2. SEKTION - STUDIESTART
Man bad mig løse en uløselig opgave: At give et bud på 12 danske sange, der kunne udgøre en såkaldt kanon. Vist nok til glæde for det nuværende regime, der ikke tør tro på egen dømmekraft og derfor må have eksperthold til at komme med bud på, hvad de nu skal mene om hint og hisset. Især den der irriterende kultur, som det er svært at se meningen med. For ikke at tale om nytten.
Men trods en naturlig skepsis over for kanonbegrebet - lyt og syng dog selv og tag så stilling - vid, at det var en opgave, der blev modtaget med angst og bæven. I ugerne siden opgaven stilledes, har tankerne stort set ikke kredset om andet. Det er som en ligning, der simpelthen ikke kan gå op, fordi der er noget galt med præmissen. Men også verdens sjoveste leg. Og hvor har vi hørt megen musik i processen. Og sunget, for hulen da.
Og vid også lige, at vi ikke har blandet Gud ind i projektet her. Hans slæng kan lave deres egen kanon af salmer. For hvad forstår bønder sig på agurkesalat? Det betød så også, at vi ikke fik Ingemann med, men for pokker da. Han er kun én blandt 100, der står udenfor døren og banker vredt på. Fra Kingo til C. V. Jørgensen. Fra Knud Pheiffer til Nephew. Fra folkemelodien til technohelvedet. Fuck me dead!
Endvidere er der i patriotismens navn blevet slået hårdt ned på udenlandske fingre i fadet. Denne attitude kostede såvel Ølhunden som Langebro, thi begge disse urdanske udsagn baserer sig på udenlandsk melodimateriale. Øv, men sandt.
Og ikke nok med det! Hele slægten og omgangskredsen har uopfordret engageret sig i emnet. Levende, ligefrem. Undertegnedes hustru har sågar udstedt en fatwa - om end kun lokalt - fordi hverken Natten er så stille eller På Sjølunds fagre sletter er medtaget her. Og hun hører til slapperne, hvad det angår. Men tak for alle meningstilkendegivelserne. Og vid, de kun gjorde opgaven sværere.
Men, altså. 12 bud på det ypperligste af den danske sangskrivningskunst fra tidernes morgen til i forgårs. Tro ikke, det var sjovt. Tro ikke, det var let. Men her den altså. Om end modstræbende. For hvad med? Og hvad med? Osv.
1. Det var en lørdag aften
(Folkemelodi)
Nok den skønneste af dem alle og én af de der eksemplariske sange, der ubesværet og elegant demonstrerer den uimodsigelige sammenhæng mellem tekst og melodi. Sidstnævnte i øvrigt af typen, der kun kan fjernes ved kirurgisk indgreb. Så enkel, at det nærmer sig det puritanske (måske deraf slidstyrken?), består den vers for vers af to gange to gentagne linjer, som det er umuligt at glemme, hvis man nogensinde er kommet galt af sted i kærlighedens navn: "Hvor kan man plukke roser,/ hvor ingen roser gror?/ Hvor kan man finde kærlighed, hvor kærlighed ej bor?" Where, indeed?
At sangen kan stå model til lidt af hvert, demonstrerer duoen Souvenirs discoficerede opdatering af emnet på deres typisk træfsikre En rastløs lørdag aften fra 1996.
2. Underlige aftendufte
Tekst: Adam Oehlenschläger (Hjemve, 1805). Melodi: Carl Nielsen (1915)
Er hjemve mon nogensinde blevet udtrykt bedre og med større poetisk finfølelse end her, hvor Adam O fortæres af længsel efter hjemlige himmelstrøg, selv om han egentlig har det glimrende, der, hvor han befinder sig? Teksten undgår de fleste guldaldertypiske tilløb til såvel svulst som patos, og præges i stedet af en vidunderligt underspillet tone, hvor protagonisten igen og igen fastslår, at han virkelig intet har at klage over i sit udenlandske eksil: "Tager ej min sang for andet/ end et ufrivilligt suk!/ Længselsfuldt heniler vandet, /aftenen er så blid og smuk" Det hjælper bare fedt, når hans tanker og følelser uophørligt hviler ved hans "elskte fødeland".
Carl Nielsen kunne nu også skrue et hit sammen, når huslejen skulle betales - bl.a. Jens Vejmand, Min pige er så lys som rav, Frihed er det bedste guld, Jeg bærer med smil min byrde og Nu er dagen fuld af sang - men i dette tilfælde søger han det mere værdigt molstemte - også selv om der lægges ud i dur!
3. Sig nærmer tiden
Tekst: Steen Steensen Blicher ("Præludium", 1838). Melodi. Oluf Ring (1922).
Kan en sten flyve? Kan en sten græde? Hvem ved? Sig nærmer tiden evner i hvert fald at røre steder, vi mestendels lukker af for; som regel for helt enkelt at overleve. Én af de allermest vemodige og længselsfulde kvad i den store forgyldte danske sangbog handler den om danskens evige udlængsel og udgør som sådan en fin antitese til Oehlenschlägers hidsige hjemmelængsel i foregående kvad.
Men sangen for de mange nomader fra Jens Baggesen til Henrik Nordbrandt, der bruger det meste af livet på at flygte fra november, november og atter november, er stadig et træfsikkert hit og kan til hver en tid trække vand, især hvis den afsynges af fortolkningsgeniet Aksel Schiøtz. Mens døden rykker stedse nærmere, antager følgende linjer ny dybde og betydning: "Jeg skulle sjunget lidt mer måske / måske vel også lidt bedre;/ men mørke dage jeg måtte se/ og stormen rev mine fjedre" Der er dømt lige dele ståpels og klump i halsen.
Oluf Rings melodi hører til sangbogens allermest melankolske, og den bør afsynges så pinefuldt langsomt som en snegl på vejen i regn.
4. Danmark, nu blunder den lyse nat
Tekst: Thøger Larsen (1914) Melodi: Oluf Ring (1922)
Gode gamle Thøger Larsen. Blandt de mange patossvulmende fædrelandssange, der kom til som følge af romantikken, og som de sikkert synger med elan i Dansk Nostalgiparti, anført af den blonde lille Pia, tager Danmark, nu blunder - sig sikkert ikke ud af meget. Patriotismen er skam til at føle på, men diskret og uanmassende er den er langt at foretrække for sager som f.eks. I Danmark er jeg født og vores såkaldte nationalsang. Emnet er den svigefulde danske sommer i al sin herlighed, udtrykt helt enkelt i stroferne: "byger som går og kommer, /det er den danske sommer". Larsen kom syv år senere ind på samme emne i den mindst lige så vindende Sommervise med de uforglemmelige åbningslinjer "Du danske sommer, jeg elsker dig/ skønt du så ofte har sveget mig".
Og Oluf Ring igen igen, denne gang i mere opløftet sindstilstand (uden dog helt at slippe melankolien). Og det er ikke fordi, der ikke findes sublime melodier fra folk som C. E. F. Weyse, Peter Heise, J. P. E. Hartmann og mange andre, men 12 sange? Gimme a break!
5. Jeg er havren
Tekst: Jeppe Aakjær (1916) . Melodi: Aksel Agerby (1916)
Jeppe Aakjær, javel. Ingen over, under eller bare ved siden af i min bog, hvad angår sangtekster. Der er en næsten rystende musikalitet tilstede i de bedste af hans tekster, der må gøre ham til guf for den motiverede melodimager. Blandt hans absolut bedste hører Mors Rok ("lul - lul! Rokken går støt i moders stue"), Sneflokke kommer vrimlende, Storken ("han kommer med sommer, han kommer med sol"), Nu er dagen fuld af sang ("plukke, plukke dugget strå"), Ole sad på en knold og sang, Skuld gammel venskab rejn forgo samt ikke mindst den uopslidelige (og svært bedrøvelige) Jens Vejmand.
Men Jeg er havren vinder på point grundet sit drive og sin vidunderlige besjæling af en gemen kornsort. Aksel Agerbys stringente og medrivende melodi er også en sikker vinder og tilsammen har de herrer skabt en vaskeægte klassiker, der burde kunne glæde både gamle og unge. Blandt mange fine indspillede versioner er der en særlig uimodståelig elan over sagerne, når Stig Møller og Lars H. U. G. giver den som duet.
6. Sangen om Larsen (1935)
Tekst: Sven Møller Kristensen. Melodi: Herman D. Koppel & Bernhard Christensen
Sangen om dén der lille mand m/k, hvis ungdomsdrømme aldrig rigtig går i opfyldelse, minder hvad angår såvel tekst og melodi om Henry David Thoreaus knivskarpe observation om, at "most men lead lives of quiet desperation and go to the grave with the song still in them". Det bliver hos litteraturkritikeren Sven Møller Kristensen til den ubehagelige sandhed om, at "det sku' vær' så godt, men så' det faktisk skidt". Sangen stammer fra Kjeld Abells moralske komedie Melodien, der blev væk, der som sangen tegner et implicit portræt af den lille mands lod i nedgangstider. Som de depressionsramte 1030'ere, teksten udspringer af og kommenterer, men også transcenderer, thi i lyset af den politik, der p.t. føres fra højeste sted, hvor længslen efter faste autoriteter og endegyldige sandheder er til at tage og føle på, giver tredje vers atter god mening: "Han kom i skole og lærte at fedte/ for dem der' store og tæve dem der' små/ Han lærte osse å la' være med å spørre/ og at tro på det, han ikke ku forstå."
I Koppel og Christensens melodi og hele harmoniforståelse spores påvirkningen af den dengang så kontroversielle jazz tydeligt. Herhjemme kom den i mange år til at præge især visesangen, idet danske jazzmusikere sjældent formår at trække en nordisk tone ind i deres musik af bar iver efter at kopiere amerikanske forbilleder.
Helt uden bitterhed og moralske pegefingre portrætteres samme type af geniet Oswald Helmuth i 1930'er-viser som Havnen og Henne om hjørnet, nede i kælderen.
7. Man binder os på mund og hånd (1940)
Tekst: PH. Melodi: Kai Normann Andersen
Her lykkes det elegant PH at vende et forholdsvis straight kulturradikalt kærlighedsepos ("Du må ikke eje mig/Jeg ejer ikke dig") til en i tredje vers subversiv modstandsode, rettet mod den tyske besættelsesmagt, der i sommeren 1940 (hvor sangen blev til) allerede var et højst uvelkomment syn i det danske land: "Man binder os på mund og hånd/ men man ka' ikke binde ånd/ og ingen er fangne, når tanken er fri" og "Den, som holder sjælen rank, ka' aldrig blie træl./ Ingen ka' regere det, som vi bestemmer selv". Værd at skrive sig bag øret i en tid, hvor 'vi' har 'valgt' at lægge vor selvbestemmelse i hænderne på en flok grådige bureaukrater i Bruxelles.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at undertegnedes spontane valg, da talen faldt på melodigeniet Kai Normann Andersen, var Glemmer du, men grundet hiphoptrioen Outlandish's raffe og intelligente nyfortolkning af Man binder os på mund og hånd fra 2004 indså jeg det evigtgyldige, det nutidsrelevante og de enestående kvaliteter i valgte opus. At Normann Andersen tilhører eliten, afslører titler som Åh hvor jeg, ih hvor jeg, uh hvor jeg vil, Gå med i lunden, Jeg har elsket dig, så længe jeg kan mindes, Jeg gi'r mit humør en gang lak, Musens sang, Den gamle skærslippers forårssang, Pige træd varsomt og ikke mindst den bedårende Den allersidste dans alt om. Han skal i glas og ramme.
8. Dansevise (1963)
Tekst: Sejr Volmer Sørensen. Musik: Otto Francker
Med denne uudslettelige jazzvals lykkedes det Grethe & Jørgen Ingmann at vinde Det Internationale Melodi Grand Prix i 1963. Alt andet havde også været himmelskrigende uretfærdigt, thi her står vi med én af de smukkeste og mest poetisk fortættede kærlighedssange nogensinde frembragt på dansk, helt på linje og niveau med Det var en lørdag aften. De sprøde indledningsstrofer emmer i sig selv af fornem folklore og en fortættet poetisk sans, vi ikke anede Sejr Volmer Sørensen besad: "Et solstrejf i en vandpyt/ Et lille kindkys af en vind/ Og sivet, der nynner/ At livet begynder/ Sit spind i dit sind." For kun at munde ud i omkvædets evige spørgsmål: "Og os to?/ Hvad med os to?/ Ja, hvad med os to - dig og mig?" Og selv om sangen er indspillet af rigtig mange, slår ingen version originalen, thi Grethe Ingmann hører til blandt de allerypperste af vore schlagersangerinder, mens Jørgen Ingmann er en fornem stilist på sit instrument, den jazzinspirerede elektriske guitar.
Otto Franckers melodi besidder internationale evergreenkvaliteter og hører hjemme på verdensmarkedet. At makkerparret Francker-Sørensen aldrig nåede samme højder betyder ikke stort, når de denne ene gang ramte så klokkerent med én af skønneste kvad nogensinde frembragt indenfor rigets grænser. Respekt!
9. Duerne flyver (1967)
Tekst: Klaus Rifbjerg. Musik: Bent Fabricius-Bjerre.
Så let som en brise er Fabricius-Bjerres underskønne melodi, der desforuden henter styrke fra Rifbjergs forunderligt kongeniale tekst. Den indenfor film- og tv-musik ekstremt produktive Fabricius-Bjerre har et læs af greatest hits på samvittigheden, her i blandt ikke mindst temaet til tv-serien Matador og ditto til den folkekære filmserie om Olsen Banden. Men han har også skrevet en klynge langtidsholdbare sange - Forelsket i København, Jeg er vistnok lidt gammeldags, Alley Cat, Kærlighed, Jeg sætter min hat som jeg vil og tour de forcen Nattens sidste cigaret, der afsunget af Grethe Ingmann så afgjort er en messe værd - hvor i blandt Duerne flyver indtager en særplads grundet sin elegante lethed samt ikke mindst den nordiske tone, der langt fra er en selvfølge hos Fabricius-Bjerre, hvis rødder i jazzen og ikke mindst evner for pastichen (lidt for) ofte præger værket.
Oprindelig afsunget af Cæsar i filmmusicalen Jeg er sgu min egen, gled den direkte ind i Højskolesangbogen, hvor den hører hjemme. Hvis den altså kan få ørenlyd for alt det Grundtvig-shit, der stadig dominerer værket dér.
10. Sidder på et værtshus (1968)
Tekst & musik: John Mogensen
"Sidder på et værtshus/ nær ved Gammel Strand/ Brugt er hver en skilling/ Meget dygtig mand." For fanden, hvor man kender det! Oprindeligt skrevet til Liller optræder sangen på John Mogensens debut-lp fra 1971, der blev startskuddet på syv frodige år, der gav os træffere som bl.a. Nede i møget, Så længe jeg lever, To mennesker på en strand, Fut i fejemøget, Karl & Ann-Cathrin', Der er noget galt i Danmark og Ursula, tilsat raffe oversættelser af udenlandske koryfæer. Og ingen dansk kanon uden en sang om druk - i dette tilfælde: bondeanger udledt af samme! - vor allermest elskede og dyrkede nationalsport. Og da nu PH's mesterstykke Ølhunden glammer bygger på udenlandsk melodimateriale, hvorfor så ikke pege på 1970'ernes største og mest robuste sangskrivningsgeni, den folkekære John Mogensen, der hermed også repræsenterer den i sin tid så udskældte dansktopgenre. Men John Mogensen var først og fremmest brobygger: Mellem schlager og danskstop, mellem swing og rock'n'roll, mellem protestsang og levebrødsmusik, mellem visekunst og country, mellem palmehave og sanger-sangskriver- og så lidt til. Ud af de mange delelementer skabte han en direkte, swingende lyd, hjulpet godt på vej af hans malmfulde røst og djærve, men også poetiske og præcise tekster om eksistenser i udsatte positioner. Og som det lort dog holder. Selv i disse gemene teknokrattider.
11. Rabalderstræde (1975)
Tekst: Gasolin & Mogens Mogensen. Musik: Kim Larsen & Wili Jønsson
Kim Larsen er med eller uden sin gode vilje vor tids nationaltrubadur og at vælge én enkelt fra de sidste 35 års måske yppigste (og mest vidtfavnende) sangkatalog er ingen spøg. De mange undere, han er ophavsmand til, har givet anledning til utallige fortvivlende refleksioner i de sene nattetimer, og vi nævner i flæng Kloden drejer stille rundt, Sylvesters drøm, Papirklip, Blip-båt, Gare Du Nord, Hjerterdame, Masser af succes og mange flere. Det mest oplagte valg overhovedet, den stilrene Langebro, bygger desværre på en amerikansk folkemelodi, så den gik ikke.
Når valget er faldet på Rabalderstræde, indspillet med 1970'ernes mest populære rockband, Gasolin, er det for det første for at mane myten om, at der ikke kan synges rock på dansk, endegyldigt i jorden. Selvfølgelig kan der det, blot kunstneren har lige så meget sans for det sproglige som det musikalske. For det andet for at have en sang med, hvor (stor)byen spiller en rolle. Og endelig fordi sangen både er eminent i sig selv og på plade hører til blandt de helt store præstationer i nyere tid. Produceren Roy Thomas Baker formåede her at få det ypperste ud af gasserne og egner Rabalderstræde sig ikke ligefrem til fællessang, er den fantastisk til at sætte fut i hvilken som helst fests fejemøg. Det er også en bedrift.
12. En nat bliver det sommer (1990)
Tekst: Jens Unmack & Johs. Voss. Melodi: Hilmer Hassig & Jens Unmack
Et smukt og formfuldendt bud på en rockballade, der trækker tråde tilbage til Drømte mig en drøm i nat og Det var en lørdag aften. Som tekstforfatter hører Unmack til blandt de ypperligste i sin generation og i samklang med produceren og guitaristen Hilmer Hassig velsignede han via gruppen Love Shop i årene 1990-2004 den danske sang med såvel rygradsrislende ballader af umiskendeligt dansk tilsnit som en stribe monolitiske rockudladninger af mere international klangkarakter. På samme måde falder gruppens albums i to kategorier, hvor vi især vil pege på tre, der besidder en lokal klang, trods afsæt i rocken: Debuten 1990, DK (1992) og Det Løse Liv (1999).
"En nat bliver det sommer" stammer fra gruppens formfuldendte debut-lp (hed det dengang), betitlet 1990, et vellykket forsøg på at skabe en prægnant syntese af det bedste fra 1980'ernes dansksprogede poprockbølge og løfte genren op på et kunstnerisk plan, der i dens populistiske bestræbelser havde været den fremmed. Det lykkedes til overmål, og pladen er en skønhedsåbenbaring, hvor Jens Unmacks spinkle sangstemme løftes af nogle underskønne korarrangementer. Teksten lægger sig i forlængelse af både Oehlenschläger og Thøger Larsen og brænder rent igennem i omkvædet: "Du længes i mørket/ mod dage med håb og med lys/ du kan ikke sove/ en nat bliver det sommer/ en fjern og fin musik giver dig alt du aldrig fik". Melodien er silkefin, men har vist sig robust nok til diverse fortolkninger, hvoraf ingen matcher originalen.
En fjern og fin musik- tak for kaffe. Pengene ligger i vinduet.
Mens kulturminister Brian Mikkelsens kulturkanonudvalg arbejder på i 2006 at kunne give et færdigt bud på en kanon, giver Information hele kanon-konceptet et kritisk eftersyn. Vi nøjes ikke med at kritisere, men kommmer selv med et kanon-bud inden for de forskellige fagområder
