Læsetid: 3 min.

Samfundsforskningen savner metoder til udvikling

2. maj 2007

Der var 150 universitetsledere og erhvervsfolk til stede. Alle var enige om, at der er behov for mere erhvervsrelevant forskning. Alle talerne mente, at human- og samfundsvidenskaberne skal forstå erhvervslivets vilkår bedre, og virksomhederne skal forstå hvordan forskerne arbejder. For så får vi nok mere samarbejde mellem universiteter og erhvervsliv.

Men det er næppe hele løsningen. For en væsentlig hurdle er jo, at private og offentlige virksomheder er interesserede i forskning, der kan hjælpe dem med at forbedre deres produktion og opgaveløsning - men samfundsforskningen er slet ikke indrettet på at skabe nytte eller forbedringer for erhvervslivet, eller for nogen andre, for den sags skyld.

Tjek selv i en grundbog i samfundsvidenskabelig metode. Her står kapitel efter kapitel med de metoder, som enhver forsker må benytte sig af, hvis hun vil have sin forskning publiceret. De første 10-20 metoder, der præsenteres i sådanne grundbøger, har intet med nytte eller forbedringer eller udvikling af en praksisverden at gøre. Intet. De handler alle om, hvordan forskeren kan liste nærmere på den sociale virkelighed og vriste data ud af den - så man kan beskrive og forklare menneskers adfærd og samfundets indretning.

Er man som forsker derudover også udstyret med lidt social samvittighed, kan man vælge at undersøge steder i samfundet, hvor man forventer at finde problemer som f.eks. ulige magtforhold - og så fremstille dem, set fra de ikke-privilegeredes side.

Samlet set er samfundsforskning således beskrivende, fortolkende, forklarende og problematiserende. Men den giver sig kun meget sjældent af med at finde løsninger eller forbedre og udvikle.

Er metodebogen tilstrækkeligt omfattende, vil den måske indeholde kapitler om aktionsforskning, kollaborativ forskning, quasi-eksperimentelle designs, procesevaluering eller andre smånicher, hvor samfundsforskere faktisk prøver at forbedre samfundets og dets institutioner. Men disse forskere frister en kummerlig tilværelse og regnes typisk ikke for meget af deres mainstream kolleger med de dyre tidsskrifter.

Skævhed i metoder

Erhvervsfolk og forskerne kan altså sætte sig ned og forstå hinanden så meget det skal være - men hvis ikke denne fundamentale skævhed i de videnskabelige metoder tackles, kommer der ikke noget samarbejde ud af det.

Samfundsforskere forstår grundlæggende ikke sig selv som direkte bidragende til organisationers eller samfunds udvikling. Gerne indirekte, i den forstand at forskere med glæde trækker underbelyste forhold frem på scenen og stiller ubehagelige spørgsmål til magthaverne, dét elsker de - at være de skarpe intellektuelle, der kaster kontroversielle spørgsmål ind i tingenes midte, mens de selv sidder på hegnet. "Shooting the breeze in well-heated offices," som den radikale videnskabskritiker Paul Feyerabend engang karakteriserede sådanne forskeres indsats.

Men direkte at gå ind og forpligte sig på konkrete løsningsforslag og organisatoriske eksperimenter og alternative måder at gøre tingene på, nej tak, lad projektmagere, aktivister, politikere, ledere og konsulenter om det, det er slet ikke vores bord.

Sådan tænker mange samfundsforskere - samtidig med at mange andre af et ærligt hjerte gerne vil bidrage, hvor de kan. Men de velprøvede videnskabelige metoder tillader det ikke, og bruger man utraditionelle metoder, er det langt sværere at få sin forskning publiceret, og så kan man vinke farvel til fast ansættelse, professorat og international anerkendelse.

Desuden smager forskningsbaserede forsøg på forbedring og udvikling jo af politik og værdier og normativitet, og forskere er ikke vilde med at blive skældt ud for dét i medierne: 'Det er jo stærkt politiserende forskning, du bedriver!'

Så vi skal have fat i metoderne, hvis vi skal have forskerne til at lave forskning, der gør en forskel i erhvervs- og samfundslivet. Fortsætter vi med de gamle beskrivende og problematiserende metoder - og er det dem, erhvervsfolk skal acceptere og forstå forskerne ud fra - så kommer vi ikke videre.

Ib Ravn. Ph.D., lektor, Learning Lab Denmark ved Danmarks Pædagogiske Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her