Læsetid: 2 min.

De sande mestre

Spændende duoaften i Operaen blev en kunstnerisk triumf for Richard Galliano og Michel Portal, mens der var mere effektfuld overflade over musikken fra Michel Camilo og Tomatito
14. juli 2006

De sande mestre i duoens kunst? Man kan næppe forestille sig andre og da slet ikke dominikanske Michel Camilo og spanske Tomatito, der på uhæmmet vis blev hyldet som de store sejrsherrer i Operaen samme aften, selv om deres musik kun var en afglans af de sande mestres: franskmændene Richard Galliano (akkordeon) og Michel Portal (klarinetter, sopransax, bandoneón).

De to er noget ganske særligt. De er et fænomen, en overflod af dybfølt musikalsk poesi, vemodige melodier, sydeuropæisk sigøjnermusik, slaviske danse, argentinsk tango og jazz. Og når de står på scenen, vælter al denne skønne musik ud af deres instrumenter helt utvungent, og formidlet så dramatisk, frækt, virtuost, ømt og smukt, at man bare må tage imod med kyshånd.

De to er et kerneeksempel på, hvilke righoldige muligheder, der ligger i mødet mellem jazzen og forskellige typer af europæisk og latinsk folkemusik.

Hos Galliano og Portal smelter de sammen til en unik syntese, som man ikke troede mulig, før man hører det.

Heller ikke en stor sal som Operaen forhindrede dem i at bjergtage publikum, til trods for at deres musiceren kan spille på de mindste akustiske detaljer, som når Galliano sluttede et nummer af med illusionen af fjern havbrusen ved at kombinere små pippende meloditoner med harmonikabælgenes tunge ånde.

Virtuoser med problemer

Forventningerne var på forhånd enorme til aftenens anden duokoncert med pianisten Michel Camilo, og flamencoguitaristen Tomatito.

De to har berettiget vakt opsigt med pladen Spain (2000), og deres nye plade, Spain Again, er lige på trapperne.

Duoen dyrker den spanske flamenco, men også tango og anden latinsk musik foruden melodier fra jazzens standardrepertoire.

Således også ved aftenens koncert, der viste de to herrer som virtuose instrumentalister, men også afslørede problemerne i deres koncept. Én ting var lyden. Tomatitos akustiske guitar var forstærket med alt for meget diskant, der smældede skarpt i ørerne. Camilos koleriske klaver var til gengæld skæmmet af for meget bas, hvilket sikkert skyldtes hans buldrende, bragende satsninger i klaverets bundregister.

For meget på overfladen

En anden ting er så, at Tomatito kommer ud af en genuin spansk flamencotradition, og at hans kantede melodiske fraseringer og særlige rytmiske forståelse ikke passer særlig godt til eksempelvis standardmelodier.

Smukke sange som Bill Evans' Waltz for Debby og Victor Youngs Stella By Starlight mistede helt deres særlige melodisk-harmoniske nuancer og blev tabt på gulvet.

Til gengæld var der intensitet over de flamencoprægede og rytmisk distinkte numre, og duoen tog smukt afsæt i den spanske flamencos genealogi i jazzen ved at lægge ud med temaet fra Rodrigos "Concierto de Aranjuez", som Miles Davis og Gil Evans indspillede på Sketches of Spain (1959), fulgt af Chic Coreas flamboyante "Spain" og senere en anden fremragende Corea-komposition, "La Fiesta".

De passede til stilen og instrumenterne. Men sandt mesterskab var der ikke tale om. Dertil foregik for meget på overfladen ikke mindst Camilos letkøbte, fejende virtuose effekter, som han scorede lette point på. Teknik er som bekendt ikke alt.

Richard Galliano & Michel Portal,

Operaen, tirsdag

Michel Camilo & Tomatito, Operaen, tirsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu