Læsetid: 4 min.

En sangernation i lort til halsen

Op til femårsdagen for Systemskiftet er det som om, nationens sangermuskel er begyndt at røre på sig
4. november 2006

Højskolesangbogen er netop kommet i en ny udgave. Den attende. Danskerne elsker at synge, de ved det bare ikke, hørte jeg engang en mand sige. Mjae, mjoe. Der er nu ikke så mange af dem, jeg kender, der ret tit bryder ud i sang, og det gør jeg da heller ikke selv. Men skam få den, der siger noget ilde om sang og musik. Hvem har ikke hørt om alsangen under Besættelsen? Hvem har ikke været med til at synge hjemmelavede festsange med lidt for mange versefødder? Direkte skade er der vel ingen, der har taget af at oplade sin selv nok så umusikalske røst i festligt lag eller ved højtidelige lejligheder. Grundtvig og Kim Larsen, det luner alt sammen. Og sådan som vores lille kongerige er skruet sammen lige for øjeblikket, kan det da godt være, at der er mere brug for fællessang, end der har været i mange, mange år.

Forbandede eller lange

Det er aldrig lykkes mig at finde stedet, men Klaus Rifbjerg citerede engang Beckett for at have sagt, at når man sidder i lort til halsen, så er der kun én ting at gøre: Man må synge! En anledning er der jo også, her op til 'Systemskiftets' fem års jubilæum. Enkelte ondsindede medborgere ville måske være fristet til at tale om 'de fem forbandede år', men det kan kun skyldes falsk historisk bevidsthed. I virkeligheden skyldes det jo kun den i og for sig ligegyldige bagatel, at Anders Fogh Rasmussen først er født efter Anden Verdenskrig, at han ikke vandt den helt alene, i alt fald for så vidt angår krigshandlingerne i Holland, Nordvesttyskland og Danmark. Så lad os nøjes med at tale om fem lange år.

Men nu er det som om, nationens sangermuskel er begyndt at røre på sig. I alt fald skal man være mere en almindeligt tonedøv - for nu at bruge et statsministerielt udtryk - for ikke at fornemme, at en vis ædruelighed er ved at brede sig. Hvad i alverden er det dog for et politisk klima, vi har affundet os med i al den tid?

Hvor mange bistandsklienter er blevet bankdirektører siden Systemskiftet i 2001? Hvad mener vores beskæftigelsesminister egentlig helt nøjagtig, når han ustandseligt skræpper sit mantra om, at det skal kunne betale sig at arbejde? - Et mantra, der først og fremmest skal retfærdiggøre et kontanthjælpsloft, der holder folk nede i armod, og den såkaldte 'starthjælp' til flygtningen, der er og bliver den rene og skære hjerteløshed. Kan det virkelig betale sig at arbejde, Frederiksen? Er det i virkeligheden ikke en meget bedre fidus at være herre over - og at belåne - en så stor friværdi i sit hus, at det vil kræve 10 til 12 års pæn middelstandsindkomst at tjene det samme beløb? Så i grunden, nej, det kan faktisk ikke betale sig at arbejde. Det kan betale sig at være rig. Folk, der knokler på livet løs, er ikke kun dumme målt i forhold til de stakler, der må dukke nakken under kontanthjælpsloftet, de er i det hele taget dumme. I alt fald hvis de ikke har investeret i fast ejendom.

Også hvad angår Irak-krigen, kan man spore en markant større ædruelighed blandt sangerfolket. Hvad i helvede er det for en krig? En krig for fred og demokrati, anført af den højt begavede - og moralsk set jo ligefrem uvirkeligt højtstående - præsident Bush. Hvis vicepræsident for nylig har udtalt, at det efter hans mening ikke kan kaldes 'rigtig' tortur at holde en fanges hoved under vand, indtil han fortæller, hvad han ved. Sådan en vicepræsident har Fogh ikke, men hans parti har en udenrigspolitisk ordfører, en mand ved navn Jens Hald Madsen. Han har været en del i fjernsynet på det sidste for at forsvare vores fortsatte deltagelse i krigen. Meget mere end floskler har han nu ikke at byde på. Om at fred er godt, demokrati er godt, menneskerettigheder er en god ting at have. Jeg kender ikke ret mange, der mener det modsatte - det skulle da lige være Søren Krarup, der vist mener, at menneskerettigheder er noget venstreorienteret sludder. Men Madsen lyder nu ikke ret overbevisende, når han folder sig ud på skærmen. Faktisk lyder han allermest som en sjællandsk brugtvognsforhandler, der er så ivrig efter at forsikre om sin ærlighed, at man uundgåeligt kommer i tvivl. Så er der trods alt mere stil over Fogh selv, han udtaler kort og godt til Politiken: Vi bliver i Irak. Man ser det for sig: Når den sidste amerikaner, når den sidste englænder for længst har forladt ørkensandet, står der en rank, jysk skikkelse tilbage, umiskendeligt velklædt, med velfriseret hår og ansigtet lagt i statsmandsfolder. Vi bliver! udtaler skikkelsen. Hvis der ikke allerede var en håndfuld danske soldater, der er døde undervejs, ville man - netop - dø af grin. Uha, det er god humor!, som de siger ovre i Kontinentaldanmark.

Lad os synge!

At dø er ingen kunst, det er det at leve, der kræver mod. Sådan noget lignende sagde en russisk digter engang. Så lad os synge i stedet for at krepere af ærgrelse over Systemskiftets ildsjæle og deres dumheder. Hvis vi udsætter den for et nutidigt remix, kan Når jeg ser et rødt flag smælde vel også få kuløren frem i kinderne på selv vore dages ungdom? Og hvis det friske pust over landet bliver afløst af en frisk blæst over Limfjordens vande, er det vel heller ikke det værste, der kan ske? Mens vi går i træningslejr til den allersidste dyst på ord og toner, kunne Fogh og hans venner jo øve sig på Altid frejdig når du går. Den egner sig som bekendt godt til begravelser. Og køn, det er den.

* Dette er sidste klumme fra Bent Vinn Nielsen for en periode. De næste måneder tager han orlov fra avisen, men vender tilbage i 2007. red.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her