Når den århusianske oktet Under Byen er absolut værst, er dens musik ørkesløs, uswingende, prætentiøs og fersk på den ufede facon. Når gruppen derimod er god, er den hypnotiserende, transcendent og imploderende på en forførende måde. Altså ikke helt som Mae West, der påstod: "When I'm good, I'm good and when I'm bad, I'm better". Heldigvis er gruppen god det meste af tiden, selv om det tog en rum tid, før de brave otte kom i omdrejninger på Copenhagen Jazzhouse torsdag, hvor benævnte spillested introducerede et nyt koncept - eller en klub, som det kaldes - betitlet 'Blip Bob Delight', der den første torsdag hver måned fremover vil præsentere musik i, hvad der betegnes som den elektro-etniske genre.
Ikke at Under Byen forekommer hverken specielt elektro eller mere etnisk end så mange andre andet, men hvad pokker, gruppen har noget, som er helt dens eget, og det er sgu mere, end man kan sige om de fleste. Og så er der strejf af et vist dorsk nordisk tungsind at spore i både musik og tekst, hvilket vel borger for en vis etnicitet på en scene, hvor den angelsaksiske dominans ofte er overvældende. Ellers er det mest ordet 'post' - dog ikke som i postbud - der falder én ind ved mødet med oktettens klangunivers; post som i post-punk og post-rock, faktisk. Fra Young Marble Giants til Tortoise, fra Dead Can Dance til Sigur Rós med afstikkere til lidt træt triphop og Björk (som efterhånden udgør en helt genre i sig selv), spænder klanginspirationerne vidt, men forhindrer bestemt ikke gruppen i at besidde sin egen sære magi.
Ned i malstrømmen
Det er klart musik musik, som er anti-rock'n'roll i både tone og anslag, hvilket nu ikke forhindrer gruppen i, når bølgerne går højst at udvikle en sugende elektrisk storm på scenen, som i de lykkeligste tilfælde flår lytteren durk med ned i malstrømmen. Der lefles ikke for nogen eller noget og i visse tilfælde går gruppens angst for på nogen måde at gribe til gammelkendte former og stilgreb udover musikken, idet den går hen og bliver fortænkt frem for forløst. Men det er en pris, det er værd at betale i lyset af de vaskeægte lysende øjeblikke af dragende egensindighed, det også bliver til. Da det visuelle er helt nedtonet her - fem til seks af gruppens medlemmer sidder konsekvent ned og kan stort set ikke ses fra gulvet - står og falder det hele med de klange, der genereres på scenen- og så ikke mindst en dygtig lysmands stemningsmættede falbelader på de kunstnerisk arrangerede bagtæpper.
Gruppen står ved en korsvej, hvis man er af den skole, der tror på den uhørte betydning af det tredje album. Rigtig mange navne har over en årrække samlet og afprøvet det materiale og den tone, der udmønter sig i de to første albums, men omkring treeren er der ofte tale om enten at genopfinde sig selv- eller gentage sig selv. Men med 3'eren begynder billedet af et kunstnerisk bæredygtigt ensemble at tegne sig. Eller det modsatte.
Begyndte svagt
Og det var derfor rigtig modigt af Under Byen samt ikke mindst interessant, at den benyttede lejligheden til at præsentere det næsten lammende lydhøre publikum (for nu ikke at kalde det menigheden) for hele sit kommende album til seancen i Jazzhouse sent torsdag. Der er selvklart ikke helt samme klangbund at finde hos publikum med et fuldstændig ukendt repertoire, men die hard Under Byen-fans kunne snildt tåle mosten, for de hang på hver en betoning og afstikker, der foretoges i løbet af den primært givende halvanden time, seancen varede. Om en egentlig fornyelse var der dog ikke tale så meget som måske en forfinelse af originalafsættet og så nogle heftigt hvirvlende øjeblikke, hvor gruppen næsten tangerede, hvad der med et i visse kredse ret diskrediteret udtryk vel bare kaldes rock.
Det begyndte ellers svagt; bassen swingede ikke, violinen lød sine steder, som om den ikke stemte, og samspillet knirkede og knagede på de første tre numre, selv om der var passager i "Heftig", hvor sangen næsten levede op til sit navn. Det var afgjort ikke på et niveau, man forventer fra et band med tre udgivelser på bagen og gav det hele en kant af noget frustrerende uforløst. Tankerne vandrede, mens ørerne søgte at samle de velmenende fragmenter til et meningsfyldt hele. Uden held.
Musikalsk verdensrum
Først på det rigtig flotte "Siamesisk" faldt brikkerne på plads for de involverede og efter et lidt ligegyldigt instrumentalt intermezzo kom så fire sange i rap, der seriøst tydede på vækst og vægtfylde; "Pilot", "Af samme stof som stof", "Tindrer" og "Film jeg har set".
Gruppens sanger Henriette Sennenvaldt sang gerne gennem en gammel smadret mikrofon med flot forvrængning til følge, rytmegruppen fandt så at sige fodslaget, violinen tog til i fyrighed, og samspillet nærmede sig det telepatiske. Så tilgiver man gerne den lidt indolente afslutningssvada, der lød som et Velvet Underground-outtake, og selv om det altid er skønt, når Sennenvaldt giver den som teutonisk heroine diva, var sangen ikke noget at skrive hjem om.
Men det kom altså først helt op under himmelbuen i de fire elektrisk gnistrende ekstranumre af ældre dato, det blev til. Da demonstrerede gruppen seriøst, hvad der gør den så speciel og fuldstændig suveræn inden for sin selvskabte niche. Alle pågældende sange var deres indspillede modparter langt overlegne, idet den ferskhed, man ikke kommer udenom præger begge gruppens albums til dato, idet de live fik et skud tiltrængt vildskab via en mavesugende brug af dynamik og volume, som blæste knoppen af i hvert fald denne tilhører.
Her glemtes alt om kontrær scenepræsentation og de irriterende tendenser til solipsisme til fordel for et piruetterende, troldbindende og gennemført knitrende og sitrende musikalsk verdensrum, hvor tyngdekraften helt og aldeles ophævedes. Ja, vi svæver faktisk endnu -
Under Byen, Klub Blip Bob Delight, Copenhagen Jazzhouse, torsdag
