Læsetid: 4 min.

Samler på det bedste

Joaquin Phoenix imponerer i rollen som Johnny Cash, og Terry Gilliam anfægter publikum. Filmfestivalen i Toronto har budt på mange spændende filmoplevelser
16. september 2005

Toronto - Da filmfestivalen i Toronto blev stiftet for 30 år siden, hed den Festival of Festivals, og selv om den siden er blevet døbt om til Toronto International Film Festival, så er det stadig en festival af den slags, hvor man samler og viser de bedste film fra andre festivaler. Bevares, der er også masser af verdenspremierer på film, man ofte ikke har hørt om før, og som kan overraske både positivt og negativt. Men sandsynligheden for at se en god film i Toronto er trods alt meget højere end på så mange andre festivaler.

Efter de første to dage og otte engelsksprogede film var jeg en glad mand. Jeg havde blandt andet fornøjet mig med Stephen Frears' underholdende Mrs. Henderson Presents, der foregår i 1930'ernes London, hvor en rig enke (Judi Dench) hyrer en foretagsom jøde (Bob Hoskins) til at lede hendes varietéteater. Det ender med, at det umage par - de to skuespillere er forrygende sammen - bliver de første til at vise nøgne kvinder på scenen, og succesen er til at tage og føle på.

Breakfast on Pluto, Neil Jordans opfølger til det selvbiografiske drama In America, var også en opløftende oplevelse. Det er et visuelt og narrativt sprælsk eventyr om en forældreløs, flabet og homoseksuel ung mand, Patrick (Cillian Murphy), der flagrer rundt i 60'erne og 70'ernes Nordirland og London. Jordan lader Patricks kulørte og alt andet end problemfri liv udfolde sig med den væbnede konflikt mellem irere og englændere som bagtæppe, hvilket giver filmen både politisk og menneskelig dybde.

Anfægte publikum

Terry Gilliam fortæller også en usædvanlig historie i sin nye film, Tideland. Jeg er ikke sikker på, jeg kan lide filmen, men den er en på én gang fascinerende og foruroligende skildring af en lille piges forsøg på at overleve sin mors død og sin elskede fars narkomisbrug og fravær. Hun forsvinder ind i en fantasiverden, hvor også en noget ældre, retarderet dreng kommer til at spille en vigtig rolle. Det er en barsk og indimellem makabert morsom film, men efterhånden som handlingen skrider frem, sætter latteren sig fast i halsen på publikum. Den er ikke nem at se, men den vil som de bedste af Gilliams værker anfægte publikum, og det lykkes i vid udstrækning.

Årets program er fuld af biografiske film - fiktive og dokumentariske - og ikke mindst er et par af alle tiders største musikikoner hovedperson i hver sin film. Martin Scorseses med spænding ventede Bob Dylan-dokumentar, der vises på en af fe-stivalens sidste dage, har jeg til gode.

Til gengæld nød jeg James Mangolds Walk the Line, der handler om manden i sort, Johnny Cash, og hans forhold til og ægteskab med June Carter. Filmen begynder i 1968, hvor Cash (Joaquin Phoenix, der ikke er det oplagte valg til rollen, men har tyngden) optræder for en flok indsatte i Folsom Prison, en koncert, der på plade blev en af tidens mest populære. Snart springer vi tilbage Cashs barndom og får at vide, hvordan hans salmesyngende mor, storebrorens pludselige og voldsomme død og det dårlige forhold til en fordrukken far havde stor betydning for Cashs liv og karriere.

Fantastisk kemi

Vi følger ham gennem det første og ikke videre lykkelige ægteskab; er med, da han begynder at lave plader for den legendariske producent Sam Phillips; og tager med ham på turné sammen med Elvis, Jerry Lee Lewis og den smukke countrystjerne June Carter (Reese Witherspoon).

Umiddelbart kunne Walk the Line minde om Taylor Hackfords Ray, der blev vist i Toronto sidste år, men der er alligevel mere nerve i Mangolds film, hvilket ikke mindst skyldes pragtpræstationer af Phoenix og Witherspoon. Der er en fantastisk kemi mellem de to, og tilmed synger de selv alle de kendte Cash-sange i filmen og gør det så godt, at man ikke har svært ved at tro på dem som Johnny og June Carter Cash.

Blandt festivalens bedste film finder man også Bennett Millers Capote, der følger forfatteren Truman Capotes arbejde med sin mest berømte bog, In Cold Blood, og har den altid velspillende Philip Seymour Hoffman i titelrollen. Toronto siges at være stedet, hvor Oscar-ræset begynder, og Hoffman og Phoenix nævnes begge som oplagte kandidater til en bedste mandlige hovedrolle-nominering.

Engelske Michael Winterbottom overrasker igen med den vittige Trimstram Shandy: A Cock and Bull Story, der foregår på optagelserne af et britisk periodestykke og handler om en selvoptaget skuespiller, Steve Coogan - spillet af Steve Coogan - som gennem et hektisk døgn prøver at holde en svær balance mellem privatliv og arbejde.

Skuespilleren Liev Schreiber debuterer som instruktør med en veloplagt filmatisering af Jonathan Safran Foers selvbiografiske Everything Is Illuminated, der har Elijah Wood i hovedrollen som en jødisk samler og forfatter på jagt efter sin bedstefars rødder i Ukraine.

Skuffelser

Festivalen har naturligvis også budt på skuffelser. Roman Polanskis filmatisering af Dickens' Oliver Twist kan prale af Ben Kingsley i rollen som tyvekongen Fagin, men så kan den heller ikke prale af ret meget mere. Tilsyneladende kan Polanski ikke finde ud af, om han vil henvende sig til voksne eller børn, sætter sig således mellem to stole. Filmen er decideret kedelig, Oliver-karakteren uinteressant og Kingsleys Fagin for meget en karikatur til, at man bekymrer sig om ham som menneske - hvilket er Polanskis take på en ellers velkendt historie.

Forbavsende rodet og irriterende er desværre også japanske Takeshi Kitanos Takeshi's, der vist nok er en satire over hans egen karriere som instruktør, skuespiller, komiker, tv-stjerne og mediepersonlighed. Kitano spiller forskellige roller i filmen, bl.a. sig selv, og selv om jeg så godt en time af filmen, forstod jeg simpelthen ikke meget af, hvad der foregik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu