Læsetid: 10 min.

Sat småborgerlighed og dumhed som sandhed

22. oktober 2005

Vi er blevet befriet for ideologierne. Socialisme og liberalisme er fortidslevn i dansk politik, men hvad står vi tilbage med? Politikerne gør sig endnu dummere, end de er, og tør ikke stå for noget standpunkt. Medierne videreformidler ukritisk den mest substansløse retorik, så alle kan blive lige uinformerede, og vi borgere køber den i vores materielt priviligerede selvtilstrækkelighed. Imens indskrænkes vores tolerance; vi reagerer på umiddelbare følelser snarere end vidensbåren reflektion, og visioner og idealer forfalder i kulturel konformitet

Der er blevet trangt på midten i dansk politik. Her hersker enighed om det meste, hvad angår de store politiske spørgsmål. Ideologierne er erklæret døde, og vi taler alle om værdier i stedet. Sat på spidsen dyrker vi de samme statussymboler, vil have det samme materielt priviligerede liv, og er lidt bange for det, der stikker ud, og bryder med normerne. Politik er sat til salg via meningsmålinger, og er ens vare forkert, kan man altid trække den tilbage fra hylden.

Antropolog ved Danmarks Designskole Karen Lisa Salomon er overbevist om, at markedsgørelsen af offentligheden ensretter og fordummer den politiske debat:

"Dyrkelsen af dumhed og middelmådighed er meget stærk. Man må endelig ikke sige noget, der ikke forstås umiddelbart af revl og krat, fordi massen har fået så stor betydning, og ens budskaber fremfor at have substans skal kunne sælges. I demokratisk forstand, mener jeg, at det er en markedstænkning, der er kørt fuldstændig af sporet, siger Karen Lisa Salamon.

Professor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet Hans Hertel mener, at en stor del af forklaringen skal findes i medieudviklingen.

"Politik skal i dag præsenteres som sound bites i letforståelig udgave. Det bliver et spørgsmål om enkeltsager og taktik, hvilket medfører en gevaldig mængde spin og meget lidt politisk substans. Derudover må man sige, at det politiske liv har udviklet sig, så det er tredie og fjerderangs-talenterne, der går ind i politik. Regeringen i dag har jo svært ved blot at finde kompetente folk til ministerposterne. Der er lige mange dilettanter og kynikere i regeringen - for nu at sige det groft - og det er måske heller ikke helt overraskende, fordi politik er blevet så uattraktivt med den konstante medieopmærksomhed," siger Hans Hertel.

Karen Lisa Salamon sammenligner udviklingen med de store mærkevareproducenters nye salgstaktik, der i fagkredse kendes som the new luxury. Den indebærer, at det, der før var forbeholdt eliten, gøres tilgængeligt for en større målgruppe, og man derved øger volumen og gennemslagskraften af sit brand. Hvor de store virksomheder pakker deres produkter ind i livsstil og justerer priserne en anelse nedad, ændrer politikere og medier deres produkt ved at gøre formen afgørende og forsimpler samtidig indholdet for at favne flere.

"Det er interessant, at den politiske debat repræsenteres af henholdsvis den frie presse og politikerne, og at begge grupper renoncerer på at være intellektuelle. De fravælger simpelt hen at stille deres intellekt til skue; de prøver hellere at virke dumme eller solidt konforme. Man kan naturligvis kalde det for en positiv demokratisk udvikling, at man er i stand til at få alle med. At alle forstår ens budskaber. Men det er en stor misforståelse. For verden er ikke pludselig blevet meget enkel og umiddelbar at forstå. Grunden til, at alle kan være med, er, at det er den mest simplificerede og konforme selvfølgelighed, der bliver ophøjet til sandhed," siger Karen Lisa Salamon.

Udbredelsen af konforme selvfølgeligheder som sandhed kan forstås som det homogene middelklasse-Danmarks ultimative triumf.

Forfatteren Jens Christian Grøndahl formulerede det sidste uge sådan, at det radikalt politiske er blevet mainstream, at politik er blevet moral, og i og med at arbejderklassen er blevet middelklasse er befolkningen i almindelighed blevet afpolitiseret, fordi den har fået noget at passe på. Konklusionen var, at den småborgerlige selvtilfredshed hersker, og man er blevet utilbøjelig til at acceptere det, der ikke står for det samme som én selv.

Men man skal passe på med at anvende begrebet småborgerlighed, fordi ordet er meget negativt ladet, og desuden har flere forskellige betydninger, mener filosoffen Kasper Lippert Rasmussen. Dermed risikerer man let, at forfladige diskussionen, for det, der tidligere var småborgerne, udgjorde ikke en stor dominerende samfundsgruppe, som vore dages middelklasse:

"Går man tilbage i historien og tænker i socialisme og kapitalisme, så var storborgerne de rigtige kapitalister med store formuer, mens småborgerne var dem med meget små formuer, der alligevel identificerede sig med borgerskabet, og imiterede deres livsstil efter bedste evne. Altså på en eller anden måde et udtryk for en uautentisk forståelse af ens egen situation. Men den anden traditionelle forståelse for begrebet småborgerlighed er, at man tillægger denne gruppe en bonerthed, snerpethed eller indskrænkethed i forhold til accept af mennesker, der er anderledes end dem selv. Det er for så vidt to vidt forskellige ting," siger Kasper Lippert Rasmussen.

Han oplever i lighed med Salamon og Hertel, at den politiske offentlighed i dag er domineret af medie-egnede skandaler eller i det hele taget enkeltsager, der på et symbolplan kan blive store, på bekostning af temaer, der er mere dybdeborende eller afdækker strukturelle tendenser.

"Underholdningselementet spiller jo en større rolle end for 30 år siden, og hvor f.eks. Danmarks Radio tidligere så det som en selvstændig opgave at opdrage på deres seere og lyttere, så er det måske i dag en større målsætning at have mange seere og lyttere. Det samme gør sig gældende for de fleste aviser," siger Kasper Lippert Rasmussen.

Om politikerne er blevet 'dummere' eller mere overfladiske, fordi medierne er det, eller parterne har taget markedets salgsmekanismer til sig, er et kom-hønen-før-ægget-spørgsmål. Hans Hertel mener, at det uanset hvad er udtryk for et enormt fald for så vidt angår den danske offentlighed, og Karen Lisa Salamon ser en klar tendens til, at viden bevidst nedpriorteres til fordel for affektbåren argumentation:

"Det hænger sammen med en stærk anti-intellektualisme og disrespekt for viden. Den klassiske franske forståelse af det at være en offentlig intellektuel går jo på, at man er i stand til at stille sig kritisk/analytisk over for nogle af de mest grundlæggende selvfølgeligheder i den tid, man lever i. Det, at medierne, og mange politikere, i stigende grad slår på det affektive, forårsager en anti-rationalistisk følelsesdyrkelse, der gennemsyrer medierne og den politiske debat."

"Man går fra at have en reel politisk ideologisk diskussion koblet til viden, til at tale om værdier; som er koblet til følelser, og jo i øvrigt blot er en ny eufemisme for ideologi. Og derfra går det til at blive selvfølgeligheder koblet til tradition og en 'sådan har vi altid gjort-tænkning', hvorfor man får en selvtilfreds, anti-analytisk intolerance i omgangen mellem mennesker," siger Karen Lisa Salamon.

Udviklingen er ikke ukendt. I samtlige de vestlige lande, der oftest fremhæves som sammenligningsgrundlag for Danmark, identificerer man de samme tendenser til kommercialisering af politisk form, og en stærkere tendens til personfiksering i politik. Ligeledes er det langt fra kun i Danmark, at den almindelig borgers hverdagsbekymringer gøres til det dominerende tema i medieverdenens underholdningsflade. En form for selvoptagethed, der ifølge de fleste sociologer reproducerer sig selv, og forstærker tendensen til kulturel konformisme.

Hans Hertel mener, at der mangler ideologiske eller holdningsmæssige fyrtårne, sådan at forstå, at der i det offentige rum mangler eksponenter for holdninger, som man kan forholde sig til, og holdninger man reelt kan stole på, at personerne, der ytrer sig, også har:

"Vi savner politikere, der leder folket, snarere end at lade sig lede af folket. Og medier, der går mod strømmen. Det er jo, som om politikerne er på valg hver eneste dag og derfor ikke tør stå ved de meninger, de har, og så bliver det uautentisk. Det var et begreb, de franske eksistentialister med Sartre i spidsen brugte, når noget var absurd, uvirkeligt og kvalmende. Når en politiker eller en minister fremsætter en mening, sker det som en prøveballon, og hvis synspunktet ikke er populært, trækkes det tilbage eller skydes ned af statsministeren. Det er uautentisk," siger Hans Hertel.

Han mener, der er tale om en fundamentalt ny måde at føre politik på, der i særlig grad er kommet ind i den danske offentlighed med den nye regering:

"Vi har ikke haft denne type uautencitet før, men det er ikke kun regeringen og Dansk Folkeparti, der praktiserer taktikken. Oppositionen kan jo heller ikke finde sine egne ben, som vi har set det med integrationsforliget i denne uge, hvor Socialdemokratiet ikke kunne finde ud af, om ville stå som garanter for de svage i samfundet eller være med i stramningerne - og partiet fremstår igen uautentisk. Oppositionen kunne heller ikke finde ud af at stemme samlet imod den orlov til Louise Frevert, hvilket jo var en kattelem for DF og regeringen i en skandaløs sag," siger Hans Hertel.

Teolog og journalist Sørine Gotfredsen anerkender, at den politiske debat er i krise, og at der kan identificeres udpræget småborgerlige træk i forbrugerkulturens fokus på materielle værdier. Men hun ser også spirende tegn på, at danskerne vender sig mod det ydre formsprog, og i stedet orienterer sig mod mere etiske standpunkter og indre værdier. Hun mener således, at det var et tegn på etisk sundhed i befolkningen, at flertallet tog afstand fra både Jørgen Leths æsteticeren af moral og erkendte selviscenesættelse, men hun ser også en verserende kamp mellem forbrugerisme og en ny moralsk bølge, der vender sig mod banaliseringen af offentligheden, og det store fokus på materielle goder og livsstil.

"Jeg tror den moralske reaktion, som f.eks. Jørgen Leth-sagen er udtryk for, bl.a. udspringer af, at vi lever i et mildest talt medietyrannisk samfund. Vi er oplyste og fornuftige nok til at vide, at det er indholdsløst, at fokusere så meget på de ydre værdier, selv om store grupper af befolkningen bestemt er grænseløst optagede af 'det nære', og i den forstand sig selv.

Ud af den frustration eller måske endda 'anger', over at vi køber den småborgerlighed som forbrugersamfund og mediebilledet langt hen ad vejen er udtryk for, der tror jeg vokser muligheden for en åndelig bølge, som allerede er et faktum. Der er ikke noget entydigt godt eller skidt i vores aktuelle udvikling," siger Sørine Gotfredsen.

Også Kasper Lippert Rasmussen anfører, at moralen og det personliges indtog i offentligheden ikke blot er negativt, fordi det afspejler en stillingtagen og stiller krav til troværdighed:

"Det er da bestemt ikke irrelevant at diskutere politikere eller offentlighedspersoners moralbegreber som sådan. Det er ikke uvæsentligt, hvorvidt toppolitikere som Nixon eller Clinton har løjet under ed eller for deres befolkning eller at diskutere, hvordan mange danskere i 70'erne, uden at se noget problem heri, kunne være såkaldte kystbanesocialister - det vil sige støttede en samfundsomvæltning til fordel for underklassen, men samtidigt selv med stor succes søgte egen økonomisk vinding."

"Det illustrerer meget godt, hvorfor det ikke kun er et tab, at vi også diskuterer personer og moral, selv om det naturligvis er problematisk, at de 'overordnede' spørgsmål har måttet overlade hovedscenen for det mere underholdende og affektproducerende," siger Kasper Lippert Rasmussen.

Problemet er ifølge både Jens Christian Grøndahl og forfatteren og digteren Søren Ulrik Thomsen, at der skabes en intolerant, småborgerlig konsensusmoral, når form og fremtræden træder i stedet for substans.

Betydningen heraf er let aflæselig, mener Søren Ulrik Thomsen. Også i København, der som landets eneste metropol traditionelt har stået som non-konformismens højborg.

"Det, der personligt går mig mest på nerverne, er småborgerliggørelsen af København. Det er blevet umådeligt smart at bo i de gamle brokvarterer, men alligevel kan man ikke holde ud at befinde sig i en rigtig storby, Mens folk, der flyttede hertil tidligere følte en stor lettelse og beruselse ved at slippe fri af ravnekrogens snæverhed, vil man i dag ikke indse, at med til storbyens herlige tumultagtige frihed hører altså snavs, larm og alskens løbsk lebendighed. Alt for mange af vore dages københavnere har taget provinsens og forstadens normer med sig: Man vil bo i metropolen, men samtidig skal her være så net som i Nærum," siger Søren Ulrik Thomsen.

Intolerancen er ikke blot et moralsk problem, mener Karen Lisa Salamon. Samtidig er det potentielt ødelæggende for det danske samfund i økonomisk forstand, hvis vi ikke er i stand til at trancendere konformismen og tage afstand fra det, der falder uden for det gængse. Både hvad angår holdninger og livsformer.

"Alle steder i det politiske og offentlige liv er intolerancen blevet stærkere. Man taler om, at der ikke er de store politiske forskelle længere, at alle søger ind mod midten, men det har også betydet, at midten er blever rabiat i sit formsprog."

"Hvis man skal argumentere imod denne tendens fra en anden vinkel, må jeg sige, at det i økonomisk forstand er meget uproduktivt af være intolerant, fordi intolerancen forbyder eksperimentet og latterliggør utopien. Den samfundstendens betyder både, at man bliver meget lidt visionær, og er også i business forstand problematisk, fordi den er ufleksibel. Det bliver som det, man i landbruget i gamle dage kaldte en monokultur; det at man dyrker én bestemt afgrøde, én holdning, én vidensform eller ét syn på børneopdragelse osv. Det er godt, så længe det, man skal levere, svarer til de ressourcer, man har. Men det skaber ufleksibilitet og er ikke særlig innovativt. Og det er faktisk innovation, vi skal leve af i Danmark i fremtiden," siger Karen Lisa Salamon.

En rationel begrundelse for problemerne i et dystert scenarium måske, men Sørine Gotfredsen har stadig forhåbninger om, at danskerne af sig selv søger efter rum, både de private og offentlige, hvor der er lidt højere til loftet:

"Jeg læste forleden dag, at seertallene falder for reality shows som Robinson m.fl. og jeg mener ikke, man kan afvise, at tv- og medieverdenen til sidst bliver så dum, at en større gruppe danskere står af og overvejer andre ting," siger Sørine Gotfredsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her