Læsetid: 6 min.

Den samme som altid, en anden

'Svæve som som en sommerfugl, stikke som en bi', sagde Muhammad Ali engang. Og de ord passer på en anden sværvægter let på tå, nemlig Björk. Hun er vendt tilbage til den mere umiddelbare charme på sit nye album - og rammer stadig dybt i hjertekulen fra et utal af vinkler
5. maj 2007

Der er ingen ende på Björk. Her 30 år (ja!) inde i hendes enestående karriere har man stadig fornemmelsen af at betræde nyt land i hendes tilsyneladende grænseløse dronningedømme. Hver kvadratmeter føles infernalsk jomfrunalsk. Og stiler man mod horisonten, kan man skimte Björk Gudmundsdottir svagt, fjernt derude. Venter hun så på sine gæster, eller lader hun dem fare vild, mens hun selv forsvinder under horisonten? Både og. For ingen populærkulturel kunstner leger så meget kispus med sine lyttere som Björk. Ingen har lokket sine disciple til at fare så voldsomt vild i nybrud og dumpe så dybt i oaser af fremmed skønhed.

Okay, på hendes nye og 7. reelle soloalbum (fraregnet to soundtracks), besøger vi da gammelkendte territorier, men genkendelsen afløses hurtigt af undren over de mange forandringer, de har gennemgået.

Volta præsenterer os således for enkle beats fra de tidlige 1990'ere, som fik os til at danse til pladerne Debut (1993) og Post (1995). Men i anderledes multikulturelle dragter. De rytmiske kompleksiteter på Homogenic (1997) og især efterfølgeren Vespertine (2001) synes pludselig fjerne - men sidstnævnte ekkoer til gengæld i de mere fint mønstrede melodier på Volta. Og den hymniske magi fra nyklassikere som "All Is Full of Love" (1997) beånder flere nye sange på nye kompositoriske niveauer. Mens bigbandet fra hittet "It's Oh So Quiet" (1995) genbesøges, men uden at lyde som Sinatra for skrigeballon, tværtimod nærmere som Gil Evans med Miles Davis eller som Bernard Hermanns soundtrack til Taxi Driver. Eller hendes eget soundtrack til Von Triers Dancer In The Dark.

Rastløshed

Vi er altså i omfortolket territorium såvel som uprøvet land for denne 41-årige islænding. Det høres fra første nummer, singleudspillet "Earth Intruders", som med sit stammeagtige beat rykker i Björks stemme på en ny forfriskende måde under vildledning af mesterproduceren Timbaland, der bestøver tre tracks og forener kræfter med Björk om arbejdet med en globalt farvet pop.

Vi finder også den malinesiske kora-virtuos Touamani Diabaté, bandet Konono No. 1 fra Congo, skibe der bræger sig konkretmusikalsk ind på hinanden med deres sodede basregistre (mens bølger bruser og fiskekutter klopper), den bævende smertenssanger Antony, den frækkeste lo-fi-kung-fu-film-sampling med mindelser om M.I.A.'s ghetto chic-erotik, fint ornamenterede kineserier, ætsende electroclash, de førnævnte blæsere, der dominerer den langsomme midte af albummet, og to forrygende trommeslagere: Den hvirvlende Chris Corsano (fra bl.a. freefolk-bands som Six Orgasms of Admittance og Sunburned Hand of The Man) og den tunge Brian Chippendale (fra eksplosive Lightning Bolt).

Et svimlende spænd

Det er efterhånden blevet en vane at medregne Björks rastløshed i beskrivelsen af hendes plader: "Relentlessly craving wanderlust", som hun synger på "Wanderlust".

Og det er en blevet en galoperende kliche at udsætte hende for naturmetaforik og nordisk mytologi. Så jeg nægter at skrive, at hun er en primal trold eller en uregerlig sælunge. Men. Den evige fascination, jeg og millioner af andre ører har, relaterer selvfølgelig til hendes elasticitet, udspændt som hun er mellem fødder rodfæstet i størknet lava og hænder, der rækker så langt op i mikrochippens og globaliseringens skypumper. Eller sagt på en anden måde: Det svimlende spænd i hende (potentielt os alle) mellem dødsbevidsthed og sanselighed:

"And afterwards/Later this century/ When you and I have become corpses/Let's celebrate now all this flesh on our bones/Let me push you up against me tightly/And enjoy every bit of you."

Ovenstående ord fra "I See Who You Are" kan minde om alt.country-mesteren Bonnie 'Prince' Billys konstatering af, at sex er så meget sjovere, fordi vi alle skal kradse af. I Björks verden (og Bonnies) er det også et kunstnerisk credo. Vi kommer af jorden, og vi skal blive til jord, og det gør det så meget desto mere frydefuldt at strække sig så langt fra udgangspunktet, som vi kan, at beruse sig i verdens vrimmel. Og så meget desto mere intenst, hvis man samtidig bevarer jordforbindelsen, dødsbevidstheden, skræmmende barn har mange navne.

Det gør Björk, og det kunne være en af forklaringerne på, at det er så få, der rammer i hvert fald mig så dybt i hjertekulen fra så mange forskellige vinkler som denne dame.

"Svæve som en sommerfugl, stikke som en bi", som en anden sværvægter let på tå, hr. Muhammad Ali, engang formulerede det. Før han fik slået ordene ud af sig.

På besøg i maninstream

Det er ikke sket for Björk. Hun har endda suget et væld af dem til sig i de forgangne par år. Læst om neurologi, de to hemisfærer, kristendommens fornægtelse af kroppen og hvordan vi stadig er dyr. Og det er sivet ned i hendes albumtekster, hvor hun beder om tilgivelse for menneskeheden og vores invasion af jorden. Hvor hun erklærer sig grundtræt af religionernes selvretfærdighed. Hvor man finder følgende formentlig kontroversielle tekst:

"What's the lesser of 2 evils/If a suicide bomber made to look pregnant/Manages to kill her target or not?/What's the lesser of 2 evils/If she kills them or dies in vain?"

Hvis det ikke fremgår tydeligt nok, så er Volta et fremragende album. Endnu en gave til vores popkultur, som på forunderlig vis har vist sig ude af stand til at trivialisere, endsige kastrere Björk. Ingen har kunnet indhente hende eller udvinde et brugbart varemærke af hendes flyvske musikalitet. På trods af sin stilskabende position og populærkulturelle ikonstatus er hun stadig kun på besøg i mainstream, når hun lyster, aldrig taget til fange.

Mange popmusikere har da efterlignet hendes sangstil, men ingen har kunnet kopiere hendes nomadiske særkende med noget nær samme majestætiske ynde og vilje til leg.

Af og til hægter hun mindre eventyrlystne af, som det skete på den vokalbaserede forgænger Medulla (2004). Volta er et langt mere tilgængeligt værk. Tilsyneladende bygget mere på lyst og glæde og umiddelbarhed. Masser af håndspillede trommer, som åbner sangene ud til mere levende akustiske rum. En del gode omkvæd (som selvfølgelig er tæt på umulige at synge bare hæderligt med på), og en stærk emotionel tilstedeværelse oppe i både hymniske og dansegejle registre. Björk er ankommet til sine lyttere igen - med visse forbehold undervejs. Og det er selvfølgelig et smukt øjeblik, en bristende fornemmelse af forsoning, hjemkomst.

Tak guderne

Men hvorfor rynke rindalistisk på næsen af rejsen ud og væk fra normaliteten og den melodivenlige popsangs stramme matrikel, som det er blevet gjort i forhold til Medulla? Endda af anmeldere. Hvordan kan musikkritik tillade sig at blive et forsvar for egen forstening og bedsteborgerlighed - og dermed forme sig som et angreb på fraflyttere og eventyrere? Uden dem ville evolutionen jo slutte, og musikhistorikere kunne sætte endeligt punktum for musik som en vigtig kommentator til og udforsker af samtiden, dens lyde, dens tummel, politiske skinmanøvrer og åndelige habitus.

Björk har været på rejse uden for hørevidde af blaserte øren i nogle år, og det har selvfølgelig også været definerende for den hjemvenden, hun nu præsterer med Volta.

Så, tak guderne (nordiske, hinduistiske, islamiske, you name it) for Björk. En mester i at destabilisere de tusind plateauer, hun allerede har besøgt. Og føje nye til den anselige liste.

Meget passende så slutter hendes koncerter for tiden med det næstsidste nummer på Volta, territorialsangen "Declare Independence".

I følge hende selv er det på én led en sang om sur kærlighed, der bør hældes ud, på en anden led en uafhængighedssang for de danske kolonier Grønland og Færøerne:

"Declare independence/ Don't let them do that to you/Damn colonists/Ignore their patronizing/Tear off their blindfold/Open their eyes".

Man kan som bekendt aldrig træde ned i den samme flod to gange. Det er bare den fornemmelse, man får i selskab med et utal af mindre eventyrlystne musikere. Men ikke Björk. Jo, vi er da i selskab med den selv samme dame igen og igen. Hun er den samme som altid. En anden.

Björk: Volta (One Little Indian/Universal). Udkommer mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu