Læsetid: 2 min.

Om sandhed og digt

21. november 2006

I en anmeldelse af en bog bør en anmelder, som jeg skrev i min klumme her i avisen den 18. november, finde plads til "den pædagogiske præsentation af bogen, den sobre vurdering og den kritiske diskussion."

Tilfældigvis blev min egen bog, Kierkegaards Jyllandsrejse, netop dagen før anmeldt af Georg Metz, som bestemt indfrier en del af forventningerne til en god og dækkende anmeldelse. Trods mange pæne ord om bogen, må jeg alligevel beklage mig. Metz giver nemlig langt fra nogen dækkende præsentation af bogens genre og emne, hvorfor hans vurdering og diskussion af den ender som en diskussion af en helt anden bog end den, jeg har skrevet.

Formelt handler bogen selvfølgelig om Kierkegaards tre uger lange rejse fra København til Sædding i Vestjylland og retur i sommeren 1840. "Det er en meget stor bog om denne forholdsvis korte rejse i tid og sted, der her er frembragt så flot," bekræfter Metz venligt.

Men så tilføjer han træt: "Efter Tudvads beskrivelse skal man være mere end almindelig specialist i Kierkegaard for at forlange mere om den rejse." Det kan Metz måske have ret i, da jeg selvfølgelig har gjort mit fodarbejde i arkiver og på biblioteker så grundigt, at jeg ikke tror, der er ret meget mere at hente.

Imidlertid skriver jeg ikke eksklusivt for Kierkegaard-specialister, men for enhver med kulturhistorisk interesse. Netop derfor betoner jeg både på bagsiden og i forordet, at der er tale om en kulturhistorisk odyssé, hvor jeg skildrer det Jylland, som en hvilken som helst københavner med nyvakt interesse for den fjerne provins kunne møde i den floromvundne Guldalder. Kierkegaard er den privilegerede rejsefører, som jeg benytter i formidlingen af mit stof, der altså i højere grad er kultur- end personalhistorisk og således ikke af snæver biografisk interesse.

Misforstået perspektiv

Havde jeg alene af hensyn til de ærede specialister sat mig for at rekonstruere Kierkegaards rejse på baggrund af de tilgængelige kilder, kunne jeg snildt have klaret mig med en snes sider. Nu bruger jeg 252 sider inklusive 55 illustrationer på at fremkalde den fjerne og eventyrlige provins for læserens øje, så jeg med god samvittighed kan kalde bogen Kierkegaards Jyllandsrejse - og ikke Jyllandsrejsens Kierkegaard.

Det er ikke desto mindre dette misforståede perspektiv på bogen, der får Metz til at besvære sig over den "næsten pedantiske gennemgang af det mindste suk i sivet".

Vel sukker Kierkegaard eftertrykkeligt i sin rejsedagbog, og nok digter jeg disse suk ind i mit portræt af den tungsindige turist. Men det er altså ikke disse suk, der dominerer bogen, derimod folklora, historie og topografi vævet ind i en fri fortælling med Kierkegaard som oplevelsens point de vue.

Derfor er det en misforståelse af min hybride genre - kombinationen af forskning og fortælling - når Metz noterer sig, at jeg "gætter," når kilderne ikke slår til. Det gør jeg ikke i andre end ganske få tilfælde, mens jeg derimod digter på livet løs, inspireret af Henrik Pontoppidan i min skildring af den splittede københavners møde med den seje jyde og flittigt vegeterende på folkesagn, rejseskildringer, breve, statistiske topografier, politiprotokoller, præstearkiver og meget andet, når jeg beskriver jyderne og deres land.

Metz selv behøvede ikke at have gættet sig til genren, men kunne have taget min angivelse af den i forordet for pålydende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu