Læsetid: 3 min.

Sanktioner er spild af tid

Irans isolation har sat sine spor i landets økonomi, men der er ingen umiddelbar udsigt til, at det rammer atomprogrammerne
26. maj 2007

TEL AVIV - De amerikansk inspirerede sanktioner mod Iran har haft større effekt, end iranerne selv havde forestillet sig. Der er ifølge flere iagttagere tegn på, at styret i Teheran holder igen på pengene.

"Jeg ser det som et krisetegn, at de erstatningsbeløb, som Iran lovede Hizbollah og Libanons shiamuslimske befolkning efter israelernes krig mod os sidste sommer, aldrig er kommet til fuld udbetaling," siger dr. Karim Makdisi fra American University i den libanesiske hovedstad Beirut.

"Der kom nogle beløb, og det fik stor opmærksomhed, men resten er ganske stille blevet glemt igen. Jeg tror ikke, iranerne har penge til det længere, og det kæder jeg delvis sammen med sanktionspolitikken."

Den vestlige belejring af styret i Teheran kan opdeles i to kategorier. Den ene er sanktionerne, som er blevet til i FN's sikkerhedsråd, og den anden er den brede vifte af tiltag, som er blevet sat i værk på amerikansk foranledning.

"De sidste er de mest omfattende og dem, der slår hårdest," siger professor Mah-joob Sweiri, der er ekspert i iranske forhold ved University of Jordan i hovedstaden Amman. "De har særlig stor effekt i finanssektoren, hvor de eksempelvis har betydet et drastisk fald i udenlandske investeringer i Iran, og ad den vej rammer sanktionerne iransk erhvervsliv."

Dette forplanter sig rundt i hele systemet, hvor flere og flere tegn på smalle tider dukker op. Den offentlige transport i Teheran og andre byer oplever stigende uregelmæssigheder i driften, for blot at nævne et enkelt eksempel, som professor Sweiri knytter til sanktionerne, og han peger på en tydelig afmatning i, hvad han kalder den iranske basar-økonomi.

"Den udgør en betragtelig del af landets økonomi, og den er en god indikator, fordi øvrige økonomiske nøgletal ikke er pålidelige," forklarer han.

Sanktioner tager tid

"Men i basar-økonomien kan man se en tydelig nedgang i omsætningen. Det har ført til, at en alternativ økonomi, altså sorte penge, breder sig relativt hurtigt, og det er et tydeligt krisetegn. Men til alle, der gør sig forhåbninger om hurtige løsninger, kan jeg fortælle, at sanktioner tager tid, og det vil vise sig at være særlig udpræget i det iranske tilfælde."

Mahjoob Sweiri mener, at de høje oliepriser til en vis grad afbøder den iranske krise, men de ændrer ikke noget ved den generelle tendens. Imidlertid ser hverken han eller Makdisi i Beirut tegn på, at sanktionerne har bragt præsident Mahmoud Ahmadinejad og styrets atom-programmer i ubalance.

"Ahmadinejad har modereret sine udtalelser i den senere tid," siger Karim Makdisi. "Men først og fremmest har han trodset sanktionerne ved at optrappe atomprogrammerne, og det kan han ikke gøre uden en solid magtbase."

Grundlaget for magten ligger i Revolutionsgarden. Udover at den navnlig inden for de seneste 10-15 år er kommet til at fungere som en militær styrke ved siden af den regulære hær, har den et magtapparat, som forgrener sig vidt ud i det iranske samfund. Ikke mindst er garden en vigtig økonomisk faktor, idet den både kontrollerer den omfattende forsvarsindustri og har mange vigtige interesser i civile virksomheder.

"Jeg tror, at de amerikanske sanktioner er spild af tid," siger Sweiri. "Styret i Teheran er stabilt, men det er også åbent for nytænkning. For blot et par uger siden debatterede det iranske parlament, om der ikke var en vej frem, som i mindre grad ville opfordre til konfrontation. Det burde de amerikanske sanktionspolitikere lytte lidt til, for uanset sanktioner vil de iranske atomprogrammer fortsætte."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her