Læsetid: 3 min.

I samklang med altets favn

Karen Marie Edelfeldt har deponeret sin sproglige selvkritik hos New Age
21. april 2005

Kan man skrive lyrik, hvis man tilstræber en oplevelsesform, der i sidste ende er fuldkommen sprogløs? Så firkantet er vi vistnok nødt til at stille problemet op, nu hvor Karen Marie Edelfeldt (f. 1971, debut 1989) vender tilbage som poet efter 10 års pause.

I mellemtiden har hun berejst Kina, USA, Mellem- og Sydamerika, Afrika, Antarktis m.m., fået en datter og uddannet sig til flere slags terapeut.

Rejserne, moderskabet og det spirituelle engagement sætter også tydeligt præg på hendes nye digte, som i seks enerverende lange, repetitivt overlæssede suiter gennemsøger verden, krop og sjæl.

Der ses tematiske overlap, for så vidt som det fra start til slut handler om frigørelse, forløsning, forvandling, men lidt groft kan vi sige, at førstedelen er helliget isen, hvis smeltning selvfølgelig må symbolisere sjælens forløsning fra fortidige bindinger.

Anden og tredje del rummer billeder fra en outsiderbarndom og glimt af voksen kærestesorg. Fjerde og femte del domineres af møderne med fremmede verdensdele og folk, og endelig følges i sidste del fødslen og Isis' første tid: "Mit drømmebarn, mit livs kærligheds lille månesommerfugl."

Ulidelig kosmisk

Skønt bogen således forekommer forholdsvis fast funderet rent stofmæssigt, slipper digtene ustandselig jordforbindelsen. Lang tid hedder: årmillioner. God plads kaldes: endeløse verdensrum. Ja, selv ordet "verden" er åbenbart ikke rummelig nok, i stedet tales om "altet" og om "altets favntag".

Karen Marie Edelfeldt er visselig ikke den første yngre danske kvindelige lyriker, der har åbnet sin skrift for slige altfavnende alment-religiøse visioner. Det samme har vi før set hos Ulrikka S. Gernes, Lise-Lotte Kristensen, Lene Henningsen og til dels Lone Munksgaard Nielsen.

Når den nyreligiøse hengivelse er blevet ekstra ulidelig hos Edelfeldt, skyldes det imidlertid, at da spiritualiteten og den kosmiske kropsbevidsthed gik ind, gik den sproglige sensibilitet tydeligvis samtidig ud.

At fødes påny i badet

Tonefaldet er ofte henført bønfaldende, hymnisk-ekstatisk eller patetisk-elegisk, og det vrimler med store og endnu større, som regel totalt upræciserede plusord som gudsånden, sjælen, tidens nådige hænder, elsker af universet!

Månelyset beskrives som to healer-hænder, der aer kvinden "væk fra Jordens overflade kun for at føle fryden ved at genføde hende, at ørkenens sølvstøv igen kunne nyde hendes fødders berøring."

Så er man for alvor i samklang med verden, undskyld, jeg mener: med altet. For "hvor end blikket falder, leger altet og vugger sig selv".

At elske bliver selvfølgelig "at åbne sig ind til hinandens endeløse verdensrum", og tager man sig et rask bad, bliver man født påny: "Hold fast og lad det friske vand glide over dig / Du er langt nok fra alting nu til at være nøgen / Og lade vandet suges over dig og igennem dig / Som en stadig fornyet og afkrænget fosterhinde."

Terapeutisk idyl

Jamen, sådan har jeg det da også under min nye bruser, men læser jeg poesi, vil jeg (patetisk sagt!) genfødes verbalt, hvilket jeg netop ikke bliver af Edelfeldts oprindeligheder.

Hvor meget man end kan respektere digterens konsekvens i sit forsøg på at gå egne veje, tanke- og oplevelsesmæssigt, må jeg som læser ærgre mig over så tit at blive hægtet af.

På én gang alment-udadvendt og mere indadvendt-privat søger Karen Marie Edelfeldt at sprogliggøre en, i sidste ende sprogløs, både åndelig og kropslig erfaring.

Når hun skriver klarest, ender hendes bog i terapeutisk idyl, og når hun skriver dunkelt, hvilket hun gør det meste af vejen, føler jeg mig som læser hensat til et mugnende buddhistkapel, hvor nogen mumler omme bag en mur.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her