SANKT PETERSBORG - Zarhovedstaden fra Peter Den Store og frem til Lenin, Sankt Petersborg, er bygget op i den vestlige rationalitets tegn: Lange lige logiske gader og tanker krydses med matematisk nøjagtighed af lige så lange og lige prospekter, simpelt, klart og forståeligt. Civiliseret.
Byen afspejler den vestligt orienterede del af russisk kultur og mentalitet, som præsidenterne Jeltsin og Putin, der selv er fra Petersborg alias Leningrad, har forsøgt at fremme for ligesom Peter Den Store at tvinge Rusland ind i en vestlig sammenhæng. Mens Moskva, bagstræberisk, gammelslavisk og asiatisk, stritter imod.
Galskaben lurer
Sådan ynder mange russere, især petersborgere, at tolke forholdet mellem landets to hovedstæder. Men det er kun en del af sandheden, for Ruslands Venedig med sine talrige smukke kanaler, floder, øer, paladser og ufattelige kunstrigdomme er i virkeligheden ikke mindre mystisk og tvetunget end Moskva. Og den har aldrig været mere klar, fornuftig, sund eller rationel.
For bag den marmorerede og ferniserede overflade, kære læser, og nu må det gyse i dig, lurer galskaben, febervildelsen, vanviddet, drukkenskaben.
I de små kælderknejper lever synden, tvivlrådigheden og vildskaben. I de utallige baggårde med deres dystre og faldefærdige opgange, skjult bag Potjomkin-facadernes pragt, opkaldt efter kejserinde Katarina Den Stores elskergeneral Potjomkin, som ville narre hende til at tro, at alt var vel og godt i de af ham nyerobrede områder i Ukraine. Tro aldrig på, hvad du ser ved første øjekast i Rusland. Alting er meget mere kompliceret og mystisk og fascinerende end som så.
Forbrydelse og straf
"På gaden var der uudholdeligt hedt. Gaden var et kaos af kalk, bjælker, mursten og støv og hin særlige sommerstank, som kendes så godt af enhver petersborger... Den modbydelige stank fra ølstuerne, som i denne bydel var særligt talrige," hedder det i romanen Forbrydelse og Straf (af Fjodor Dostojevskij) fra 1866, som mere end nogen anden har beskrevet kampen mellem galskab og godhed i det petersborgske univers.
Dostojevskij bevægede selv sig netop på denne rand, boede her, når han da ikke netop sad i 10 år i zarens fængsel i Sibirien, eller var lokket til Moskva eller Monaco for at skaffe sig hurtig mammon ved spillebordene.
Her i Dostojevskij Museet, som kun er et af de over 20 forskellige steder, den geniale og gale forfatter boede i byen, sad gamle Fjodor med sin meget yngre sekretær og senere hustru Anna Snitkina som støtte og hudflettede sig selv, sit land, sin verden, som ingen andre før eller senere har formået det.
I dag er det en anden ung kvinde, som tager imod i museet. Marina Uvarova hedder hun, og hun kender hvert et komma, hvert et skridt, hver en sætning, som Dostojevskij har begået. og hun fortæller gerne om det. En af hendes specialiteter er en tur i Petersborg i Dostjevskijs fodspor.
Dostojevskijs romaner er nemlig kendetegnet ved, at deres helte og antihelte havde logistikken i orden. Den fæle pantelånerske fra Forbrydelse og Straf, som Rodion Raskolnikov kløver med en økse og efter en svær og kriminalromanagtig efterforskning må bøde for med fængselsstraf og efterfølgende forsoning i evig kærlighed med den madonnaagtige luder Sonja, boede lige i nærheden i det store gule hus.
Menneskehedens sjæl
Marina Uvarova viser begejstret rundt og fortæller. Vi besøger alle de vigtigste steder fra romanen, der hvor Raskolnikov boede, der hvor han hentede øksen, der hvor han i sine feberfantasier fik sig en bid brød, og pantelånerskens hus, som er beskrevet i detaljer i romanen, og som ligner sig selv den dag i dag.
Opgangen som er en typisk petersborgsk baggård er i totalt forfald. Men den fascinerer fortsat.
- Hvorfor?
"Fordi Dostojevskij formidlede evigt gyldige sandheder. Han nøjedes ikke med byen og landets overflade, men dykkede ned i de dybeste og mest farlige lag af sindet," fortæller Marina Uvarova.
"Med ham er vi virkelig i undergrunden, bag fascaden, nede i kælderen. Han viste ikke bare byen Petersborg, men også verden som den levende organisme, den er, pulserende, feberagtig, syg, rask, farlig. Og der kommer folk hertil fra hele verden, som har læst ham, og som ønsker at stifte bekendtskab med hans by".
"Mange lader sig lokke af byens parader med skønhed og hvide nætter", fortsætter den unge kender af den dostojevskijske sjæl, "men bag det alt sammen er Dostojevskij og menneskehedens inderste sjæl. Disse opgange, baggårde, kældre, feberhede cafeer, små stinkende værelser er mindst lige så meget det ægte Rusland, den ægte menneskehed, som Vinterpaladset og hovedgaden Nevskij Prospekts casinoer. Folk kommer hertil fra USA, Europa og Japan for at lære om sig selv via Dostojevskijs genialitet. De drives af ønsket om at forstå ikke blot det, der drev forfatteren og hans helte, men snarere det, der gør, at vi mennesker trods alt stadig har begreber som tro, håb, og det, der gør, at der i vore hjerter stadig foregår en kamp mod vore onde sider, en kamp mellem godt og ondt," siger Marina Uvarova.
