Læsetid: 2 min.

Sander: Ingen penge til universitetsfusioner

De kommende universitetsfusioner bliver med regeringens ord ’udgiftneutrale’. Det betyder ifølge oppositionen, at pengene kommer til at gå fra forskningen og undervisningen
21. september 2006

De kommende universitetsfusioner vil ifølge videnskabsminister Helge Sander(V) blive 'udgiftneutrale'. Der vil altså ikke blive tilført ekstra midler til at betale de udgifter, der uundgåeligt vil komme, når flere af landets universiteter skal lægges sammen til næste år. Udmeldingen kom på gårsdagens samråd om universitetsfusionerne, hvor oppositionen stillede ministeren talrige spørgsmål om fusionernes finansiering.

Ifølge Margrethe Vestager (R) betyder 'udgiftneutralt', at fusionsomkostningerne kommer til at gå ud over forskningen og uddannelserne: "Ministeren siger, at det er udgiftneutralt - det betyder, at han har taget stilling, og at pengene skal tages inden for universiteternes finansiering. Det kommer med andre ord som forventet til at gå ud over universiteternes basismidler," siger Margrethe Vestager, som gerne havde set, at finansieringen kom udefra som en ekstra bevilling.

SF's Morten Homann er enig:

"Det eneste anstændige er at komme med pengene udefra. Det er ikke rimeligt at beskære i forskningen og uddannelsen, når man laver sådan en organisationsøvelse," siger han.

Mindre forskning

Den såkaldte globaliseringspulje, som er øremærket forskning, uddannelse og innovation, blev der også stillet spørgsmål til - oppositionen frygter, at det er i den pulje, fusionsomkostningerne skulle findes:

"Globaliseringspuljen skal få Danmark op på at bruge én procent af BNP på forskning og uddannelse, og de penge skal ikke gå til administration. Så det er samme sag, om man beskærer universiteterne eller tager pengene fra globaliseringspuljen," siger Morten Homann.

Også Socialdemokraterne er imod at bruge puljen på universitetsfusioner:

"Vi vil ikke være med til, at der skal bruges store dele af globaliseringspuljen på fusioner, for det var ikke det, der var meningen med puljen. Den skal gå til forskning og uddannelse. Så hvis der er tale om store beløb, så vil vi insistere på, at partierne bag globaliseringspuljen skal ind i det og være med til at bestemme, hvad pengene skal gå til," siger Socialdemokraternes forskningsordfører, Rasmus Prehn.

Og der vil regeringen næppe få opbakning til at finansiere fusionerne, for hverken Socialdemokraterne eller Dansk Folkeparti støtter regeringens fusionsplaner.

På gårsdagens samråd blev de samlede fusionsudgifter også diskuteret. Oppositionen spurgte flittigt, om der var lavet et overslag over omkostningerne ved at lægge universiteterne sammen, eller hvornår der ville komme et sådant overslag, men ministeren undveg at svare på spørgsmålene.

Da SF fremlagde regnskabet for lignende fusioner, som havde kostet seks mia. kroner, afviste ministeren dog, at det ville kunne ske i Danmark:

"Vi har foretaget nogle foreløbige beregninger i ministeriet, og vi er altså slet ikke oppe i milliardklassen," sagde Helge Sander på samrådet.

Hvad de foreløbige beregninger viste, ønskede Helge Sander trods opfordring ikke at oplyse. Og hvor de penge, som fusionerne nødvendigvis vil koste, skal komme fra, fik oppositionen heller ikke klart svar på - udover ordet 'udgiftneutralt'.

Direkte adspurgt afviser Helge Sander dog ikke, at det er globaliseringspuljen - og dermed forskningen og undervisningen - der kommer til at finansiere fusionerne:

"Det afhænger jo sådan set bare af, hvordan man ser på det. Pengene i globaliseringspuljen skal gå til dem med den bedste kvalitet. Og den bedste kvalitet får man de steder, hvor man har de største og mest dynamiske miljøer," siger Helge Sander.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her