Læsetid: 4 min.

'San Francisco er i dag en skygge af sig selv'

John Bilicska har en drøm om, at San Francisco bevarer sit særpræg i forhold til resten af Californien og resten af USA. Derfor er han flyttet dertil for at fortælle om byens farverige historie og om den litterære beatrevolution, der stod sin prøve ved en retssag for præcis 50 år siden
18. januar 2007

Carolyn Cassady og Jack Kerouac gik sammen ned og spiste kinesisk take-away i Washington Park, når hendes mand, Neal Cassady, rejste med sit arbejde, og de kun havde hinanden. Neal havde givet Carolyn lov til at have en affære med deres fælles ven Jack. Selv havde han en affære med Allen Ginsberg - Carolyn fandt dem engang i seng sammen få blokke fra parken. Allen var forelsket i Neal, og Neal gik i seng med hvem som helst.

Solen skinner over samme park denne søndag eftermiddag omkring et halvt århundrede efter, de dengang vovede forviklinger fandt sted. Unge mænd og kvinder ligger i græsset, drikker øl og spiller musik. John Bilicska har bevæget sig ned på gaden fra sin etværelses lejlighed for at vise rundt i det kvarter, han elsker og har studeret i mange år. North Beach i San Francisco, Californien. Men vigtigst af alt er han kommet ned for at fortælle om the beats. De unge kunstnere startede en litterær revolution i San Francisco den 7. oktober 1955, da seks poeter læste deres værker op under The Six Galleri Reading. Det var den dag, Allen Ginsberg læste sit værk Howl op for offentligheden for første gang. To år efter, i 1957, kørte retssagen mod udgiveren af Howl, Lawrence Ferlinghetti, der blev anholdt af det lokale politi for at udgive vulgær og stødende litteratur. Det endelige udfald blev dog til hans fordel, og the beats var kendte langt ud over Californien.

"Det var et afgørende slag for det frie ord," siger John Biliscka. Med sin baret, sorte læderjakke og en hjemmerullet smøg i munden bærer han selv 1950'ernes beatnik uniform. Han har altid levet sit liv efter sine forbilleder: Jack Kerouac, Neal Cassady, Allen Ginsberg og de andre beatkunstnere, der dengang gjorde oprør mod tidens pæne tone. Han har aldrig haft et konventionelt job, og han har sørget for at rejse så ofte som muligt. Indtil han flyttede fra østkysten til San Francisco.

Rødvin og varm whiskey

Ved parken ligger en lille gyde med navnet VIA Ferlinghetti.

"Det er meget sjældent, at der bliver opkaldt gader efter folk, som stadig lever," fortæller John Biliscka. Ferlinghetti, der er en af de få nulevende berømte beatkunstnere, ejer City Lights boghandel og forlag, som ligger få minutter derfra. Udover Howl har Ferlinghetti udgivet meget beatlitteratur og poesi, og han ses ofte i området, med sin bløde hat, sølvørering og grå skæg. John Biliscka viser, hvor City Lights plejede at ligge, før Ferlinghetti flyttede til nye og større lokaler. På stentrinene udenfor sad unge og håbefulde kunstnere med cigaretter i mundvigene og store krus rødvin i hænderne, mens deres værker blev trykt.

Længere nede ad gaden, på Grant Avenue 1546, lå Jack Kerouacs yndlingsbar, The Place, som han nævner i flere af sine romaner, fortæller John Biliscka. I dag er der ikke andet tilbage end en hvid, afskallet mur og ruder plastret til med papir og blåt tape. Balkonen med de små borde findes ikke længere. Fra The Place gik Kerouac ofte hen til den for længst lukkede jazz-klub The Cellar, rundt om hjørnet. John Biliscka tror ikke, at Kerouac ville være tilfreds med udvalget af barer og natklubber i dag. Kun på baren ved siden af City Lights boghandel, Vesuvio bar, ville han gide at besøge, for det er en af de få, der også lå der i 50'erne. Her plejede Kerouac at drikke sig fuld, og her drikker John Biliscka sin varme whiskey i dag.

Den gade, hvor Jack Kerouac og hans beat-slæng gik på druk, læste poesi højt og hørte jazz, tør mange i dag ikke gå ned ad en fredag eller lørdag aften af frygt for vold og skyderier, fortæller John Biliscka.

Området afspærres konsekvent for gennemkørsel af politiet, der fredag og lørdag aften mandsopdækker Broadway i et forsøg på at undgå ballade. John Biliscka bliver i sin lejlighed i weekenden.

Han fortæller, at drømmen om at være en del af noget, der er helt anderledes end resten af USA, stadig lever i San Francisco. Men at presset udefra vokser, og grænserne rykker.

"Under dot.com-æraen, hvor Silicon Valley voksede sig stor, og folk valfartede hertil, steg priserne, og byen ændrede sig. Efter it-krakket i 2001 faldt priserne lidt, men de kreative, alle kunstnerne, havde ikke råd til at være her længere. San Francisco er blevet en skygge af sit gamle selv. Der er ikke meget boheme over byen længere," siger John Bilisca.

Beatgenerationen blev efterfulgt af hippierne og kunstnernes egne børn.

The summer of love kom og gik. I dag lever mange af historierne i bygninger, litterære værker og anekdoter fra dem, der var der, og som elsker at fortælle dem.

"Min gode ven John Allen Cassady, Neal Cassadys søn, har fortalt mig en historie, om da han mødte Jan Kerouac, Jack Kerouacs datter, første gang. Han kom ind på en bar få blokke herfra og så den her smukke unge kvinde. Det var Jan. Han gik direkte hen til hende, lagde sig på knæ og sagde: 'Vil du gifte dig med mig. Vi kunne få de skønneste beat-babyer '. Hun sagde 'Nej. For jeg skal til Mexico og være afhængig af heroin'. Det var i 1971. 25 år senere mødte han hende igen, og spurgte: 'Kan du huske mig. Jeg friede til dig for 25 år siden.'

'Nej' sagde hun. 'Jeg må have været høj. Ellers havde jeg ikke tøvet et sekund'. De var det perfekte beat-par - men tiden gled fra dem," siger John Biliscka.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu