En arkitekt kan godt lave tegnefilm, men er hun så arkitekt? Eller computerbilleder af skæve huse og haverum, hvor belysningen skifter med vejret, blomsterne og asfalten. Når Stig Lennart Andersson former den nye Solbjerg Plads mellem Frederiksbergcenteret, Handelshøjskolen og Gymnasiet er der hulet ud til sparkepytter mellem vandforstøverne. Er han så arkitekt eller konceptkunstner?
Puk Lippmann går længere end sin væverbaggrund, når hun installerer grønt græs og en blodrød valmue som tuftet tæppe under fødderne på de universitære udvalgsmedlemmer. Måske ikke på bare tæer, men gerne strømpesokker indendørs på Frue Plads i København. Og højt over de kuplede hoveder omkring Wegnerbordets hul i midten hænger nu prismekroner med grønt fiberlys, orange stearinflammer og røde og blå akrylreflektorer, der sender diskret farvede skygger ud på de lyse panelvægge. Rummet er fra 1600-tallet, og indretningen smukt gennemført.
Postordre
Hvad en arkitekt er for en størrelse prøver bogen Samtidsarkitekten at få styr på i livlige artikler og illustrationer. Havde det været i 1950'erne var titlen nok blevet Arkitekten i dag med billederne i sort-hvid og modulprojektering eller præfab som tidens udfordring.
Nu ligner det hele mere et postordrekatalog i de samtidsramte arkitekter Tordis Berstrand og Johanne Donsteds layoutende redaktion. Selv synes de, direkte adspurgt, at ordet samtidsarkitekt lyder grinagtigt af 70'erne. De indkredser eller jager nutidsbegrebet med nyskrevne sprogblomster og slyngede ranker, som Shumon Basars om, at arkitektoniske overskridelser er lige så svære at modstå som kærtegn!
Arkitekten Cedric Price mener i bogen ikke, at arkitektur har nogen forpligtelse til at afspejle samfundets mangel på sensitivitet og nerve - arkitekturen opstår som et samspil med dén, der bruger den, som et mysterium for arkitekturanmelderen!
Brugeren er nemlig en slags 'illegal' arkitekt, mener en tredje af forfatterne Jonathan Hill, og sætter spørgsmålstegn ved koderne og konventionen - som uafbrudt skal udfordres med nye arkitekturværker og afsøgende tanker sådan som de 20 bidrag i bogen, bifalder Deres aldrende skrivende anmelder.
Eller som Anne Tietjen skriver i bogen: Hvad nu hvis det stadfæstede bybillede spærrer for oplevelsen af den nye by?
Lowcost
En af bidragyderne er arkitekturredaktøren Kim Dirckinck-Holmfeld, der forud for Kulturministeren har udgivet En Arkitekturkanon sammen med Jørgen Hegner Christiansen. 50 danske eksempler er det blevet til, fra jættestuer og frem til dagens driv- og glashuse, og der er ingen grund til at kaste med sten, for bogens eksempler er velvalgte og glimrende beskrevet og fotograferet, så skoler og private kan have glæde af den, hvis de ikke i forvejen har passende guider eller opslagsbøger at stive identiteten af med.
Og når blikket ikke skal kastes tilbage men frem, er lowcost-tidsskriftet A10 oppe på siden af situationen i arkitekturens blomstrende Europa. Som et fortsat herbarium med fotos, tegninger og noter og korte interview på engelsk, hver tredje måned, baseret på hvad arkitekturbotanikerne i de enkelte lande plukker til redaktøren Hans Ibelings.
Selv skriver han hver gang en redaktionel note, sidst udkomne om at spore transeuropæiske arkitekturtrends som del af en europæisk identitet. De danske stringere bag de enkelte hefters halvthundrede sider er firmaet 2+1 ved blandt andre Rasmus Rune Nielsen og Mike Lippert.
Ynde
Den store europæiske have-identitet, eller i alt fald 90 betydningsfulde parkanlæg gennem 1.000 år, er smukt og ambitøst indfanget i et dansk atlas over Europas Store Haver.
Det har taget et halvt århundrede at få planen om publikationen virkeliggjort, fra landskabsarkitekten C. Th. Sørensen undfangede ideen og gjorde de første notater, til hans efterfølger i stolen, nu professor emeritus Sven-Ingvar Andersson og hans kyndige medredaktører har fundet originaltegninger frem i fjerne arkiver og gjort teksten færdig.
Men nu foreligger værket, smukt og fantasiæggende, med forklarende tekster til den originale plan for hvert af eksemplerne. Og man bliver meget opsat på at komme af sted for at se eller gense værkerne, som de nutildags kan gennemvandres med statuer, kaskader og kunstige ruiner.
Der er tre danske eksempler med - Fredensborg, Frederiksborg og Frederiksberg Have. Og så er der, som forståelig tribut til C. Th. Sørensen, afsluttende vist planer af hans Musikalske Have og hans landskabspark Kongenshus Hede med mindestøtter over hedens opdyrkere.
Selv var han beskeden landbo fra et fattigt sogn, som med egne ord 'alt for sent' fik sans for kunstens mindre nyttige sider, og for den 'ynde' der kan ligge i finere havedyrkning.
Man kunne også som eksempel have vist hans skrammellegeplads i Emdrup, for det var C. Th., der opfandt begrebet som en slags illegal arkitektur. Eller hans københavnske kolonihaveområde med husene i mindre grupper indkrandset af runde klippede hække med græs mellem enklaverne.
Atlasets historie om park og have er lang og vederkvægende. Og projektmagernes evne til at forudse resultatet af århundreders vækst så pirrende som en lysegrøn duftende kvist fra arboretet, eller for den sags skyld som den støvede lugt af en barokhaves knastørre midterakse.
Berstrand og Donsted (red.): Samtidsarkitekten, the compatible X. Forlaget Multivers. 92 s.ill. 188 kr.
Dirckinck-Holmfeld og Hegner Christiansen: En Arkitekturkanon, de byggede Danmark. Arkitektens Forlag. 143 s. ill. 280 kr.
A10, new European architecture (tidskr.), pr. nr. ¤ 6,50, ¤ 36 pr. år. www.a10magazine.com.
Andersson, Floryan og Lund: Europas Store Haver - atlas over historiske planer. Arkitektens Forlag. St. format,168 s. ill. 998 kr.
