2. SEKTION - STUDIESTART
Skal børn lære kongerække og regnetabeller udenad, eller skal de være kreative? Skal de terpe eller lave projektarbejde?
Den offentlige debat trives åbenbart bedst med enten-eller. Selv medlemmer af en så agtværdig forening som Kommissionen til Forsvar for Kundskaber elsker tilsyneladende forenklede debatter ligeså meget, som de holder af salmevers. Hvad er problemet? Det er, at enten-eller-debatten bygger på et kriterium, som debatten selv tager for givet og derfor har gjort sig blind over for. Det kriterium, som gør enten-eller gyldigt.
Herved ligner debatten mange andre slagsmål. Man ligger i hver sin skyttegrav og kæmper mod den forbandede modstander. Men hvad er det lige, der sætter denne konflikt i scene? Hvad er det for et kriterium, der gør udenadslære til kreativitetens modsætning og terperi til projektarbejdets alternativ?
Det er den distinktion, som siger, at enten skal viden i verden proppes ind i hovederne på børn. Eller også skal børnene med udgangspunkt i, hvad de selv har lyst til at vide, erobre verden.
Men denne distinktion forudsætter, at barnet står uden for verden. Herudefra skal der så skabes en forbindelse til verden. Ja, den underforståede forestilling er, at det at lære noget er at bygge bro til verden.
Uenigheden mellem salmevers-terperne og projektarbejdsflipperne opstår, fordi brobyggeriet kan gå i to retninger. Enten pumpes viden med lærerne som tankpasser fra verden ind i hovederne på børnene. Det er det, modstanderne af denne undervisningsform hånligt kalder 'tankpasserpædagogik'. Eller også går børnene på vidensjagt med lærerne som supportere: i kreative processer, projektarbejde og så videre. Det er det, modstanderne af projektarbejde endnu mere hånligt kalder 'ansvar for egen læring'.
Her har vi debatten. Ansvar-for-egen-læring: blødsødne, ansvarsforflygtende, SF-68'ere. Tankpassere: ny- eller gammelkonservative, spanksrørssvingende løjtnanter af reserven. Men tænk nu, hvis det slet ikke er enten-eller, der er problemet. Tænk nu, hvis det er distinktionen, der er noget i vejen med.
I så fald bygger uenigheden på en dybere enighed, og så er det måske ikke uenigheden, men den bagvedliggende, uudtalte enighed, der skal diskuteres.
Kundskab og lyst
For at erobre nyt land - og for at lære - må man krydse grænser, skrev den franske filosof Michel Serres engang. Man må gå over floden til den anden bred. Men, tilføjede Serres: Det afgørende er ikke bevægelsen fra den ene side til den anden. Det afgørende er, hvordan det landskab er indrettet, som former flodens løb. Selvfølgelig er der forskel på den ene og den anden bred, på enten-eller. Men det afgørende er, hvordan landskabet er formet. For i Serres' verden kommer landskabet før floden.
Derfor er Serres' helt den, der både kender den ene og den anden bred, men som også kan hæve sig over floden for at overskue landskabet.
Sådan gælder det også for den aktuelle - og ældgamle - pædagogiske debat. Problemet er ikke enten-eller-standpunkterne, men det landskab de er fælles om. Lad os antage, at det er forkert, at barnet står uden for den verden, der skal erobres.
Lad os i stedet antage, at det altid allerede er en del af verden. I så fald er det forkert, at terperi forhindrer kreativitet. Men så er det omvendt ligeså forkert, at projektarbejde fortrænger kronologi og kongerækker. I så fald handler god undervisning ikke om at vælge side, men om at kombinere læringsformer. Godt projektarbejde forudsætter, som det hedder i det pædagogiske sprog, et stillads at lave projektarbejde ud fra. Omvendt tilegner man sig bedre kongerækker og tabeller, hvis der er en lyst og et formål med det.
Derfor burde debatten ikke handle om kongerækker eller projektarbejde. Den burde handle om den fælles antagelse, der formaterer debatten. Det sørgelige - og vel ret beset paradoksale - er, at de, der i oplysningens navn opretter kommissioner til forsvar for kundskaber, i realiteten virker for den offentlige debats fordummelse.
Det gør de ved at udkæmpe deres skyttegravskrige i stedet for at interessere sig for, om den front, de skaber, nu også er velbegrundet.
De er, som Serres siger, optaget af alternativer. Enten er det ene, eller også er det andet sandt. De kan ikke se, at det ene og det andet afhænger af det tredje, nemlig af den distinktion, de tager udgangspunkt i. Debattens blinde punkt. Oplysning handler ikke blot om at hobe viden op. Den handler om at afsløre blinde punkter. Den handler om at gøre forudsætningerne for debatten klare. Men det er naturligvis ikke nær så sexet som at råbe: "Du er dum!"
"Nej, det er du!"
Lars Qvortrup er professor ved Syddansk Universitet og leder af Knowledge Lab
