn er født i Betlehem glad går rundt om træet og skråler 'som var født i samme stol'. Ordet 'stund' har nok ikke sagt ham det store, og som barn udskifter man uden videre uforståelige ord med et, man kender.
Så er der fejlhøringerne. Selv sang jeg Dejlig ærten himmelblå, mens jeg så et bugnende fad med blå ærter for det indre blik. Jeg syntes, det var smukt.
Men udskiftningen af uforståeligt med forståeligt kan også brede sig til hele billedklynger. Tag linjerne fra Julen har bragt velsignet bud: "Du fattige spurv! Flyv ned fra tag/ med duen til julegilde." Dem satte jeg som barn billedmæssigt sammen på følgende måde:
1) Vi boede i et stråtækt stuehus, og mine forældre klagede altid over, at gråspurvene ødelagde taget ved at trække strå ud og bygge reder i tagskægget.
2) En venindes far havde et dueslag, hvorfor man kunne træffe at få serveret stegte duer, når man fik lov at spise hos hende. (Engang fik vi også ålesuppe. Det var en forfærdelig oplevelse, men det er en anden historie).
3) Dueslagsduerne gled i min bevidsthed sammen med talemåden, at 'de stegte duer flyver lige ind i munden', og voilá: Når vi nåede til de famøse linjer, kom gråspurvene fra taget flyvende ind gennem vinduet med stegte duer til julebordet. Selv har vi aldrig fået duesteg juleaften, men jeg må have haft en forestilling om, at det gik sådan for sig andre steder - måske næret af, at vores egen julemad opfattedes som lidt til en side: grønlangkål med medister og stribeflæsk.
En bekendt så som drengekirkesanger for sig en flok Askepot-fugle komme flyvende med dugen til julegilde... Ved nærmere eftertanke forstår jeg stadigvæk ikke de to linjer - hvad i alverden mener Ingemann? - men lad nu det ligge.
Første linje: "Julen har bragt velsignet bud" avlede ligeledes vage billeddannelser - her om købmand Andresens bybud. Da vi boede ude på landet, var det en naturlig ting at få bragt varerne ud, så budet måtte vel være velsignet, fordi han kom med julegodterne?
Jeg kunne blive ved: 'Derpå tør nok vi lide' lød noget skræmmende. Hvorfor skulle man turde lide? Og 'til at frelse os af nødden' gav heller ikke megen mening, eftersom vi jo netop i julen gnaskede nødder af hjertens lyst.
Men lad mig slutte med det, jeg husker som mit livs første store skuffelse. Den indtraf, da vi nåede til nytårsaften, eller rettere, da nytårsaften for mit vedkommende var ved at være forbi, og jeg fik at vide, at det var sengetid.
"Men vi har jo ikke fået nytårsgaver endnu," indvendte jeg. Jeg havde hele aftenen ventet spændt på, hvornår de kom for en dag. Min mor forstod dog først, hvor jeg ville hen, da jeg smågrædende protesterede: "Vi synger da 'med nytårsgaver, fryd og fred'." Jeg blev vist lagt i seng alligevel.
Glædelig jul.
