Læsetid: 4 min.

Sange forde udstødte

Den canadiske septet Arcade Fire følger deres kritikerombejlede debut op med en toer, der bevarer mange af debutens excentriciteter, men ikke helt når samme højder
3. marts 2007

Efterhånden som rocken i alle dens mange bizarre afskygninger har været ude og vende i snart sagt ethvert tænkeligt stilistisk hjørne samt foretaget fusioner med alt mellem himmel og jord, er det blevet sværere og sværere for nye bands seriøst at fremstå med en klang og tone, der ikke minder én om noget allerede til bevidstløshed før hørt. Måske er det derfor, vi i kritikerstanden kaster os så hungrigt over de mindste ansatser til noget, der bare lugter af originalitet, og det er helt sikkert også derfor, at den canadiske septet Arcade Fires debutalbum, Funeral fra 2004, i den grad blev prist og hyldet. Det var et modigt og myndigt udspil, der besad, hvad så ofte savnes hos mange såkaldte indie-bands: En vaskeægte fornemmelse af, at her virkelig var noget på spil. Noget virkeligt. Samt ikke mindst en musikalsk evne til at forløse det, så det berørte andre end de involverede og deres nærmeste kreds. Med sin baggrund i det kreative musikmiljø i Canadas perle, den mystiske og dragende storby Montreal, kunne gruppen ikke sige sig fri for intellektuelle aspirationer i læssevis, men på den gode måde. Det er sgu okay at tackle de helt store størrelser - liv, død, tro, kærlighed, isolation etc. - hvis talentet er der. Og det var det.

Og så var Funeral en plade, der perfekt indfangede tidsånden (hvilket rammer mange i samtiden berømmede kunstneriske projekter som en vildfaren boomerang, men sådan er reglerne) og udtrykte den i et relativt originalt musikalsk udtryk; for selvfølgelig har bandet ikke opfundet den dybe tallerken, men formår i stil med navne som Calexico, British Sea Power, Neutral Milk Hotel m.fl. at give sine bestræbelser en original drejning. Der lånes rask væk fra alt fra bossa nova til tidlig Roxy Music, fra post-rock til Echo & The Bunnymen, men Arcade Fire lyder trods det stadig mest som sig selv. Ikke mindst i kraft af forsanger Win Butlers stærkt ekspressive og følelsesladede stemme, men så sandelig også på grund af det hav af instrumenter og måden, de spiller op til hinanden på, der konsekvent benyttes på nogle gerne asymmetriske kompositioner. Funeral var oven i det tilegnet en række personer i bandets nære kreds, der var afgået ved døden omkring indspilningen af albummet, der da også gennemsyredes af en ram dødsbevidsthed, uden at tilte over i hverken det morbide eller det af selvmedlidenhed smagende. Men alvoren var ikke til at tage fejl af.

Bydende nødvendigt

Her to år efter er gruppen som så mange succesfulde debutanter i den lidet misundelsesværdige position at skulle bevise, at album nr. et ikke var hverken tosseheld eller en enlig svale.

Og vi kan da ile med at berolige eventuelt allerede omvendte om, at gruppen med Neon Bible elegant og ubesværet tager faklen op fra etteren, samtidig med at den diskret udvider den soniske palette, både kompositorisk og instrumentalt. Men vi er også åbenlyst ude i, hvad der i branchen betegnes som Det Svære Andet Album Syndrom, og ved at fortsætte i stort set samme rille som tilforn tager gruppen uvægerligt lidt af den brod, der gjorde Funeral så forlokkende, så interessant og så svær at komme udenom. Men også kun lidt. Indspillet i en kirke uden for Montreal med gruppen selv som producere, består den som forgængeren af 11 spor, der for størstedelens part lyder til at besidde både tyngde og slidstyrke, med masser af finurlige detaljer svævende rundt i et til tider lidt (bevidst?) mudret miks, der ikke syntes at ville give slip på sine hemmeligheder uden en vis modstand. Igen kræves det, at lytteren går til biddet med åbent sind og en vilje til at yde en meddigtende indsats, der så til gengæld belønnes med et udtryk, som stikker dybere end størstedelen af det, vi normalt spises af med i musikkens efterhånden noget tilsølede navn.

Bjergtagende smukt

Det er sange for og om de udstødte, de marginaliserede og de håbløst romantiske i et intellektuelt, men også dybtstikkende tekstunivers, hvor livets store spørgsmål med succes jongleres, uden at der forfaldes til hul retorik. Musikalsk præges foretagendet af sejt hvirvlende staccato-rytmer, hypnotiserende cirkulære melodier, tæt sammen- og holdspil, en aparte, men opfindsom instrumentering og særprægede gæstestjerner, bundet sammen af Butlers stærkt manende stemme. Et nummer som "Ocean of Noise" er bjergtagende smukt: Da klaveret sætter ind hen mod slutningen, lyder det grangiveligt, som om alle involverede er tæt på grådens rand. Hvordan de end har båret sig ad med det? I samme klasse ligger det ryg-radsrislende "Intervention", og tilsammen udgør disse to sange Neon Bibles højdepunkter, fuldt ud på niveau med hvad som helst på Funeral.

Enkelte skæringer besidder dog ikke karakter nok til at fastholde lytterens opmærksomhed 100 procent: Et nummer som for eksempel "Windowsill" tangerer det prædikende og selvindlysende og må siges at være det mest overflødige spor fra den kant til dato. Og Bruce Springsteen-påvirkningen er næsten for kraftig på det ellers slagkraftige "(Antichrist Television Blues)". Så uden at ville forklejne albummets mange kvaliteter er det kunstnerisk ikke helt oppe på siden af Funeral - der også hang bedre sammen - fremstår trods sine skønhedspletter stadig som et både bydende nødvendigt og næsten konsekvent interessant kvalitetsprodukt fra et band, hvis rejse mod stjernerne forhåbentlig kun lige er begyndt.

- Arcade Fire: Neon Bible (Sono Vox Records/Universal). Udkommer mandag

Arcade Fire spiller 25. marts i K.B. Hallen, Kbh

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her