Læsetid: 4 min.

Sangen om Larsen

21. marts 2002

ALLE VED, hvordan Bjørn Lomborg ser ud, når han sidder og regner på, om det kan betale sig at redde kloden. Så her får De i stedet en sang om Larsen. Ikke dén Larsen som i sangen kommenterer verdens tilstand med strofen ’det sku’ vær’ så godt, og så det faktisk skidt’. Ej heller den Larsen, som synger om kloden, der drejer stille rundt. Og end ikke den Larsen, som i sine Frie Ord i denne avis jævnligt beskæftiger sig med klodens ve og vel. Næ, derimod en hedengangen Larsen, som engang slog sine folder et sted på bunden af kloden, et sted som netop – se gårsdagens forside – er blevet ramt af ødelæggelse og undergang.
Sangen gælder kaptajn Carl Anton Larsen, som blev født ved Sandefjord i Norge i 1860, men døde nær klodens sydligste punkt, i 1924, ombord på sit skib i havet ved Antarktis. Carl Anton Larsen var sømand, hvalfanger og opdagelsesrejsende, og det var ham, der i 1892 som den første opdagede det blånende islandskab på Den Antarktiske Halvø, som siden – efter sin opdager – blev navngivet Larsen Iskappen. Den norske opdagelsesrejsende sejlede i 1902 tilbage til iskappen, hvor hans skib blev skruet ned af ismasserne, og Larsen måtte med sine nødstedte mænd overvintre i det frosne landskab på en kost af råt pingvinkød, indtil et redningshold året efter kom dem til undsætning.

I DAG ER meget anderledes. Man kan f.eks. for 20.000 dollar købe sig en suite til et krydstogt til området ombord på turist-isbryderen Kapitan Khlebnikov. Til gengæld kan man ikke se Larsen Iskappen, som Larsen så den. For den forsvandt forleden.
Eller mere præcist: Inden for den seneste måned er en meget stor del – så stor som Fyn – af den 200 meter tykke og op til 12.000 år gamle iskappe brækket af og flydt ud i det kolde antarktiske hav som tusinder af isbjerge. En proces, der tog fart i 1995, da chokerede forskere opdagede, at store stykker af Larsen begyndte at knække af. Siden er processen accelereret, og nedbrydningen af iskappen er i den seneste måned sket med, hvad britiske polarforskere kalder »forfærdende« hast.
Det er den atmosfæriske opvarmning, der er årsagen. Inden for de seneste 50 år er temperaturen i området steget med 2,5 grader. Det er foruroligende meget og nok til om sommeren at skabe smeltevand, der trænger ned i revner i iskappen og siden – når hårdere frost sætter ind – får isen til at sprække. Det mareridts-scenarie, som forskere i går beskrev i medier verden over, taler om en yderligere forstærket lokal opvarmning som konsekvens af, at isen, der i sig selv virker afkølende på den lokale atmosfære, nu er væk. Det kan forcere afsmeltningen fra de bagvedliggende gletchere, der forsyner iskappen med is, og dermed er en selvforstærkende proces i gang.

DE ENORME ismasser i Larsen Iskappen flyder på det antarktiske hav som isklumper i et glas whisky. Og ligesom isklumpernes smelten ikke får whiskyglasset til at løbe over, vil Larsens nedbrydning og bortsmelten ikke i sig selv få verdenshavene til at stige. Anderledes er det, hvis processerne fra Larsen Iskappen sætter ind på den meget større Ross Iskappe, hvor temperaturen ifølge forskerne nu kun er få grader under det niveau, hvor nedbrydningsprocesserne kan starte. Ross Iskappen forsynes fra gletchere forbundet med det gigantiske isdække på det vestantarktiske fastland, og denne landis rummer is svarende til en stigning af verdenshavene med fem meter, skulle den smelte og finde vej ud i havet.
Forskerne diskuterer allerede ivrigt, om Larsens sammenbrud og den stærke lokale opvarmning skyldes den menneskeskabte drivhuseffekt eller naturlige årsager. TV2 Nyhederne beroligede onsdag de danske tv-seere ved at citere en dansk forsker for, at temperaturen andre steder i Antarktis er faldet, og at Larsens sammenbrud ingen betydning har. Sandheden er, at ingen ved det. Dagens avancerede klimamodeller, der med stor sikkerhed taler om en global menneskeskabt opvarmning gennem de seneste årtier, er ikke i stand til at bevise, om lokale klimaforandringer har menneskeskabte eller naturlige årsager.
Derfor er usikkerheden et vilkår. Man ved, at det globale klima, nedbørsmønstrene, havenes vandstand, stormenes hyppighed, de økologiske systemer vil ændre sig de kommende årtier som følge af menneskets afbrænding af fossile, CO2-afgivende brændstoffer. Men man kan ikke vide, hvad der er den konkrete årsag til en bestemt tørkeperiode, et givent stormvejr, en lokal forstyrrelse af havstrømmene – eller Larsens sammenbrud.
Carl Anton Larsen var en klog mand. Han overlevede en vinters helvede på iskappen ved at indrette sig på de naturgivne forhold. Er der ikke grundlag for fest, må man klare sig med råt pingvinkød, sagde Larsen. Man overlever ved at lytte til naturen og indstille sig på de vilkår, den giver.
Sådan gør man ikke i dag. I dag skiller man sig af med de forsigtige, ansætter nogle optimister og vandrer muntert afsted. I håbet om, at isen kan bære.

jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu