Læsetid: 4 min.

Sarajevo tur/retur

23. december 1997

Jeg tog fejl. Det er derfor, jeg ikke har i sinde at begå den fejl igen. Præsident Bill Clinton 18. december om skrinlæggelsen af en deadline i juni 1998 for tilbagetrækningen af de amerikanske tropper udstationeret i Bosnien.

Ingen kan som præsident Clinton leve op til lejligheden og i kraft af sin karisma og oratoriske stil bevæge sindene. Det kan være i en tale til en forsamling af eksslaver i en afro-amerikansk kirke eller som i går, da han opfordrede politiske og religiøse ledere af de tre etniske folkeslag i Sarajevo til at lægge fortidens had fra sig og bygge et nyt og fredeligt fleretnisk Bosnien. "Fremtiden er op til Jer, ikke til os amerikanere, til europæerne eller andre... I skylder Jeres land at fremstå som gode eksempler ved at handle i fællesskab og undgå konflikt, ikke skabe men overvinde hindringer, ikke bidrage til småskænderier men sætter Jer ud over dem," sagde den amerikanske præsident.
Også folket fik en opsang af Clinton. Muslimer, kroatere og serbere i Bosnien burde kræve fred og fællesskab af deres ledere. Og de blev mindet om, at 180 etniske grupper lever i samdrægtighed i USA. Så hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre i Bosnien? Underforstået - for amerikanerne er alt muligt. Grænser findes for at blive overskredet. Klimaks blev nået, da Clinton konstaterede, at "ingen af os har moralsk integritet til se ned på hinanden. Det bør holde op nu!" Klapsalverne skyllede imod USA's præsident.
Talen gjorde utvivlsomt stort indtryk i et tåget og regnfuldt Sarajevo mandag. Men tirsdag er det atter hverdag og 1998 ser ikke ud til at blive stort bedre end de forgangne år. Fredens fortalere kan trøste sig med, at Bill Clintons korte rejse til Sarajevo og Tuzla var ment som en bekræftelse af, at de amerikanske tropper vil blive i Bosnien udover den kunstigt fastsatte tidsfrist i juni 1998. Eftersom europæiske NATO-lande i lang tid har gjort klart, at de vil trække deres tropper tilbage, hvis USA holder fast ved denne deadline, giver det Bosnien et tiltrængt pusterum.

Det store spørgsmål er så, hvad USA og de europæiske stormagter vil bruge den nyvundne tid til. Her bliver man svar skyldigt, for der findes rent faktisk ikke nogen realistisk "exit strategi". Alt tyder tværtimod på, at Bosnien inden længe bliver forvandlet til en permanent transatlantisk hovedpine. Det frister nogle til at drage paralleller med den 25 år gamle våbenhvile på Cypern, hvor FN-styrker holder de græske og tyrkiske cyprioter på afstand af hinanden, og hverken Athen eller Ankara er villige til at give sig en tøddel.
Forskellen mellem de to konflikter er imidlertid gabende stor. Cypern er en ø i Middelhavet. Bosnien er en krudttønde på Balkan. NATO-medlemskab har hindret en krig mellem Grækenland og Tyrkiet om Cypern. Hverken Bosnien eller dets nabolande er med i NATO og har ej heller udsigt til det i en overskuelig fremtid. Så snart NATO trækker sine godt og vel 30.000 tropper ud af Bosnien, kan man være forvisset om én ting: at Dayton-aftalen fra 1995 kun var en parentes i en krig, der startede i 1992 og som vil blusse op påny, med mindre vestmagterne ændrer deres strategi. Alternativet er en permanent og uacceptabel militær tilstedeværelse i Bosnien.
Det grænser derfor til det naive, når præsident Clinton i sin velmenende tale i går forlader sig på etnisk forbrødring i et land, hvor man for kun to år siden slagtede hinanden. Den tid vil måske komme, når en ny generation af muslimske, serbiske og kroatiske ledere er i stand til at sætte sig ud over krigen og koncentrere sig som det fælles vé og vel. Men ærligt talt - der vil gå mange år.

Dayton-aftalen befinder sig i dødvande. En række nationale og lokale valg har - med alle uregelmæssighederne - kun befæstet det indtryk, at bosnierne stort set stemmer etnisk. Kun 300.000 af de 2,1 mio. krigsflygtninge er vendt tilbage til Bosnien, men så godt som ingen har været i stand til at slå sig ned i deres hjemstavn, forudsat denne kontrolleres af en anden etnisk gruppe. Kun små fisk blandt krigsforbryderne er blevet fanget og ekspederet til domstolen i Haag. Medierne, især tv-stationerne, tjener som hver af de tre regeringers forlængede propaganda-arm i stedet for at formidle tolerance og demokratiske værdier.
Alt er selvfølgelig ikke tabt. Dayton-aftalens største bidrag er at give bosnierne freden tilbage. Intet kan måle sig med fred, uanset manglen på politisk stabilitet og økonomisk fremgang. NATO begyndte med 60.000 tropper og er nede på 30.000. USA havde på et tidspunkt 30.000 soldater og har skåret ned til 8.500. Fremskridt, men ingen løsning.
Præsident Clinton har flere gange påpeget, at etnisk udrensning i Bosnien under krigen ville blive belønnet, hvis USA og NATO lod Dayton-aftalen ebbe ud og de tre etniske grupper danne deres egne selvstændige stater. Heri har han utvivlsomt ret. Det ville være et slet eksempel til efterfølgelse andre steder i verden. På den anden side - hvad er alternativet? Kan man tvinge de serbiske og kroatiske ledere, som præsidenten mødte i går i Sarajevo, til at fremme integrationen af deres folkeslag i et fleretnisk Bosnien imod deres vilje? Til at arbejde sammen i fælles institutioner? Det ville være ønskværdigt, men måske også en naiv forestilling.
Alt tyder på, at Senatet vil godkende Clintons prisværdige beslutning om at forlænge USA's mandat i Bosnien på ubestemt tid. Det skyldes ikke mindst, at et sammenbrud i Bosnien til sommer ville bringe ratificeringen af NATO-udvidelsen i Senatet i fare. Senatorerne kunne med rette spørge: Hvorfor skal vi optage nye lande, når NATO ikke engang kan garantere freden i Europa? Men så snart disse hindringer er overvundet, bør USA og resten af NATO straks kaste sig over en ny og langt mere krævende opgave - en revision af Dayton-aftalen. burch

Serie

Hjemstavn

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her