Læsetid: 4 min.

Sammenbruddet

29. august 2003

EN FJERN VERDEN, men kun 60 år borte: Den tysk-nazistiske besættelsesmagt stiller den danske kollaboratør-regering et ultimatum: ’Sæt Danmark i undtagelsestilstand, ellers...’ Regeringen – under ledelse af stats- og udenrigsminister Erik Scavenius – svarer, at den og Folketinget »har gjort deres bedste for at holde befolkningen i ro«.
Regeringens svar fortsætter: »En iværksættelse af de fra tysk side krævede foranstaltninger ville ødelægge regeringens muligheder for at holde befolkningen i ro, og regeringen beklager derfor, at den ikke kan finde det forsvarligt at medvirke til gennemførelsen af disse foranstaltninger.«
Beklagelsen var oprigtigt ment. Regeringen og de samarbejdende partier på Christiansborg – S, R, V, K og Retsforbundet – havde gerne videreført kollaborationen. De opfattede indrømmelser som afbødning af værre overgreb. Men når befolkningen gennem en måneds opstande havde givet til kende, at den ikke mere ville lade sig holde i ro, så turde politikerne ikke længere. De frygtede, at uroen ville rette sig imod dem, og at kommunisterne ville udnytte situationen.

BEGIVENHEDERNE i august 1943 står åbne for tolkning. Det fremgår af det særlige tema, Information bringer i dagens i2-tillæg.
Dengang historien endnu var tæt på, på tiårs-dagen i 1953, skrev Børge Outze i bladets leder:
»Scavenius-politikken gik i graven den 28. august om eftermiddagen, og de følger, som Scavenius så ofte havde spået om, kom prompte ved daggry næste dag: Vold, terror, usikkerhed, kamp. Når hele landet alligevel trak vejret lettere – undtagen de tyske medløbere, vi hverken dengang eller i dag vil tælle med! – skyldtes det utvivlsomt erkendelsen af, at man havde svigtet idealer længe nok, og at det var rart at kunne være i stue med sig selv igen engang.«
Efter august 1943 kunne danskerne være bekendt at være i stue med sig selv. Og nok så vigtigt: Bruddet med tyskerne banede vejen for, at Danmark blev lukket ind i de allieredes stue. Briterne havde haft forståelse for, hvor udsat den danske position var. Efter den danske overgivelse den 9. april 1940 sagde Winston Churchill: »Jeg kan ikke bebrejde Danmark noget.« Amerikanerne var – efter de selv trådte ind i krigen i december 1941 – mere skeptiske over for det danske sindelag. Og Sovjetunionen var rent ud mistroisk. Ikke underligt, for i eftergivenheden over for tyskerne havde regeringen i november 1941 tilsluttet sig den tysk-japansk-italienske Anti-kominternpagt rettet mod Sovjet. Og regeringen havde ikke lagt skjul på, at den nærede mindst samme ubehag ved kommunister som ved besættelsesmagten.

IØJENESPRINGENDE på 60 års afstand er, hvor meget kollaborationen fortsatte efter august 1943. Et departementschef-styre tog over, hvor Scavenius slap – ja, hans regering gik end ikke af, men blev blot »hvilende«, indtil en ny udnævntes den 5. maj 1945. I mellemtiden var nogle af de hvilende ministre tilmed dukket op i deres ministerier og ekspederet sager. Arrangementet var ejendommeligt, men forståeligt: Man ønskede ikke at skabe et hul i dansk administration, som tyskerne kunne trænge ind i.
Mere foruroligende er, at Danmark til den bitre ende holdt Nazityskland kørende med vareforsyninger. Sabotagen gjorde afbræk i industriproduktionen, men fiskeri- og landbrugsleverancerne flød i lind strøm og dækkede op til en femtedel af det tyske forbrug. Der blev tjent penge i Danmark. Igen: Alternativet kunne have været direkte tysk overtagelse af apparatet. Men heroisk var den danske indsats ikke.

MYTEN HOLDER ikke: Danskerne stod ikke skulder ved skulder i kampen mod tyskerne. Der var mange bløde mellemstandpunkter inden det rene værnemageri. Heltene var de, der risikerede liv og førlighed – i modstandskampen og i allieret tjeneste, både militær og i søfarten.
Deres uvisnelige hæder har mange villet platte på.
I nyeste tid sortkjolefætrene Krarup & Langballe, der sidestiller deres egne motiver til at lade sig vælge for Dansk Folkeparti med, hvad der drev danskere i frihedskampen. Eller en statsminister Fogh, der bortlyver Venstres ansvar for kollaborationen og udnyttelse af Besættelsen til landbrugets fordel (se kronikken i dagens avis) – for at posere som principfast.
Har 29. august en pointe, som har budskab til i dag? En ubehageligt overraskende: 60 år efter er vi selv besættelsesmagt. I Irak. Og er læren af vor egen historie ikke den, at et styre på besættelsesmagtens nåde kommer til kort, når befolkningen ikke vil holde sig »i ro«.
Nok så splittede danske grupper kunne finde sammen om dette ene mål: »Danmark atter frit.« De modtræk, som nazismen foretog, kan aldrig blive nogen, som vi vil overveje. Hvad er da udsigten for det irakiske besættelsesstyre, som vi nu er en del af? Måske var den mest passende markering af den 29. august en dansk melding om, at vore styrker kun forbliver i Irak, såfremt de får legitimitet gennem et FN-mandat.

dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu