Læsetid: 3 min.

I sandhedens tjeneste

16. januar 2003

STATSMINISTER Anders Fogh Rasmussen havde en rigtig pointe, da Bjørn Lomborg og Institut for Miljøvurdering i går endnu engang var til langvarig debat i Folketinget:
»I et sandt folkestyre skal der være en åben debat,« sagde han.
Regeringens formål med Lomborg-instituttet er at »få skabt en åben debat på miljøområdet,« men »venstrefløjen kan ikke tåle at høre ting, den er uenig i.« »Det er ubegribeligt for mig, at venstrefløjen ikke vil tillade, at der er en alternativ stemme. Den ønsker, at der skal være dødens stilhed,« sagde statsministeren.
Statsministeren værner om ytringsfriheden. Det er godt at vide. Især, hvis det var rigtigt, hvad han sagde. Det er det efter alt at dømme ikke. Spørgerne, Kjeld Albrechtsen fra Enhedslisten, Jørn Jespersen fra SF og Pernille Blach Hansen fra Socialdemokraterne, blev ret fortørnede. Ingen af dem var sig bevidst, at de havde forsøgt at fratage Bjørn Lomborg hans frihed til at ytre sig.

HVIS IKKE statsministeren mener, at man skal have sit eget institut med en årlig bevilling på 15 millioner kroner for at bevare sin ytringsfrihed, så er det ærlig talt også lidt svært at få øje på, hvori begrænsningen af Bjørn Lomborgs ytringer skulle bestå. Faktisk er der meget få personer, der har ytret sig mere end ham om alverdens miljøspørgsmål både i danske og internationale medier de sidste par år.
Hvad spørgerne interesserede sig for, var, om Anders Fogh Rasmussen fandt Lomborg egnet til at lede Institut for Miljøvurdering – i betragtning af den afgørelse om videnskabelig uredelighed, som et udvalg med 25 forskere fra alle videnskabsgrene har truffet – og i betragtning af, at to ud af otte rapporter fra instituttet er behæftet med fejl.
Det kan man være uenig om. Og det skal man have lov at være. Bjørn Lomborg kunne for eksempel godt være en god direktør, som sikrer et højt videnskabeligt niveau i rapporterne fra hans institut uden selv at være i stand til at forstå alle emnerne og udforske dem videnskabeligt.
Man skal også give sig tid til at undersøge klagerne grundigt, før man fælder sin dom over en mand og eventuelt suspenderer ham fra hans stilling.

LOMBORG mener selv, at begrundelsen for afgørelsen i Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed er utilstrækkelig. En af landets eksperter i forvaltningsret, Claus Haagen Jensen, giver ham ret. Ud fra en gennemgang af afgørelsen og dens omfattende bilag er det svært at se. Der forekommer at være rigelig begrundelse for hovedpåstanden om forvridning af det videnskabelige budskab og ensidig brug af kilder, der støtter Lomborgs egen forudfattede mening. Det har i øvrigt været dokumenteret offentligt i en årrække. Hele baggrunden for klagesagen er jo, at en række forskere i Danmark og udlandet følte sig krænket og hånet og ikke mente at kunne komme igennem med deres kritik ad den vej, der hedder almindelig videnskabelig debat. Men tvivlen er rejst, og hvis Lomborg ønsker at klage til ombudsmanden, må den sag naturligvis gå sin gang.
Der er også rejst indvendinger fra en gruppe professorer, som frygter, at kontroversielle samfundsforskere for eftertiden vil udøve selvcensur, før de blander sig i den offentlige debat. Også den indvending virker noget søgt. Vist er der store forskelle på de videnskabelige metoder og beviskrav i naturvidenskaberne, lægevidenskaben, samfundsvidenskaben og humaniora. Men mener professorerne ikke, at kravene om redelig gengivelse af andre forskeres resultater og anvendelse af kildemateriale, som modsiger egne hypoteser, gælder i deres egne fagområder?
Men selvfølgelig skal indvendingen efterprøves.

POUL Harremoës er en internationalt anerkendt kapacitet. Ham kan statsministeren vel næppe betegne som en venstrefløjspolitiker, der kun vil høre sine egne meninger bekræftet? Han gik ind i bestyrelsen for Institut for Miljøvurdering ud fra den devise, at »den største faglige udfordring, man kan få, er at blive taget alvorligt.« Han forventede, at Lomborg i sin nye rolle som direktør ville søge at sikre et højt fagligt niveau, men beskrev i går i Berlingske Tidende, hvorfor han med beklagelse måtte erkende, at det ikke var tilfældet.
»Jeg har svært ved at leve med, at seriøse forskere med afvigende synspunkter oplever diskussionen som ubehagelige beskyldninger om at være uvidende, fagligt snæversynede og/eller at være udtryk for egeninteresser. I forhold til arbejdet i bestyrelsen kommer afgørelsen fra Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed kun som hammeren på sømmet,« skriver han.
Hvad statsministeren vil mene om politiske modstanderes motiver, må han selv bestemme. Det er bare sørgeligt – også for de skatteydere, der betaler – hvis han og hans regering foretrækker at opretholde en fejlbehæftet rådgivning på løst grundlag uden vilje til at lytte til sagligt begrundet kritik.

es

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu