Læsetid: 6 min.

Sange om den anden side

Hvad koldkrigsforskerheksejægerne ikke interesserer sig for - eller bevis det modsatte
27. januar 2007

Som Klaus Rifbjerg antydede i sidste uge, synes den nyligt opmobiliserede koldkrigsforskning under heksejæger Jensen ikke at interessere sig for parallelle forhold og aktiviteter på den anden side af koldkrigens fronter, vores egen. Den livsform og de systemer, der var gunstige for markedet, forbruget, menneskerettigheder og demokratiet, men som til gengæld mere eller mindre direkte og bevidst udløste katastrofer andre steder i verden. For en historisk betragtning er dette ikke uden betydning for vurderingen af folks bevæggrunde til at have taget stilling. Nu var det ulige mere behageligt at leve på solsiden, og ikke hvor latinamerikanske diktatorer, CIA og United Fruit plagede livet af forarmede bønder eller skaffede lovligt valgte politikere eller dissidenter af vejen. Som klummistens amerikanske slægtning til højre for Nancy Reagan dengang kommenterede en forkølet indvending mod hendes lands overgreb i Nicaragua og Chile og indbyggernes lidelser dér: "But, who cares?" Hensigten - at friholde Vesten for kommunismen i bred forstand, hvor frihedsbevægelserne opererede - helligede for yderliggående borgerlige dengang og nu for de tapre efterkoldkrigere alle midler.

Bestræbelserne på at holde det unævnelige inddæmmet, for eksempel når frihedsbevægelser proklamerede reformer, der så meget som antydede folkenes kollektive interesser frem for investorernes, kostede en skov af mennesker livet og en endnu større skov en ordentlig tilværelse. Det betød i den sammenhæng ikke så meget. Who cares. I Guatemala, Chile, Argentina og andre latin-amerikanske og caribiske stater og trindt omkring i øvrigt. For mange af disse folk i Den Tredje Verden var kommunistiske politiske strukturer forståeligt nok mere nærliggende, end det amerikansk støttede mareridt, der var dem påtvunget. Også i Europa gik det lystigt for sig. Hukommelsen er kort, men fascismen og fascistiske diktatorer havde i broderparten af forrige århundrede kronede dage i Spanien, Portugal og en tid i Grækenland, ivrigt støttet af amerikanerne, CIA og dermed NATO. Utallige undertrykte folk også i disse lande fandt meget naturligt deres ståsted i kommunistisk inspirerede undergrunds-bevægelser. For eksempel for Franco-Spaniens illegale oppositions vedkommende, som for en stor del bestod af erklærede kommunister. Her anså man forresten, samtidig med at kommunismen holdtes i hævd, et udvidet europæisk fællesmarked, en europæisk union af en eller anden art, for redningen. Man forestillede sig på den illegale venstrefløj med kommunisterne forrest, når man engang fik skaffet sig af med undertrykkerne, nye politiske strukturer, der for tid og det meste af en evighed kunne garantere mod statskup og diktatur. Det er en lang historie, længere end disse linjer og kompliceret. Men i det store og hele.

Det gjaldt om dengang, såfremt man var interesseret i at foretage sig et eller andet, at få forbindelse med disse folk, der kæmpede med ryggen mod muren og under trusler om fængsling, tortur og død. Det foregik ved at man - skæg og blå briller - skaffede sig kontakt og allierede sig med blandt andre kommunisterne, både her og der. Eventuel kræsenhed nyttede ikke noget.

Fik nok af ensretning

Parentetisk bemærket forsvandt pudsigt nok de fleste af Spaniens kommunister, de mest aktive af modstandsfolkene, efter diktaturets fald. Ikke aktørerne - flere af dem sande helte - de forsvandt lykkeligvis ikke, men det nu legale kommunistiske parti, det nærmest fordampede. Folk havde fået nok af tankefællesskab og blot antydning af ensretning og stemte på andre partier, skønt de fleste godt vidste, at uden det kommunistiske organisationsapparat i undergrunden ville oppositionen ikke have været mange sure sild værd. Hvilket den i forvejen ikke var. Sådan set var det vel lidt det samme under besættelsen her til lands, hvor også kommunisterne næsten fra begyndelsen var modstandens rygrad og second to none, men relativt få år efter befrielsen svandt ind til nær ingenting.

Arbejdet og kampen mod diktaturerne dengang i 1960'erne og til Francos død i 1976 og siden op til murens fald foregik sideløbende med bestræbelserne i mere specifikke komitéer, organer og organisationer som ikke mindst i Amnesty International. Hvor det ene begyndte, og det andet hørte op, er svært at udrede, grænserne var flydende. Det er måske i den forbindelse taktløst at minde om, men havde man dengang forbindelse med dette arbejde med at skaffe oplysninger om disse modbydelige højrediktaturer lige uden for dørtærsklen og måske også gøre et eller andet, glimrede højrefløjen især ved sit fravær. KU'ere og VU'ere eller folk, der siden har gjort opmærksom på deres forargelse over venstrefløjens påståede passivitet, stod ikke ligefrem i kø på Amnestys trappe for at hjælpe med til at slikke kuverter eller samle penge ind. Heller ikke når arbejdet som nævnt i lige så høj grad gjaldt undertrykkelsen i øst. Jo, en Mogens Camre forsøgte at smugle en pistol ind i Grækenland. Det var temmelig dumt, og siden er han da også, kan man roligt sige, kommet på andre om end ikke bedre tanker.

Når det ellers gik højt, var det noget med at skaffe bibler til Rusland, og skam få den, der tænker ilde herom, men det hjalp næppe de pryglede i fængsler og lejre.

Mange med venstreorienterede holdninger, uden diskussion også kommunistiske, arbejdede i Amnesty - i lige så høj grad for at indsamle oplysninger og formulere protester mod samvittighedsfanger i vestens fangehuller som for at gøre vrøvl over behandlingen af østblokkens utallige politiske ofre. Givetvis har det kun været tosserne i Dronningens Tværgade i DKP og de øverste lag her, der fik nervøse trækninger, når kritikken af Sovjetblokken tog fat. Yngre partinaivister også et stykke ind i 80'erne gæstede fortsat DDR i overalls og skruenøgle og sad om lejrbålet og sang medrivende sange om arbejdere og bønder, mens Stasi lyttede. De overvejende fleste kom hjem kurerede og er siden blevet store mænd og damer i det danske markedssamfund - plus que, som franskmanden siger - med friværdi, to biler og kryds på valgdagen i faretruende nærhed af den kreative bogfører i statsministeriet og Pia Kjærsgaard. Men de gjorde nytte, disse folk, lige så stor nytte som de, der tog direkte stilling mod tyrannierne såvel i vest som i øst, fordi de skaffede kontakter bag muren og derved holdt den livsvigtige samtale flydende i alle de mørke år. Skulle der i den anledning være faldet en og anden bemærkning, som strengt taget ikke var i overensstemmelse med fanatikeres opfattelse af patriotisk antikommunisme, overlevede nationen nok også det.

Spionerne var helte

Hvad angår egentlige spioner, havde begge sider som bekendt rigeligt. Også danske agenter fumlede rundt i Polen og blev efter arrestation fornægtet af den danske regering, der dog betalte en klækkelig sum for at få de pågældende ud. Spioner er i øvrigt koldkrigens helte. Udveksling af tophemmeligheder på den måde var formentlig afgørende for, at den finale krig ikke brød ud.

De nuværende paphoveder med deres koldkrigs-kuller og enøjede forsknings-centerledere har ikke begrebet koldkrigens grundlæggende problem: mangel på kontakt. Og hvor vigtigt dette var, at denne mangel blev kompenseret. Hvorfor tror disse syvendedags-moralister, at det i virkeligheden gik så gesvindt med muren i 1989, da Sovjet endelig vaklede: Af den simple grund, at en rigelig del af DDR-borgerne vidste besked om en helt anden virkelighed. Dels fra medierne selvfølgelig - DDR kunne jo ikke holde signalerne ude med muren - og dels og nok så meget takket være kontakter af enhver art. Også PEN dengang sørgede for møder mellem folk, mestendels de skrivende, som jo også af og til kan have betydning for historiens forløb. Såfremt man går til forskning i koldkrigen ud fra nogle moraliserende eftertidsforestillinger om my country, right or wrong, og hvor jeg selv stod var uangribeligt, og alle andre var nogle slyngler, når de ikke mente som mig, er man ikke forsker, men propagandist. Eller en mindre skarpsindig historiker, end trosfæller synes at mene. Det er nok her, skoen trykker.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu