Ærværdige læser! - Du sidder nu og læser en klumme af overtegnede, og derfor ved du, at du ikke vil blive præsenteret for andet end kolumnistens uforgribelige mening om dette eller hint. Andre steder i avisen vil du i stedet kunne læse journalistiske artikler, som nok kan være præget af redaktionelle præferencer, men ikke desto mindre stræber efter saglighed snarere end holdning. Journalistens opgave er ikke at fælde dom i sagen, hvilket han i stedet må overlade til lederskribenten. Sådan må det være, så læseren ikke bedrages til at tro på en subjektiv vurdering, som var den en objektiv virkelighedsskildring.
Anderledes forholder det sig i Weekendavisen, der i årevis har gjort en dyd af at rode de journalistiske genrer sammen, så man som læser ikke aner, om der til grund for kritiske artikler ligger gedigen research eller skinbarlig animositet. Journalisterne har deres frihed og begrænses i deres skriblerier tilsyneladende ikke af andet end injurielovgivningen. Uheldigvis kan man snildt bedrage læseren uden at komme på kant med straffeloven, sådan som avisen aktuelt har givet et eklatant eksempel på.
For fire uger siden bragte avisen en artikel, som den kategoriserede som et portræt, men snarere burde have kaldt en karikatur. Motivet for den var ironisk nok den ene af forfatterne til Karikaturkrisen - en undersøgelse af baggrund og ansvar, nemlig Rune Engelbreth Larsen. Den flittige forfatter havde dagen før udgivet endnu en bog, Renæssancen og humanismens rødder, men hvis læseren forventede at finde en anmeldelse af den, måtte han væbne sig med fire ugers tålmodighed. I stedet kunne han nu læse Poul Pilgard Johnsens såkaldte portræt, der afslørede Larsen som satanist.
Religionskritisk satan
Kronvidnet mod Larsen var for så vidt Larsen selv, da han indtil 1999 var, hvad man nok turde opfatte som en meget entusiastisk tilhænger af Erwin Neutzsky-Wulff, der notorisk har erklæret sig som satanist. Nu er Larsen i stedet kendt som en konsekvent og kompromisløs forkæmper for humanisme, så mistanken om at være satanist er naturligvis ikke heldig for ham. Er han, som Johnsen skriver, kun humanist udadtil, mens han trods påstanden om det modsatte er forblevet satanist (hvis han da nogensinde har været det)?
Johnsen er ikke i tvivl, men læser man Larsens replik i Weekendavisen ugen efter 'portrættet', og læser man i øvrigt, hvad han i sin tid skrev som redaktør af det akademiske stridsskrift Faklen - altså netop i den periode, hvor han ifølge Johnsen forfægtede satanismen - er det vanskeligt at se ham som en satanist i skalkeskjul. Johnsen må da også selv i en duplik til Larsen erkende, at satanisme ikke her er at forstå i stil med den almindelige betydning af begrebet. Sagen er nemlig den, at Larsen selv definerede satanisme som en begrebslig modsætning til kristendommen, som han meget i stil med Nietzsche forstod som en verdensfornægtende religion, der ikke tillod mennesket at udfolde sig på egne, naturgivne præmisser. Med andre ord er satanisme omtrent kongruent med klassiske positioner inden for religionskritikken.
Således består det journalistiske fif i at appellere til læsernes common sense-forståelse af begrebet, mens den stipulative definition, som var betingelsen for, at Larsen overhovedet kunne siges at have affinitet til satanismen, lades ufortalt.
Puttenuttet kristendom
En nyklassiker inden for denne genre er stemplingen af den radikale politiker Mona Sheikh som muslimsk fundamentalist, da hun for år tilbage selv kom for skade at erklære sig som en sådan. Hun gjorde det rigtig nok uden at lade nogen i tvivl om, at denne fundamentalisme ikke havde det fjerneste med barbarisk teokrati og religiøs hegemoni at gøre, men da hendes patologiske modstandere med henvisning til hendes egne ord kunne omtale hende som fundamentalist, var hendes politiske løbebane en træfsikker blindgyde. Fundamentalister lytter man ikke til, heller ikke når de prøver at forklare, hvad de mener med 'fundamentalisme', for det afslører jo bare, at de ikke har rent mel i posen.
I tilfældet Larsen er det beskæmmende, at en journalist vælger mistænkeliggørelsen frem for at anskue den formastelige 'satanist' som en hårdt tiltrængt aktør i en tid, hvor kristendommen i den ene mere puttenuttede forvrængning end den anden føres i felten som frihedens og demokratiets forbundsfælle og garant. Larsen ved, hvad kristendom er - alt andet end liberal og diplomatisk - og stikker ikke sig selv blår i øjnene, men tager redeligt afstand fra den.
Redelige kan man dårligt kalde hovedparten af kirkens kustoder, der er mere interesseret i at tækkes offentligheden for at kunne sælge varen end i at tage Evangeliet alvorligt i al dets ubekvemme radikalitet. Derfor ville jeg til hver en tid hellere sætte Larsens gamle artikler fra Faklen på pensum i kristendomsundervisningen end ugebladsmondæne præsters og teologers udgydelser om kristendommen som den gemytlige tryghed midt i livets genvordigheder. Det var nemlig Kristus, der sagde, at man skal hade sin far og mor for hans skyld, men derimod elske sin fjende. Hvis det er satanisk i praksis at tage afstand fra sådanne ord, så er der nok - som Larsen mener - en del satanister her i kongeriget.
Besynderligt nok kalder de sig hellere kristne, og så må deres kristendom jo siges at være et skalkeskjul for satanismen.
På dem, Johnsen!
