Læsetid: 6 min.

En sand ledestjerne

Endnu en gang sprængte Patti Smith og hendes band grænserne for, hvad en rockkoncert formår og hensatte vor anmelder i en tilstand af fortryllelse, selvom han egentlig slet ikke tror på den slags
21. juni 2007
Endnu en gang sprængte Patti Smith og hendes band grænserne for, hvad en rockkoncert formår og hensatte vor anmelder i en tilstand af fortryllelse, selvom han egentlig slet ikke tror på den slags

Det vil være en grov underdrivelse at påstå, at jeg var i et rigtigt råddent humør, da jeg lidt i otte en underskøn sommeraften gjorde min entre i den til stadighed arkitektonisk set åndeløst betagende Grå Hal på Christania. Da jeg befandt mig i en uvirkelig tilstand af simrende apati med deprim slagside, spekulerede jeg som en rasende på, om jeg var aftenens opgave værdig; at lytte til Patti Smith og hendes band, således jeg kunne vurdere og beskrive oplevelsen på en måde, der var fair over for såvel aktørerne som Dem, kære læser. Det får stå hen, thi i det følgende er det måske knap så meget den musikalske side af sagen, jeg vil beskæftige mig med, som hvad den satte i gang.

Men to sveddryppende timer og et kvarter senere havde jeg i hvert fald glemt alt om min sølle og lidet befordrende forfatning og befandt mig i stedet i rock-himlen. Jeg svævede fra Den Grå Hal ud i sommernatten på en lyserød sky og selv mødet med en gammel ven, der kastede sig ud i prosaiske betragtninger om den mindst lige så prosaiske virkelighed, kunne ikke hæve fortryllelsen. Selv nu sidder oplevelsen i mig på en god og varm måde. Jeg er hverken genidyrker eller overdrevent individualistisk indstillet, men må ikke desto mindre i stigende grad erkende, at inden for kunsten i alle dens manifestationer myldrer det med vandbærere. Tilmed i en sådan grad at de i det daglige nemt kommer til at skygge for stjernerne - og her taler vi hverken salgstal eller mediedækning, udelukkende kunstnerisk substans. Og en sådan stjerne er og bliver Patti Smith, og det er især i koncertsituationen, at dette særlige geni udfolder sig, thi hun kan røre én helt ind i den allernøgneste del af sjælen på stor afstand.

Forløsning og forsoning

Hvem kan således glemme hendes koncert på Roskilde i 2001, hvor hun ene kvinde helede de psykiske sår, vi hver især pådrog os under den forfærdelige ulykke året før i forbindelse med Pearl Jams koncert på Orange Scene. Jeg skammer mig ikke over at indrømme, at jeg ved den lejlighed græd som et barn, der har mistet en hund - det var bare ikke sentimentalitetens, men forløsningens og forsoningens tårer, jeg fældede. De gjorde det muligt at fortsætte, for de rensede og bragte både trøst og fornyet livsmod. På stående fod kan jeg ikke komme i tanke om andre end lige Patti Smith, der formår noget sådant.

Hvad er det, Patti Smith kan og gør, der løfter hendes koncerter så pirrende højt til vejrs? Det er nok primært den funktion som moderne medicinmand/ åndemaner/ healer, hun udemonstrativt, men med en sjælden set overbevisende kraft tager på sig. Det er sikkert de færreste, der orker at høre følgende, men trods det vi har vundet på såvel det teknologiske og det vidensmæssige område, er jeg langt fra overbevist om, at det opvejer det, vi har mistet. Først og fremmest har sammenhængene mellem alt levende - mennesker, dyr og planter - opløst sig for øjnene af os til fordel for en stedse mere ubehagelig dehumanisering af stort set alt, jeg kan komme i tanke om; og selvom jeg sjældent møder mennesker, der mener, det på nogen måde rører eller rager dem, er jeg bange for, at det spiller en altafgørende rolle i den udvikling, der klart peaker i disse år med krige, klimaforandringer og en stedse mere polariseret verden, hvor respekten for snart sagt hvad som helst, der ikke kan omsættes til hård valuta, er stærkt på retur.

Den spirituelle sfære

Der træder Patti Smith helende ind for i hvert fald undertegnede - flere gange under koncerten kom jeg så tæt på den spirituelle sfære, som det er muligt for en person, der ikke ellers seriøst beskæftiger sig med den slags. Det eneste, jeg fik noteret ned på min blok under koncerten, var faktisk følgende sentens: "Hvad er ånd?" Bare rolig - jeg ved det heller ikke. Men det handler om, at Smith på en eller anden led fremstår som uforfalsket åndemaner i mine øjne. Hendes værktøj er gedigen rock & roll, men hendes ærinde rækker langt ud over, hvad man nu ellers forbinder genren med - og kunsten som sådan, thi også den har et langt stykke hen ad vejen opnået status af gemen konsum.

Hos Smith er der ingen forskel på gamle indianske riter, William Blakes poesi, muslimsk mysticisme eller The Doors' musik. Det er alt sammen af et stykke og alt sammen værktøjer på vejen til det, gode gamle Blake kaldte "the Palace of Wisdom". Samtidig er hun så forbandet menneskelig i sin grimme gamle t-shirt og den der frisure, der passende kunne sidde på en karikatur af en heks. Hun er kød og blod, men i den grad også ånd og sjæl - og synger hun ikke godt i konventionel forstand, er det sgu da helt utroligt, hvad hun formår med den stemme, hun nu engang har at arbejde med. Hun messer, hun maner, hun synger, hun nynner, hun skriger, og hun griner. Gør hun. Så det synger i kroppen og giver genlyd i sjælen.

Ståpels i en uendelighed

Patti Smith og hendes band - Lenny Kaye og sønnen Jackson Smith på guitar og bas, Tony Shanahan på bas og keyboards og Jay Dee Daughterty på trommer - ankom med et nyt album under bæltet. Betitlet Twelve er det kun Smiths 10. af slagsen i en karriere, der strækker sig tilbage til midthalvfjerdserne, men det er ikke for meget at påstå, at hun med sin debut-lp Horses i 1975 ene kvinde sendte rockmusikken i en ny retning - den fremstår stadig som et både definitivt og uomgængeligt værk, hvis man på nogen led ønsker at beskæftige sig seriøst med rockmusik. Hvor de foregående ni plader i udpræget grad eksponerer digteren, visionæren, performeren og ikke mindst auteuren Smith, består Twelve af 12 cover-versioner, altså sange af andre, som Smith fortolker - og i processen annekterer og gør til en del af et livsværk, som udover musikken også tæller en pæn håndfuld digtsamlinger.

Twelve fik en hård medfart i flere medier, idet flere kritikere opfattede såvel de valgte sange som de kunstnere, de forbindes med, som udtryk for fantasiløshed. Det er så ikke sandt - som det kunne høres på de udgaver af Jefferson Airplanes "White Rabbit", The Beatles' "Within You, Without You", Stones' udødelige "Gimme Shelter", "Soul Kitchen" fra The Doors' første lp og Nirvanas "Smells Like Teen Spirit" -smukt garneret med Lou Reeds "Perfect Day", der ikke er på pladen - vi diverteredes med, osede hvert eneste af hendes valg af omtanke, omhu og nødvendighed. Der var dømt ståpels i en uendelighed, og showet blev ikke ringere af, at hun i rigelig grad trak på en stak af de bedste blandt hendes egne sange med helt forrygende udgaver af bl.a. "Free Money", "Pissing in a River", "Rock'n'Roll Nigger" og mange, mange flere. Det var gribende, det var manende, det var helende, det var vitalt, og jeg er så glad for, at jeg trods min håbløse sindstilstand alligevel fik nosset mig ud i Den Grå Hal og der fik sat tingene på plads. Tak Patti - du er en sand ledestjerne.

Patti Smith m/ band, Den Grå Hal, Christania

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her