SATIREN SOM genre har en fornem tradition i Danmark. Det vides ikke sådan helt nøjagtigt, om de, der ridsede runer, havde det satiriske element med i deres mejslerier - vi har jo ikke nødvendigvis fundet alle deres sten. Hvad vi derimod ved, er, at der i årene 1840-52 udkom et satirisk blad i Danmark. Det hed Corsaren, var inspireret af tilsvarende magasiner i England og Frankrig, og dets redaktør var forfatteren Meïr Aron Goldschmidt. Bladet gik i flæsket på enevælden under dens sidste krampetrækninger og blev jævnligt beslaglagt af censuren. Det var med andre ord farlig, samfundskritisk satire. Selv måtte Goldschmidt lide den tort at blive idømt bøder, tugthus og livsvarig censur. Alt ændredes til det bedre med ytringsfriheden efter enevældens fald i 1848.
Søren Kierkegaard kom for skade at kritisere Corsaren, hvorefter bladet latterliggjorde og forfulgte ham, så han var plaget af det på sine daglige byture, hvor folk pegede fingre ad hans anderledes fremtoning. Satirens magt var frygtindgydende. Goldschmidt blev selv ked af de virkninger, satiren fik, og opgav redaktørposten. Sådan var det trods alt heller ikke ment. Fejden tilhører nu litteraturhistorien.
MEN NU Overlæreren? Klaus Rifbjerg Petersens nutidige, satiriske sommerføljeton i Information sluttede i går, og uden at vi har foretaget statistiske beregninger, kan man konstatere, at der i den ene ende af læserkredsen har været læsere, som har været direkte afhængige af den daglige dosis Overlærer - på samme måde som de har været afhængige af den daglige morgenmælk, eller narkomaner er afhængige af et fix. I den stik modsatte afdeling har der været folk, som mente, at så direkte måtte man ikke satirisere over navngivne personer. De kunne jo blive kede af det.
Jamen, hvad må man så?
Man fristes til at citere den sang, Jess Ingerslev og Tom McEwan gjorde kendt. Den, hvori de som to børn spørger om, hvad man egentlig må, når man er et lille barn, der gerne vil en hel masse, men ikke kan finde ud af de voksnes regler.
Var historien om Overlæreren egentlig sjov og på sin plads? Et spørgsmål, vi trygt overlader til den enkelte læser at besvare.
FOR GIVET er det, at der tidligere er skrevet satire af tilsvarende observans i dette land. Springer vi højt og flot fra enevælden frem til århundredeskiftet, rager Gustav Wieds romandobbeltdækker, Knagsted og Livsens Ondskab, op med bid og brod som en milepæl i det satiriske landskab. Bag figurer som Knagsted, Tummelumsen og fr. Rejersen var let genkendelige borgere i det daværende Roskilde. Tom Kristensens nøgleroman, Hærværk, fra 1930 var et helt katalog over personer fra Politiken og nærmeste omegn. Kick'et var så at åbne låsen og finde ud af, hvem de pågældende personer var i virkeligheden. Ja, og så var der jo Scherfig.
Men i Overlærer-føljetonen var personerne navngivne! Hos forgængerne var navnene i det mindste lavet om...
Javist.
I romanen fra 1970, Marts 70, gjorde Klaus Rifbjerg opgaven lettere for læserne ved ikke at camouflere romanpersonerne. De hed Dronning Margrethe, Oluf Palme, Niels Barfoed, Hans-Jørgen Nielsen og sågar Niels Egebak. Den udvikling af genren var, om man så må sige, gimmick'en her.
Hvad ville en anden overlærer, nemlig Gotha Andersen fra Danmarks Radios B&U-Afdeling, der netop nu oplever en renæssance på DR2, have sagt til den hele udvikling? Han ville have sagt: Hvad kan vi så lære af det? Eller: Hvad skal satiren til for? Er det bare sjov og ballade og gøren sig til på andres bekostning?
I DAGENS Danmark står det, set over en bred kam, sløjt til med satiren. Der er ikke så meget af den. Sommerrevyerne er tandløse. Man klæ'r sig ud som kendte politikere, taler som dem, gør dem en smule til grin, mens de samme politikere sidder på første række og klapper. Mere brod har der været i lørdagssatiren på tv ... når den da har været der. De yngste tv-drenge og -piger i underholdningsafdelingerne derimod har nærmest opgivet genren. Hvis de satiriserer over noget, er det over tomheden i tv og dermed indirekte sig selv. Ved at lave tomme og tamme programmer, der bare flimrer af sted uden mål og med. Eller findes satiren et sted, og vi ved bare ikke hvor?
Jo, forresten. På side 2 i Ekstra Bladet har satiren et hjørne. Her er problemet imidlertid, at satirikerne ofte selv opfinder det, de så satiriserer over. De kunne lære af deres langt mere talentfulde kolleger på bladhusets hovedorgan At Tænke Sig, der også er kendt for at udgivet det daglige vedhæng, Politiken.
SATIRE HAR traditionelt rettet sig mod tabuer, som den overskred - fra starten Gud, kongen og fædrelandet. Den har med forkærlighed overskredet seksualtabuet. Men de fleste tabuer er nu overskredet så meget og så grundigt, at vi snart må have indført/genindført enevælden, politistaten og snerperiet for, at den igen skal få gode vilkår.
Det bli'r dog at gå for vidt, og den kan for pokker da stadig gøre grin med det opstyltede og patetiske. Satirikeren kan få latteren på sin side over for dumheden og reaktionen. I bedste fald har den en freudiansk, rensende virkning og får folk ud af en vis busk. Som drengen i skolegården eller i Kejserens nye klæ'r siger den tingene lige ud - hvad folk har tænkt, men endnu ikke formuleret. Den sætter ting på plads, så man ser dem i et forklarelsens skær.
Bjørk (Kristen Bjørnkjær)
