Læsetid: 6 min.

Samfundets vigtigste dyd

Hvordan ville vi vælge, hvis vi så bort fra vores egne interesser? Ville vores samfund så være retfærdige? Den amerikanske filosof John Rawls' 'En teori om retfærdighed' udkommer nu på dansk
26. maj 2005

Alarm: Når vi taler om at fremtidssikre samfundet, taler vi ikke om at sikre betingelserne for et retfærdigt samfund. Når vi taler om at konsolidere den danske velfærd, taler vi heller ikke om, at de svageste bør få bedre muligheder for at realisere et værdigt liv. Det er slet ikke et tema. Tværtimod: Vi skal vænne os til at acceptere ulighed. For fremtidssikring af vores velfærd betyder for Socialdemokraterne og regeringen sikring af fortsat velstand og fortsat vækst i velstanden. Og når vi efterlyser 'sammenhængskraft' og 'værdier', er det ikke en offentlig diskussion om de principper for lighed og retfærdighed, der over for borgerne legitimerer den sociale orden. Og gør det retfærdige samfund til et forløbende og fælles projekt.

Nej: Det gælder om at skabe så meget velstand som muligt. Man forestiller sig samfundet som et enkelt individ, og det individ skal gøres så rigt som muligt. Denne tænkning er så dominerende, at den ikke længere bliver udfordret. Denne nyttetænkning, denne utilitarismes ideologiske herredømme var udfordringen for det fantastiske politisk filosofiske værk En teori om retfærdighed, som den amerikanske filosof John Rawls første gang udgav i 1971, og som nu endelig udkommer på dansk i en oversættelse af den reviderede udgave fra 1999.

Den fremmeste dyd

Allerede i sit forord annoncerer Rawls sit værk som et opgør med utilitarismen. Som et systematisk alternativ. For samfundets højeste mål er ikke så meget velstand som muligt:

"Retfærdighed er de sociale institutioners fremmeste dyd, ligesom sandheden er det i tankesystemerne. En teori må forkastes eller revideres, hvis den er usand, uanset hvor elegant eller økonomisk den end måtte være; ligeledes må love og institutioner reformeres eller afskaffes, hvis de er uretfærdige, uanset hvor effektive og velordnede de end er."

Retfærdighed er det definitive succeskriterium for samfund. Og utilitarismen prioriterer det gode liv over det rigtige liv og bliver dermed ude af stand til at sætte de enkelte borgeres rettigheder og friheder som lige personer som det væsentligste mål.

Det geniale greb i Rawls' bog er, at det lykkes ham at fremstille det alment accepterede som uacceptabelt. Han begynder i de præmisser, vi alle principielt anerkender. Og udvikler dem, så modsætningen til den utilitaristiske optik træder klart frem. Som udgangspunkt forestiller han sig en hypotetisk situation, som han kalder 'den oprindelige position'. Hvis vi ikke kendte vores egne personlige kvaliteter, vores sociale status, vores professionelle potentiale og vores plads i samfundet: Hvilke standarder for retfærdighed og sociale institutioner ville vi vælge? Vi er i denne situation begrænset af det såkaldte 'uvidenhedens slør':

"Retfærdighedsprincipperne vælges bag et uvidenhedens slør. Dette sikrer, at ingen stilles bedre eller dårligere i valget af principperne på grund af den naturlige tilfældighed eller kontingente sociale forhold. Eftersom alle er stillet på samme måde, og ingen er i stand til at udforme principperne sådan, at de favoriserer hans egen særlige situation, er retfærdighedsprincipperne resultatet af en fair aftale eller forhandling."

Den oprindelige position er naturligvis en idehistorisk variant over Hobbes, Lockes og Kants beskrivelser af en naturtilstand. Igen præsenterer Rawls ikke revolutionerende nyt, men henviser til en tankestruktur, som allerede anerkendes som normativt fundament for den vestlige kultur overhovedet. Han siger et sted, at der for så vidt intet originalt er i bogen. Det er blot nye indramninger og positionering af velkendte tanker.

Den oprindelige position betegner ikke en rådslagning i den sociale virkelighed eller et historisk stadium, men derimod en synsmåde vi til enhver tid kan anlægge, når vi diskuterer principper for retfærdighed. Og her ville vi ifølge Rawls nå frem til de to principper, som bliver bogens bærende perspektiv:

"For det første: Hver enkelt person skal have lige ret til det mest udstrakte system af lige grundlæggende friheder forenelig med et tilsvarende system af friheder for andre. For det andet: Sociale og økonomiske uligheder skal ordnes således, at de både (a) med rimelighed kan forventes at være til alles fordel og (b) være knyttet til positioner og stillinger, der er åbne for alle."

Det første - politiske, liberale - princip er overordnet det andet økonomiske princip. Større økonomisk lighed kan aldrig accepteres, hvis det fører til indgreb i frihedsrettighederne. Det andet princip udfolder to momenter: økonomisk lighed og lige muligheder for at udfolde vores livsprojekter.

Rationelle mennesker ville ifølge Rawls i den oprindelige position gardere sig imod risikoen for at ende som de svageste: De ville blive enige om at maksimere den minimale position. Økonomiske, sociale eller chancemæssige forandringer kan kun accepteres, hvis de fører til bedre forhold for de svageste. Idealet om chancelighed åbner for en radikal individualisme: For lige adgang til stillinger og positioner betinger, at man kompenserer for alle de privilegier, som mange enkeltindivider fødes med. Egentlig er selve familien som sådan uretfærdig, men mod slutningen skriver Rawls, at familien trods alt kan accepteres som social struktur, fordi teorien på andre felter må formodes at kunne udligne forskellene.

De to principper er ikke dogmatiske sandheder, men de rammebetingelser som rationelle individer ville anerkende i den oprindelige position. De to principper bringes af det enkelte menneske i dialog med de politiske overbevisninger, man aktuelt kultiverer. Gennem den løbende modstilling af de to perspektiver når man frem til det, Rawls kalder 'den reflekterede ligevægt'.

Storværk

En teori om retfærdighed er også i omfang et stort værk. Over mere end 500 tætte sider udfolder Rawls sin teori i tre momenter:

Først skitserer han sin teori, så redegør han for de sociale institutioner, og endelig afslutter han ved at sammenligne det rigtige liv og det gode liv. Den klassiske indvending mod det retfærdighedsorienterede perspektiv er, at det overlader individet til ensomhed og fællesskabet til forfald, fordi tradition, personlig og fælles historie, familie og lokal værdihorisont bliver udlagt som forhindringer for retfærdighed; som vilkårligheder, der skal abstraheres væk.

Dette har til eksempel været Charles Taylors kommunitaristiske kritik af Rawls. Men Rawls redegør for den offentlige diskussion af principperne for retfærdighed som den kultur, der åbner for et fællesskab:

"Den offentlige vilje til at rådføre sig og tage højde for enhvers overbevisninger og interesser lægger grunden til et borgerligt venskab og former den politiske ethos."

Jürgen Habermas har kritiseret Rawls for den manglende filosofiske fundering, mens Rawls har svaret, at det er en præmis for En teori om retfærdighed, at den er en politisk teori og ikke mere end det. Selv har Rawls siden i Political Liberalism anført stabiliteten som problem: Det velordnede samfund, han beskriver i En teori om retfærdighed, vil udvikle en mangfoldighed af synsmåder, som ikke kan reduceres til enighed om to principper. Derfor indfører han en idé om 'den overlappende konsensus', der betegner det minimum, som de forskellige anskuelser må tage som udgangspunkt for den fortløbende og offentlige udvikling af anskuelser.

Søren Flinch Midtgaard har netop udgivet en glimrende introduktion til Rawls, som både skitserer teser i En teori om retfærdighed, Rawls egne revisioner og andre filosoffers kritik. Den er både let læst, klart tænkt og tilbyder en pædagogisk adgang til Rawls. En teori om retfærdighed er et mesterværk; det er måske årets vigtigste bog på dansk. Mogens Chrom Jacobsens oversættelse er terminologisk sikker, men desværre svækket af en klodset dansk prosa og for mange småfejl. Dette ændrer dog ikke ved det forhold, at det er et af det 20. århundredes hovedværker i den politiske filosofi, der nu er udkommet på dansk. Den kan læses som et forsvar for velfærdsstaten, men i vores aktuelle kontekst bør den læses som den væsentligste fordring til velfærdsstaten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her