Læsetid: 3 min.

En sand liberal demokrat

Hvorfor skal historieundervisningen baseres på en kanon?
25. juli 2006

Da jeg gik på universitetet i begyndelsen af 1970'erne, studerede jeg blandt andet sprogvidenskab. En af de bøger, vi læste, var en bog om sprogfilosofi fra det daværende Sovjetunionen. Jeg husker ikke, hvem forfatteren var. Men jeg husker forordet. "Denne sprogfilosofiske afhandling er godkendt af Josef Stalin," stod der.

Noget tilsvarende kan fremtidens elever i folkeskolen vel læse, når de har historie: "Dette emne er godkendt af Bertel Haarder."

Hvordan nu det? Jo, fredag d. 30. juni præsenterede Bertel Haarders historieudvalg en kanon med 29 begivenheder, som skal indgå i folkeskolens historieundervisning: Ertebøllekulturen, Tutankhamon, Solvognen, kejser Augustus, Jellingstenen, biskop Absalon, Kalmarunionen, Columbus, reformationen, Christian d. 4., den westfalske fred, statskuppet 1660, stavnsbåndets ophævelse, stormen på Bastillen, ophævelsen af slavehandlen, Københavns bombardement, grundloven 1849, slaget ved Dybbøl, slaget på Fælleden, kvinders valgret, genforeningen, Kanslergadeforliget, 29. august 1943, FN's verdenserklæring om menneskerettighederne, energikrisen 1973, Murens fald, Maastricht-traktaten 1992, 11. september 2001, globaliseringen.

Hensigten med denne kanon er angiveligt, at børnene skal lære noget. At de skal tilegne sig basal historisk fakta-viden. Hvem kan være uenig?

Hensigten er også, at historieundervisningen skal forløbe kronologisk. Tjoh, hvorfor ikke? Det er da i hvert fald vigtigt med det, der i pædagogsproget hedder mentale stilladser, og til det formål er kronologi i det mindste en af mulighederne. Og så er der jo helt klart noget event-making over listen. Slag, storme og bombardementer. Konger, kejsere og biskopper. Men alt dette kunne man jo bare skrive i læseplanen og i de såkaldte fælles mål for historiefaget. At eleverne skal kunne det og det. At undervisningen skal stilladseres. Og at der skal være lidt wide-screen over de emner, der vælges.

Spørgsmålet er, hvorfor dette skal baseres på en kanon. Hvorfor skal eleverne høre om d. 29. august 1943 og ikke om Hitlers magtovertagelse i 1933 eller Holocaust? Hvorfor er Augustus vigtigere end Augustin? Hvorfor murens fald og ikke den russiske revolution? Og, hvis man også skal bore i principperne for listen: I hvilken forstand er ikke blot stormen på Bastillen, men også globaliseringen historiske 'begivenheder'?

Svaret er, at lærerne skam da gerne må tage alle mulige andre begivenheder med, bare de indføjer sig i den overordnede kronologiske linje. Fuldstændig ligesom vi i sprogstudiet på Århus Universitet skam da også læste andet end det, der var godkendt af Stalin. Så hvis man spørger, om denne historie-kanon er et våben i regeringens kulturkamp, er svaret: Overhovedet ikke! Hør blot den henrivende argumentation fra et af kanonudvalgets medlemmer, Keld Grinder-Hansen, som 1. juli fik en hel kronik stillet til rådighed i Berlingske Tidende.

"Udvalget af de 29 kanonpunkter er naturligvis subjektivt (...). Man kan sagtens og bør i virkeligheden også sætte spørgsmålstegn ved, om det er de rigtige historiske nedslagspunkter, der er blevet valgt (...). Det er naturligvis rigtigt, at indførelsen af kanonpunkter udgør en begrænsning i lærernes frie tilrettelæggelse af undervisningen."

Jamen så er det vel kulturkamp? Nej da! For oven på de anførte præmisser kunne Grinder-Hansen konkludere som følger: "At nogen opfatter historie-kanonen som endnu en brik i regeringens borgerligt ideologisk prægede kulturkamp er (...) det rene vrøvl." Den skal alene styrke fagligheden. "Hverken mere eller mindre".

Jamen så ved vi det. Når stemmen hæves, bliver argumentet svagt, kan eleverne passende lære, hvis der også bliver plads til lidt kildekritisk metode i historiefaget.

En klog bestyrer

Må jeg foreslå et andet emne til kanonen? Gabriel Naudé, der i 1625 blev ansat som biblioteksbestyrer af præsidenten for pariserparlamentet, Henri de Mesme.

Efter at have tænkt over opgaven udgav han i 1627 en bog, Advis pour dresser une bibliothèque. Heri skrev han til den magtfulde de Mesme: For det første skal alle de anerkendte forfattere og afhandlinger være tilgængelige i biblioteket. For det andet skal også alle kritikerne og kætterne med i samlingen, selv - som han skrev - sådan nogle som "...Luther, Melanchton, Bugenhagen, Bucer, Calvin" osv. Endelig for det tredje skal du selv, Henri de Mesme, blande dig uden om, hvordan biblioteket skal bestyres. Hertil skal du i stedet "...finde en dannet, lærd og bogkyndig mand og give ham sammen med embedet (...) en passende løn, titel og rang af bibliotekar."

Se, her havde vi en sand liberal demokrat. Åndsfrihed. Argumenternes strid - og fuld armslængde mellem magthavere og kulturformidlere. Ham burde eleverne beskæftige sig med. Og så kunne de jo skænke det en tanke, at på netop det emne stod der ikke: "Godkendt af Bertel".

Lars Qvortrup er professor ved Syddansk Universitet, leder af Knowledge Lab

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu