Læsetid: 3 min.

Sammenkædet

2. maj 2002

Er det rimeligt, at landets skolelærere og sygeplejesker i de næste tre år skal arbejde under overenskomster, som de med et massivt flertal har afvist ved en urafstemning? Det benægtende svar er indlysende. Men betyder det så, at forligsmand Mette Christensen begik en urimelighed, da hun sammenkædede samtlige afstemninger inden for det såkaldte KTO-område til ét, samlet resultat? Igen må svaret blive benægtende. Da de offentlige arbejdsgivere og de mange lønmodtagerorganisationer tidligere på året ikke selv formåede at nå til en aftale, blev det hendes opgave at udarbejde et mæglingsforslag for hele området. På lønmodtagersiden optrådte de 65 forskellige faglige organisationer, der er med i KTO (Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte), i samlet trop. Og som sådan blev de behandlet af Mette Christensen.
Med et snævert flertal blandt det mindretal af medlemmer, der overhovedet fandt det umagen værd at stemme, blev det så til et ja. Men spredningen mellem de mange fagforbund var enorm. Det mest rungende nej kom fra Danmarks Lærerforening, hvor stemmeprocenten var oppe på 75 procent, og hvor 95 procent ønskede at se mæglingsforslaget forkastet. Også sygeplejerskerne stemte med stort flertal imod, og magistrene gjorde det samme.
De faglige ledere fra disse områder var på forhånd klar over, at de var på vej ind i et stort problem. Nogle havde anbefalet et ja, andre et nej – men egentlig var disse tilkendegivelser ikke de afgørende. Det var derimod det forhold, at deres medlemmer følte sig magtesløse over for det bunkebryllup, forligsmanden havde foranstaltet. Hendes mæglingsforslag omfattede 650.000 offentligt ansatte med vidt forskellige funktioner og ansvarsområder. Det, de har til fælles, er faktisk kun, at deres løn udbetales af et amt, en kommune eller Hovedstadens Sygehusfællesskah.

PÅ den baggrund er det ikke mærkeligt, at forslagene til alternative forhandlingsprocedurer nærmest faldt over hinanden efter offentliggørelsen af urafstemningen. Formanden for Dansk Sygeplejeråd, Connie Kruckow, der havde anbefalet et ja, talte f.eks. om nye forhandlingsfællesskaber under KTO, som skulle bestå af medlemsorganisationer, der beskæftiger sig med beslægtede arbejdsområder. For sygeplejerskernes vedkommende ville det eksempelvis være læger, plejepersonale og portører.
Men det er ikke, hvad lægerne ser som det mest attraktive alternativ til den nuværende situation. Formanden for Foreningen af Speciallæger i Danmark, Carsten Nielsen, konstaterede efter offentliggørelsen af afstemningsresultatet, at »KTO har spillet fallit«. Han var blandt dem, der var glad for ja-flertallet, men stærkt utilfreds med det forudgående forløb. Han forudser, at lægerne ved den næste overenskomstforhandling enten vil stå alene eller alliere sig med Akademikernes Centralorganisation (AC).
Som KTO i dag er sammensat, repræsenterer denne paraplyorganisation fagforbundsmedlemmer under alle de tre hovedorganisationer – LO, AC og FTF (funktionærernes og tjenestemændenes forbund). Hovedforhandler har været formanden for det LO-forankrede Forbundet for Offentligt Ansatte, Poul Winckler. Og han har ikke været i stand til at spænde over det mangfoldige felt af interesser, han har skullet repræsentere.

Men det ville der næppe være nogen, der havde magtet. Og derfor vil overvejelserne om reformer nu for alvor gå i gang i den del af fagbevægelsen, der repræsenterer de offentligt ansatte. Som et alternativ til mere decentrale forhandlinger har formanden for Danmarks Lærerforening, Annie Herfort Andersen – der selv anbefalede et nej – foreslået, at de næste overenskomstforhandlinger om små tre år bør føres direkte med finansministeren. Begrundelsen er, at det alligevel er regeringen, der bestemmer den økonomiske ramme. Hun har fået støtte til dette synspunkt fra AC’s formand, Svend M. Christensen.
Selv om logikken i denne tankegang er klar nok, vil det næppe være i en sådan model, løsningen ligger på de problemer, der nu er kommet for en dag. Når lærere, sygeplejersker og magistre i dag er vrede, skuffede eller frustrerede, skyldes det først og fremmest, at de er blevet umyndiggjort. Med den store sammenkædning af vidt forskellige personalegrupper er medlemmerne af de enkelte fagforbund blevet sat uden for indflydelse på deres egne løn- og arbejdsvilkår. Og det virker sandsynligvis mere demobiliserende end den motivering, som de offentlige arbejdsgivere mener at kunne hente i princippet om større lønspredning.

tok

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu