Læsetid: 3 min.

Samtidskunstnerisk manifest

Nicolas Bourriauds indflydelsesrige kunstkritik udkommer nu på dansk. Det er et energisk, opløftende, temmelig fortravlet og lidt modepræget forsvar for en udskældt samtidskunst
6. juli 2005

Bogen Relationel æstetik har siden sin første udgivelse i 1998 haft en enorm gennemslagskraft i kunstverdenen. Den er blevet modtaget som noget nær nutidskunstens teoretiske manifest, og skulle man give en ultra kort karakteristik af bogen, ja, så repræsenterer den omtrent alt, hvad Frederik Stjernfelt skælder ud på i sin og Søren Ulrik Thomsens bog Kritik af den negative opbyggelighed.

Relationel æstetik er ekstremt anbefalelsesværdig. Bourriauds evne til passioneret, men fordomsfrit at trænge ind i tidens kunstneriske bestræbelser gennem et utal af værkeksempler er ikke bare et sjældent syn; det findes ikke rigtigt andre steder. Vil man ind i samtidskunsten, så er det her, man skal starte.

Mødets æstetik

Bourriaud selv begynder med at se på 90'er-kunstens uheldige skæbne, nemlig den at blive misforstået og at få drøje hug af sine kritikere. Hug for at være indforstået, politisk korrekt, alt for konceptuel og endda for at være noget privat-anekdotisk kitsch (Stjernfelt). Det er et paradoks, der vil noget. For som Bourriaud påpeger, så er 90'er kunsten først og fremmest karakteriseret ved sit sociale og politiske engagement.

Fra Olafur Eliasson til Rirkrit Tiravanija handler det om værkets relation til beskueren, der i 90'er kunsten bliver til deltageren.

"Ethvert specifikt kunstværk ville være et forslag om at bebo en verden i fællesskab," skriver Bourriaud.

Væk er kunstværket som et individuelt og abstrakt punkt og i stedet eksperimenteres med værkets relationer til et socialt felt. Det kan eksempelvis kaldes relationel æstetik når Kenneth Balfeldt i rollen som kunstner designer et fixerum til narkomaner på Halmtorvet, og i forbifarten nævner Bourriaud selv værker af Jes Brinch, Jens Haaning, Henrik Plenge Jacobsen og Peter Land, som udtryk for 'den nye kunst'.

"At frembringe en form," skriver Bourriuad, "vil sige at opfinde mulige møder."

Mikrorevolutioner

Der er mange smukke ord i Relationel æstetik, men Bourriauds kunstteori er desværre lige så vag, som den er visionær. Han leverer følgende rimelige karakteristik:

"Den aktuelle kunst accepterer og gentager slet og ret arven fra det 20. århundredes avantgarder, alt imens den afviser deres dogmatisme og teleologi."

Men Bourriauds videre teoretiske projekt består så i at genoplade kunsten med et gradbøjet revolutionært og utopisk potentiale, som langt de fleste af de værker, forfatteren fremhæver, slet ikke kan bære (og måske ligger deres styrke et helt andet sted?). Et par eksempler: Gabriel Orozcos i øvrigt virkeligt fine fotografier af efterladte ting og sager i byrummet bliver betegnet som 'mikrorevolutioner'. Samtidskunsten beskrives som et "engleagtigt program", der er "styret af hensynet til at give alle en chance". Det virker både sentimentalt og patetisk.

Kaffeklub

Skulle man nu forklare ovennævnte dybe kløft mellem 90'er kunstens egen selvforståelse præget af engagementet og så dens kritikere/publikum, der ofte ikke så nogen som helst grund til at engagere sig, ja så kan der tænkes at være to grunde. For det første:

At kalde det en mikrorevolution når kunstneren hjælper en gammel dame over vejen eller inviterer en etnisk minoritet på kaffe, ja den slags platituder køber offentligheden tilsyneladende ikke. Den anden grund skyldes kulturens iboende konservatisme og skal søges i overgangen fra 80'er-kunsten til 90'er-kunsten.

80'ernes kunstpublikum lænede sig trygt tilbage i stabile æstetiske kategorier: maleri og skulptur i ofte ekspressiv udformning. Saftige sager oven på de æstetisk set magre 70'ere. For dette publikum har omstillingen til en konceptuel og eksperimenterende 90'er kunst været præget af modvillighed (i det mindste i Danmark).

Bourriaud kunne med fordel have fokuseret mere intenst på færre, men mere vægtige samtidskunstnere (Phillip Parreno, Pierre Huyghe, Gonzales-Foerster, Catalan, Haaning, Superflex f.eks.), og så have skoddet de 'mikrorevolutionære værker'.

I mangel af et bedre dokument over samtidskunsten, er Relationel æstetik stadig et must read. En vigtig bog simpelthen, hvorfor det kan undre temmelig meget, at den danske udgivelse mest af alt ligner Coop Danmarks årsregnskab, ligesom oplysning om titel og udgivelsesår på originalsproget mangler (L'esthétique relationelle, 1998), og der er flere steder uklarheder i oversættelsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu