Læsetid: 4 min.

Sang og primalskrig

2. juli 1998

Glæd dig. Jordens undergang er nær!" Denne opmuntrende reklametekst kan forbipasserende fornøje sig med, når de i denne tid kører forbi Imperial-biografen i København. Det er svært ikke at bryde ud i høj latter og fryde sig af hjertensglæde ved mødet med Imperials sorte humor. For der er ikke noget, vi har mere lyst til. At nyde livet og lade os underholde, her dagen før vor nations store fodboldfest - VM-mødet med Brasiliens sambaglade fodboldhold.
Kan vi ikke nøjes med at le, i stedet for at skulle tænke over denne verdens økonomiske, sociale og politiske problemer... al den smerte og sorg, livet og virkeligheden indimellem kan trænge sig på med?
Er det ikke dejligt, når Danmarks Radios TV-avis som i søndags kan fritage os fra at tænke på Nordirland, Japans og Asiens økonomiske depression, Ruslands dybe nedtur for hundrede og syttende gang, grænsestridighederne mellem de nyslåede atommagter Pakistan og Indien, og i stedet skruer op for det store kollektive og nationale primalskrig i en lang direkte reportage fra Rådhuspladsen? Jaaaahhhhhmååååååååååål. Hverken mere eller mindre. Ingen kan alligevel høre, hvad der bliver sagt. Så lad os brøle, juble og skælve i kor, som om vi med vore forfædre styrter ud ad stenalderhulen med en kolonorm kølle i hånden. Ja, dejligt er det atter at føle fællesskab i vores iøvrigt så forrevne, forvirrede og fordrevne kultur.

Livet må vi nyde, så længe vi kan. Tænk blot på, at man ude i de engang så højt besungne asiatiske mirakeløkonomier i dag kan fejre et års dagen for en barsk tilbagevenden til virkeligheden. Flere års tocifrede økonomiske vækstrater styrtede mod jorden, den frisatte markedsstorm sænkede de nationale valutaer én efter én, finansboblen braste sammen og med det kom arbejdsløsheden, millioners folkevandringer og den sociale-politiske uro. Asiens store depression, som avisen Financial Times kalder den, har bredt sig og fået et omfang og en dybde, ingen havde forudset. Menneskets dårskab helbredes ikke altid af klogskabens "rationelle" fremskrivning af gamle væksttal.
I dag er det verdens andenstørste økonomi, Japan, der hænger i tovene, med minusvækst, en syg og gældssat finanssektor og en regering, der er i syv sind med, hvordan den overhovedet skal bringe landet ud af recessionen. USA's finansminister Robert Rubin siger på sin hektiske rundtur i Asien, at den asiatiske krise er en udfordring for verden, der er "uden fortilfælde".
Det er en anden måde at sige, at verdens økonomiske stormagt nummer et er rystende nervøs for, hvad der vil ske, hvis ikke den asiatiske depression bliver inddæmmet. Der er åbenbart grund til en vis bekymring, hvis ikke japanerne hiver sig op ved håret. For verdenssamfundet har svært ved at stable flere økonomiske redningspakker på benene, som man har gjort overfor de sydøstasiatiske lande og Rusland.

IMF, den internationale valutafond, har ikke længere kapital nok til klare endnu en større finanskrise, fastslog fondens chef Michel Camdessus i går i interviews til tyske aviser: "Hvis vi løber tør for penge, vil det kun forværre en meget ustabil global situation og skabe en meget alvorlig fare for verdensøkonomien."
Faren er ikke blot snævert økonomisk og et spørgsmål om, at den vil gøre indhug på også de vestlige landes vækstrater. Faren er de afledte geopolitiske konsekvenser for fred og sikkerhed i regionen, der følger af voksende fattigdom, arbejdsløshed og folkevandringer i hele Asien. For hvad kan bringe smilene frem på læberne og få festen til at starte, hvis hundrede af millioner fattige asiater ikke længere kan håbe og drømme om også at få del i det økonomiske mirakel, som ellers var blevet virkelighed for den nye fremvoksende middelklasse i Malaysia, Korea, Indien, Kina...?

Men når håbet om mere økonomisk velstand forsvinder og fremskridtstroen stivner, er meningen med livet da, at man skynder sig at løbe festende, flagende og farverige ud i gaderne og poserer for verdensoffentlighedens tv-kameraer, i det øjeblik ens nationalistiske elite - som i Indien og Pakistan - praler af landets storhed med atombomber, krydsermissiler og andet militært isenkram? Men kan vi overhovedet tåle at tale om meningen med livet længere, hvor flere og flere af vore lidenskaber projiceres over på mere og mere økonomisk vækst, materiel og teknologisk fornyelse, militær potens og nationalistisk selvgodhed?

Tåbeligheder og misforståelser forsøger nogle mennesker indimellem at rive os ud af. De vil tvinge os til at tænke i alternative baner og håndtere krisen, før den kommer. En af dem, cheføkonom i Deutsche Bank, Edward Yardeni, er begyndt at tale om dommedag år 2000. Yardeni, der sidste år blev udnævnt til USA's førende økonomiske prognosemager, sagde forleden, at han "ikke længere har tillid til, at der er tilstrækkelig med tid til at undgå en alvorlig global år 2000-recession." De fleste computere ved årtusindskiftet ikke vil kunne skelne digitalt mellem år 2000 og år 1900, og Yardeni forudser, at alverdens kraftværker, telefonsystemer og andre vitale systemer vil bryde sammen. Panik, panik. Yardeni vurderer derfor, at der er 70 procents sandsynlighed for, at en alvorlig global økonomisk recession vil indtræffe.
Men det skal De, kære læser, ikke bekymre dem om. Undergangsmyten er så gammel som mennesket selv, siges det. Og problemerne er altid politikernes og eksperternes ansvar i et oplyst og moderne samfund.
Vi, folket, skal kun glæde os. Og i morgen spiller Danmark fodbold mod Brasilien!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her