Læsetid: 6 min.

Samtidskunsten uden manual

For præcis ti år siden blev Chelsea til 'det nye' gallerikvarter i New York. Og selvom dette efterår ikke er helt så imponerende som de forrige (rekord) år, er Chelseas gallerier stadig en herligt formidlingsfri kunstzone
21. oktober 2006

Det er ikke den samme by. Det gør en forbavsende forskel, om man kommer til New York fra Europa med et passagerfly til en lufthavn og med taxa til downtown - eller om man ankommer til Manhatten ad motorvejen I87 nordfra i en 18 år gammel Mercedes med hul i gulvet, 'Spørge Jørgen' i Kim Larsens udgave ud af højttalerne og andre menneskers skrigende børn på bagsædet.

Det piller glansen af byen, bilismen og børnene, og New York fremtræder som det stykker americana, den også er. I stedet for filmstjerner og eurotrash falder blikket på baseballkasketter og den fjerdedel af befolkningen, der er obese - overvægtige i en grad, så de ikke længere er i stand til at tage vare på sig selv. Man lægger mærke til the bridge and tunnel people, som de nedladende omtales, de der ikke har råd til at bo på Manhattan. Og man lægger mærke til de slidte mennesker, der efter en alt for lang, amerikansk arbejdsdag, på vej hjem i subwayen holder blikket oppe ved at kigge på reklamerne under loftet:

"Der er 16 millioner øjne i byen - og vi har brug for dem alle," skriver de lokale myndigheder på et reklameskilt, mens man ved siden af kan læse om 'den nationale sikkerhedsdag'.

Det er et forbavsende sympatisk blik, bilismen lægger på New York. Det er New York som den amerikanske drøm - det er antitesen af den europæiske storbys fimsede arrogance: Paris og London. New York er et forbavsende uprætentiøst sted.

Træt af vinduesshoppere

Chelsea ligger på Manhattans vestside. Kvarteret strækker sig fra Penn Station i nord til the meat pack i syd - det ildelugtende gamle køddistrikt, hvor Harley Davidson'er pryder fortovet foran Hogs and Heffers, biker-baren hvor unge europæere realiserer deres vilde side ved at danse på bordet foran en langskægget flok, der egentligt hører til i Texas.

Området fik sit navn i 1750 af en pensioneret britisk kaptajn, Thomas Clark, som ejede et stort stykke landbrugsjord i området. Men Chelsea i New York kom aldrig til at ligne Chelsea i Clarks London. Placeret klos op af Hudson River er Chelsea New Yorks koldeste område om vinteren - og udviklede sig således til et hjem for autoværksteder, grossistfirmaer og pakhuse.

I 1996 blev Chelsea alligevel 'det nye' gallerikvarter i New York - og dermed en af de mest prominente lokaliteter i den internationale kunstverden. Det er det sidste i en række af kvarterer, der har haft æren - tidligere eksempelvis 57. gade og Madison Avenue, en kort overgang i 80'erne hippe East Village og senest kommercielle SoHo. Chelsea var et overraskende ryk. Hvor gallerierne organisk tog form i SoHo - her havde kunstnerne slået sig ned først - var skiftet til Chelsea styret af galleristernes ønske om større lokaler og lavere husleje - kunsten begyndte at tage til i størrelse.

Og så var der en træthed af strøgfolket lørdag og søndag - de som blot vinduesshoppede gallerierne, mens de egentligt shoppede Prada.

Sirligt velklædt

Galleristen Larry Gagosian rykkede ganske vist som den første til Chelsea allerede i 1985, men først i 1996 - da Paula Cooper, Barbara Gladstone, Matthew Marks og Metro Pictures fandt sine nedlagte autoværksteder at flytte ind i - opnåede Chelsea den kritiske masse, der gjorde, at det nu var her, alle måtte slå sig ned. Chelsea har i dag mellem 150 og 300 gallerier - alt efter hvordan man tæller, og hvem man tæller med.

Kommer man ved en fejl til Chelsea på en mandag, kan man blive forvirret: Kvarteret ligner stadig et autoværksted, og når gallerierne holder lukket om mandagen, gør de det så grundigt bag massive jernporte, der skjuler facaderne, at den uindviede vil forlade stedet og tro, han er gået forkert.

På en fremragende efterårslørdag, som nu i sidste uge, er der til gengæld masser af mennesker, klynger af unge europæiske kunstnere, guidede grupper af kulturturister og så de New Yorkere, der har en betydeligt større friværdi end den danske.

"Hvor meget koster det," siger jeg og peger forsigtigt over på de voldsomt store fotografier af Vik Muniz' værker.

Pigen bag disken i Galleri Brent Sikkema er skotskternet og sirligt velklædt, som alle de unge, der arbejder i gallerierne i Chelsea - formentligt for håndører i færd med at opbygge CV'er - er. Der er nu ingen grund til at spørge til prisen: Niveauet i de store Chelsea gallerier modsvarer større internationale kunstmuseer.

Da jeg sidst tog turen gennem Chelsea i februar og havde fornøjelsen at se en exceptionel udstilling i Sonnabend med den sydafrikanske videokunstner, Candice Breitz, gik der blot tre måneder, før Breitz blev introduceret som en nyerhvervelse på Louisiana på særudstillingen Sip my Ocean.

Opsætningen af videoinstallationen var langt mere imponerende på Sonnabend, end den var på Louisiana - ikke for at kritisere, blot for at antyde størrelsesforholdet.

Mælkehvide Gehry

Den brasilianske kunstner Vik Muniz bruger fotografiet til at skabe billeder ud af utraditionelle materialer. Udstillingen Pictures of junk på Sikkema viser hans reproduktioner af mytologiske scener, som de er blevet afbilledet af de store mestre: Cranachs Apollo og Diana og Caravaggios Narcissus etc.

Muniz (og ikke mindst hans assistenter) genskaber billeder på et gigantisk lærred i form af et betongulv, der måler i omegnen 50 x 100 meter. Og de tegner med objekter fra lossepladsen. Bildæk, olietønder, maskindele, radiatorer, vandvarmere og plastikdunke tager - set med en kameralinse fra oven - form som Narcissus. Det er - som The New Yorker skriver - en fantastisk insisteren på forestillingsevnen ud af og midt i det moderne kaos.

"De koster 33.000 dollar," siger pigen bag disken og ser mig an. "De fås også omkring halvstørrelse til lidt over den halve pris."

Manden bag mig shopper for et sofastykke og hans mere reelle købsinteresse skubber ham naturligt frem til disken. De begynder at tale om praktikaliteterne i forbindelse med købet og ophængningen.

Rundt om hjørnet har Frank Gehry langt om længe fået opført en bygning i New York. For nok er Gehry et af de største navne i arkitekturen i dag, men det er aldrig lykkes ham at bygge i New York - på trods af at han blandt andet har tegnet en skyskraber, der skulle ligge, hvor Madison Square Garden ligger i dag, og en pompøs ny filial af Guggenheim på Manhattans sydlige spids - den plan gik under sammen med tvillingtårnene. Det nye hus er lavet i mælkehvidt glas. Det ligner en iMac eller noget, som nogen har renderet på en computer.

Formidlingstrippet

På PaceWildenstein viser de udstillingen The Number af Alfred Jensen (født i Guatamala, opvokset hos sin onkel i Danmark), men udstillingen er temmelig uinteressant. På Sonnabend er der en fremragende fotografiudstilling, Brooklyn Abroad, af Andrea Robins og Max Becher om jødisk liv i USA - blandt andet en omfattende fotoserie fra byen Postville i Iowa, der har verdens højeste antal rabbinere per indbygger. Menneskene på portrætterne ligner mellemøsten, Iowa ligner den amerikanske forstadsdrøm. Det er et mærkeligt sammenstød.

Hos Gagosian på 24. gade kigger jeg bare ind af vinduet og konstaterer en udstilling med Andy Warhol. Den gider jeg ikke - og det er den privilegerede oplevelse af kunst, man opnår ved at vade gennem Chelsea: Mængden af gallerier og bevægelsen ind og ud af bygninger tvinger en til en hastig kritisk stillingtagen, der til forveksling minder om lyst. Man går ind i nye rum og må hver gang orientere sig selv uden museal formidling, headset, pamfletter, manualer og pædagogisk gennemtænkte kataloger. Galleristernes arrogance er så langt at foretrække frem for de moderne museers omklamrende, kunstangste formidlingstrip.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu