Læsetid: 4 min.

Sandpapir mod sjælen

Den legendariske britiske radiovært John Peel lod alskens kunstnere optræde live i æteren. Nu er PJ Harveys bedste bidrag til disse 'Peel Sessions' samlet til et flot album, der føjer nye facetter til hendes værk
21. oktober 2006

Der er kunstnere, jeg ikke kan få nok af. Også selvom jeg ind i mellem så sagtens kan få nok af dem! Vi taler dem, der taler direkte til mig, uden om intellekt og æstetisk fornemmelse, uden om trends og tidens tern og i stedet rammer durk ind i min allernøgneste væren. Måske ikke hele de pågældende kunstneres værk, men så så meget af det, at deres seneste udgivelser antager et forjættende skær blandt enhver given uges udbud af nye cd'er, og jeg står uden blusel på hovedet i netop deres plader, selvom de måske ikke længere ligefrem er flavour of the week i musikpressen.

Hvad enten vi taler Mark Eitzel, Nick Cave eller Common, Joni Mitchell, Tori Amos eller Lambchop (og mange andre, såmænd), spidses ørerne lige en ekstra gang, når én af de nævnte barsler med nyt- fordi der er noget på spil, der rækker ud over underholdning, kompetence, flinkeskole, reproduktion og levebrødspraksis. Noget og nogen, som vil ind og rage på tilværelsen - på alle dens niveauer. Dvs. ikke kun de mere anæstetiske og tilladte aspekter af kærlighedens uvæsen, men hele den beskidte, ucensurerede historie, som den folder sig ud, dag efter dag, for dem af os, der holder ud (fordi det er det værd!) og ikke søger singletilværelsens mere ukomplicerede set-up.

I toppen af den ikke forfærdelig lange liste af rockmusikkens sande kamikazepiloter finder vi liden PJ Harvey, engelsk guitarsvingende chanteuse, med en fremtoning som lige dele forførerske og djævleuddriver. Hun har bygget en bizar bro mellem grænseegnene af opera og blues og i processen skabt et singulært univers, hvor sexkilling-tintet melo-drama møder metafysisk længsel møder ubodelig smerte. Hun kan med beherskede, men omhyggeligt udvalgte virkemidler få denne usandsynlige blanding til at fremstå som på den ene side eftertragtelsesværdig og på den anden som helvede på Jorden. Polly Jean Harvey er både forførerske og eksorcist, en kvindelig dæmon, der besidder såvel helende som destruktive kræfter. Især i starten af karrieren lød hendes sange som sandpapir mod sjælen, på kanten af mørket lød hun som en ung, hvid, kvindelig pendant til Howlin' Wolf, mens hun over et bevidst løst akkompagnement afsang sine rapporter fra kærlighedens og seksualitetens ødemark med tekster, en Emily Dickinson ville have forstået at værdsætte. Hvilket i 1995 kulminerede på hendes tredje og til dato nok fineste album, To Bring You My Love.

Og så i 2000 kom det fremragende Stories From the City, Stories from the Sea, hvor vor heltinde lyder rent ud- nå ja- lykkelig. Overskudsagtig, ligefrem. PJ beviste med et trylleslag, at hun var mere end en indædt præmenstruel sangskriver, for hvem tilværelsen var et uforståeligt morads af smerte og modstand med tilhørende vrede, aggression og sorg. Nu kan vi via albummet The Peel Sessions 1991-2004 få et fornemt overblik over en af de mest fascinerende karrierer inden for de sidste 15 års engelske musik. De legendariske Peel Sessions stod den lige så legendariske engelske programvært og radio-dj John Peel (1939-2004) for; han var kendt og berømmet for sin eklektiske smag, store åbenhed samt en ærlig og varm facon, og hans død har efterladt et hul i britisk radiofoni, ingen endnu har formået at udfylde. PJ-pladen udsendes sammen med lignende udgivelser fra House Of Love, Pulp og Siouxsie & the Ban-shees for markere, at det den 25. oktober er to år siden, Peel bød verden ret farvel. Men albummet her, som over i alt 12 spor samler sessions fra årene 91, 93, 96, 00 og 04 (hvilket karambolerer med hendes pladeudgivelser de pågældende år), kan snildt stå på egne kunstneriske ben. Samtidig med at den ville have gjort Peel, én af rockepokens store formidlere og inspiratorer stolt, for den er fuldt ud på højde med enhver 'normal' PJ Harvey-udgivelse. En både ren og møgbeskidt fornøjelse for såvel de allerede omvendte som nye proselytter.

Løfterigt intermezzo

Lidt i samme ånd finder vi den 31-årige skotske KT Tunstalls andet album, Acoustic Extravaganza, der måske nok har mere karakter af semi-kolon end udråbstegn, men som ikke desto mindre er en både sej, inciterende og løfterig udgivelse. Med kun et album i bæltet, 2004's Eye To The Telescope, er det godt nok tidligt i karrieren at udsende et album som Acoustic Extravaganza, der består af løst spillede, akustisk iscenesatte versioner af nye sange, B-sider, spor fra debuten samt en coverversion af et Beck-nummer, men projektet må i al sin mangel på opstyltethed karakteriseres som både vindende og givende.

Indspillet af KT og hendes faste band over kun to dage mellem jul og nytår 2005 efter måneder på landevejene, bærer det melodisk sikre, countrybluesprægede materiale præg af det sikre sammenspil musikerne i mellem og en tydeligvist både selvsikker og velsyngende Tunstall. Der er virkelig tale om indsigt i en skabende proces, uden at sangene virker mindre helstøbte eller færdige af den grund. Uden at være helt så konfrontationssøgende eller hudløs som PJ Harvey overskrider KT Tunstall nu gerne de selvopstillede artighedsregler, der har det med at præge sanger-sangskriver-genrens kvindelige afdeling. Hun vil åbenlyst gerne et spadestik dybere end som så, og mens vi afventer hendes andet, reelle albumudspil, udgør nærværende album et løfterigt intermezzo fra en kunstner med et stort potentiale.

*PJ Harvey: The Peel Sessions 1991-2004 (BBC/Island/Universal). Udkommer mandag

*KT Tunstall: Acoustic Extravaganza (Relentless/EMI)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu