Læsetid: 5 min.

Hvor ville Sartre brække sig i dag?

18. juni 2005

Er eksistentialismen stadig at finde nogen steder? Hvis Jean-Paul Charles Eymard Sartre ikke havde drukket så meget whisky og røget så mange cigaretter, kunne man måske stadig have fundet den i hans egen lille skævøjede person i en lille lejlighed oppe bag Montparnassetårnet i Paris.

Der er jo så mange franskmænd, der bliver 100 år i dagens Frankrig. Det er faktisk blevet et problem fordi de dør om sommeren i hedebølger. Det har lige været på tv igen, det offentlige må gribe ind. Men whisky var sammen med amfetamin den udsøgte kombination filosoffen havde valgt, ganske frit valgt, at skrive sit værk og være virksom på i sit hyperaktive offentlige liv.

Fra Kvalme over Væren og intet, Eksistentialismen er en humanisme til Kritik af den dialektiske fornuft. Og dertil alle skuespillene, pamfletterne, romanerne og brevene, tusindvis af tætskrevne sider... med hans pæne skoledrengeskrift. Og så var det måske ikke engang det, han døde af for 25 år siden. For på et tidspunkt valgte han så at holde op med at drikke.

Hjørnet ved Saint Germain, Café le Deux Margot og Café de Flore. Overfor ligger en Armanibutik, det har der allerede gjort i nogle år nu. Rue de Rennes, der fører op mod Montparnasse, er blevet et forretningsstrøg af den slags, hvor modebutikkerne ligger på global række: H&M, Zara, Naf Naf you name it, byder sig til for de unge og alle de andre menneskers forbrugsorgie. Man er dømt til frihed: Nike eller Adidas? G-streng eller trusser? Meningen med livet er en guccitaske, det ved enhver.

På cafeerne indtager turisterne eurodyre cocktails, pastis og café au lait. Ingen ser ud til at føle nogen trang til et projekt i en eksistentiel situation.

Det var ellers her, den var, eksistentialismen. Simone de Beauvoir med hendes Jean-Paul og alle deres unge elskere og elskerinder og beundrere og venner, der omgav dem begge, og som de beskrev for hinanden i en intens, livslang brevveksling. Frihed og transparence. De var især gennemsigtige for hinanden. Det er der nogen af elskerinderne, der blev ret stødte over, da Simone De Beauvoir udgav brevene efter Sartres død.

Der var også jazz, ligesom i Kvalme. Nu er her pæne amerikanske par, midaldrende europæere i designertøj og nogle forfærdelig grimme skulpturer som Rådhuset har sat op, fordi kunstneren er Boteros kone. Man har vel forbindelserne i orden. Som sædvanlig er der en fyr, der mimer. Tjeneren på cafeen spiller imidlertid mere end nogensinde - tjener. Men han ved det ikke.

Selvbedrag. Ond tro. Vi er alle blevet småborgere. Hvor ville Sartre være løbet hen? Hvor ville han have brækket sig henne? Var der en tønde foran en fabrik, hvor han kunne stille sig op og tale folkets sag? Fabrikkerne er lukket. Produktionen er sendt til Kina. Det var ellers derfra, løsningen skulle komme, var det ikke?

Nu kommer der bare billige sko og T-shirts. EU vil gribe ind, kan man læse i dagens avis, og exmaoisten Cohn Bendit er for. EU. Sartres alt for langvarige sympati med Sovjet og senere Mao og kulturrevolutionen. Eller Cuba. Hvor blind kan man være?

Og det blev han jo til sidst. Efter hjerneblødningen var han blind i sin lejlighed på Montparnasse. Han kunne ikke længere kigge hen over 'Kirkegaarden'. Simone boede på den anden side. Når man nu ved, at Kierkegaard var eksistensfilosofiens grand old man...

Der var en Kierkegaard imellem dem, og nu ligger de der sammen, enfin. Men det hedder selvfølgelig cimetière på fransk, så man skal ikke søge efter mening, hvor der ingen er, det var jo det, han sagde, Sartre: Der er ingen mening, verden er totalt meningsløs, og man er selv totalt ansvarlig for sine eksistentielle valg. Guds død for syttende gang og tilværelsens rædselsvækkende tomhed. Mon en guccitaske kan dække den?

Hvordan var det nu, at han fik den eksistentielle frihed til at passe ind i marxismen? Eksistentialismen er en humanisme, og den kan også være marxistisk?

Selvfølgelig har han været oppe og vende igen, Sartre, i forbindelse med 100 års-dagen. Engang i marts hev de ham alle sammen frem på én gang i de franske medier, i konkurrence med hinanden. Nu er han væk igen. De sagde nu heller ikke så meget om hans filosofi. Der er en udstilling med ham ude på Mitterands bibliotek, det monument som en socialistisk præsident satte efter sig selv, men hvor det røde gulvtæppe allerede er bleget. Til gengæld vokser skoven i midten, og boghandelen er også blevet bedre. Man vandrer ensomt rundt mellem montrerne. Alle manuskripterne ligger der.

Den sirlige skrift. Kun når Sartre for alvor var oppe at køre på stoffer, flyder skriften ud. Det er en autoriseret tekstforsker, der konstaterer det. Ellers er de alle skrevet på den samme slags papir, tekstbehandling før tiden, som forskeren forklarer med beundring. Teaterstykkerne kan man nyde inde bag røde forhæng. Sartre i David Lynch version, det er helt i orden.

Avisen Liberation, som Sartre var med til at grundlægge, har udgivet et kæmpesærnummer der er til salg i boghandelen. Der er mange gode billeder. Stort set ikke noget om hans filosofi. De siger alle sammen noget om ham, helvede - det er ved Gud de andre.

Midt i det hele forklarer en gymnasielærer om, hvordan de unge forstår Sartre:

"De kan ikke engang forstå sætningen: 'Eksistensen går forud for essensen', ja faktisk forstår de den for det meste omvendt. I dag er der ikke noget valg, man er slået hjem og så bliver man essentialist."

Det er måske dialektik. Tilbage igen på et nyt niveau.

Vi har ret i at gøre oprør hed et af Sartres sidste skrifter. Det var her, hans marxisme landede, i en erkendelse af, at oprøret er permanent, at man hele tiden - kollektivt - må kæmpe for at virkeliggøre menneskets eksistentielle frihed. Kan vi nå at komme forud? At kaste os ud i fremtiden, inden tiden indhenter os?

Indtil videre har de slået røven i sædet på cafeerne på Saint Germain. De andre er gået hjem i depression over hele tiden at skulle være sig selv.

Men på årets længste dag bliver der måske født en ny Sartre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu