Læsetid: 1 min.

Satireparti i vesttysk valgkamp: Genrejs Berlinmuren

Tyskland trænger til at blive delt i to igen, mener et satirisk magasins nye parti, der stiller op ved søndagens delstatsvalg i Nordrhein-Westfalen
20. maj 2005

Berlinmuren skal genrejses. Det vil både skabe arbejdspladser og falde i hak med øst- og vesttyskernes ønsker om, at deres land igen skal være delt.

Det er nu en del af valgkampen i Tysklands folkerigeste delstat, Nordrhein-Westfalen. For her stiller det nye parti for arbejde, retsstat, dyrebeskyttelse, elitestøtte og basisdemokratisk initiativ op ved søndagens delstatsvalg. De fem måls forbogstaver udgør tilsammen partinavnet PARTEI, der i fjor blev grundlagt af folkene bag det største tyske satiremagasin Titanic. Titanic er kendt for sine happenings og er nu gået ind i aktiv politik, da partiet fik indsamlet 1725 underskrifter - nok til at være opstillingsberettiget. Det var langt flere end højreekstremisterne i NPD opnåede.

Øststøtte flyttes til Ruhr

Det nye parti står kun til at opnå 0,1 procent af stemmerne. Men dets provokerende udsagn om, at støtten til de østtyske delstater i stedet burde gå til de struktursvage, fattige områder i Ruhr-distriktet, falder i rigtig god jord i f.eks. Gelsenkirchen, der har 274.000 indbyggere - og med 22 procent arbejdsløshed har byen ledighedsrekorden i delstaten.

Den 20-årige økonomistuderende David Beckeherm, en trofast Titanic-læser, der nu er formand for Die Parteis 10 medlemmer i Gelsenkirchen. Og han ser faktisk ikke partiet som en politisk spøg.

"Selvfølgelig er vores paroler provokerende. Men vi mener det faktisk alvorligt, når vi kræver de østtyske delstater slået sammen til en særzone med lavere skatter og et mere fleksibelt arbejdsmarked. Og vores krav om folkeafstemninger på landsplan ville også fremme demokratiet," siger David Beckeherm.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her