Læsetid 3 min.

Samfundstarveligt

19. februar 2001

TIL SAMFUNDETS TARV. Så from lyder titlen på den bog, det statslige forskningscenter Risø i 1998 udgav i anledning af sit 40-års jubilæum.
Titlen er hentet fra den 1955-lov, der med alle partiers tilslutning gelejdede Danmark ind i den løfterige atomalder. Formålsparagraffen lokkede:
»Til fremme af atomenergiens fredelige udnyttelse til samfundets tarv nedsættes en atomenergikommission.«
Således begyndte atom-kraftudfoldelserne på dansk jord, nærmere betegnet: halvøen Risø nord for Roskilde. En flom af statsbevillinger – mellem 250 og 450 mio. årligt – er siden flydt. Tre danske reaktorer blev det til – og et avanceret hot cell anlæg, hvor der bag metertyk afskærmning kan arbejdes med højradioaktive stoffer, uden at personalet udsættes for uacceptable strålingsdoser. En masse forskningsresultater publiceret internationalt, hip hurra for de rød-hvide farver: »End høres Danskens Sang og Mejselslag!«
Men som en anden digters ord lyder: »Og sådan er det, verden ender: Ikke med et brag, men med en klynken.«
I september måned sidste år besluttede Risøs bestyrelse, at det ikke kunne lønne sig at lappe på den sidste igangværende reaktor, der havde en lækage. Således sev danske atomforhåbninger ud.
Tilbage sidder vi danske med en masse høstet indsigt, jovist. Men navnlig med et problem: Hvad skal vi gøre med atomkraftens dødsbo?

EN GRIMMERT er det. For mindre end et år siden lod Risø forskningsminister Birte Weiss fortælle Folketinget, at det ville koste mellem 300 og 600 millioner at rydde stedets atomanlæg ned til den bare mark. Allerede nu er Risøs eget gæt røget op i størrelsesorden 1,2 milliarder. Hertil kommer udgifterne til en forsvarlig opbevaring af det atom-affald, der er hobet op på Risø. Allerede inden nedrivningen drejer det sig om 7.200 ton. At stuve dem af vejen et eller andet indtil nu ukendt sted vil koste yderligere 200 millioner. Sagde Risø – og Birte Weiss – sidste år i maj.
Men ups! Som Information kunne afsløre i lørdags, omfatter de 200 millioner kun Risøs »lav- og mellemradioaktive materiale«. Tallet medregner derimod ikke omkostningerne ved at tage sig af de 233 kilo højradioaktivt affald, der uheldigvis også befinder sig på Risø. Dette affald, der blandt andet indholder det ultra-giftige plutonium og uran-235, skal opbevares forsvarligt i op til en halv million år. Det bekræftede
Risøs reaktorchef her i avisen.
Intet under, at Birte Weiss i Information afstod fra at sætte tal på de højradioaktive opbevaringsomkostninger. »Gætteværk« kalder Weiss tallet og håber, at vi kan få et af de store a-kraftlande, som har endnu større højradioaktive affaldsproblemer, til at smutte vores skidt med ned i containeren. Men ingen af dem har endnu selv fundet en løsning. Og en byttehandel indebærer muligvis, at de til gengæld vil prakke os så meget »lav- og mellemradioaktivt« affald på, at det slet ikke kan betale sig – indrømmer Risø selv.

HVORDAN I HEDE atomare brændkammer er vi kommet i den situation? Det handler om den arrogance, der var en del af virksomhedskulturen i Risøs aktive atomår: Videnskaben klarer alle problemer. Risø prøvede end ikke at få sine uranleverandører til at påtage sig en forpligtelse til at tage det udbrændte affald tilbage.
Og hvorfor ikke? Forklaringen står – med Risøs egne ord – i dagens avis. Læs langsomt:
»Nogen formel forpligtelse til, at leverandøren af uranet skulle tage det betrålede og mere eller mindre udbrændte materiale tilbage, foreligger ikke, og blev ikke diskuteret på den tid, eksperimenterne fandt sted, idet det da stadig forventedes, at Danmark på et tidspunkt skulle have a-kraftværker, og derfor også ville skulle have eget slutdepot til højradioaktivt affald.«
Altså: Når Danmark – som Risø brændende håbede – indførte ’rigtige’ atomkraftværker, så ville de producere så meget højradioaktivt affald, at det, der kom fra Risøs forsøgsvirksomhed, kun var en mindre del.
Ikke et ord om, hvad den store løsning skulle gå ud på! Den tid, den sorg. Lykke, at vi aldrig fik den ’rigtige’ atomkraft. Ulykke for de lande, der gjorde, heriblandt desværre vore nærmeste nabolande.
Men at de såkaldt ansvarlige i deres videnskabshovmod kunne trække sådanne ubestemte veksler på fremtiden – det er rent ud samfundstarveligt.

dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer