Skive Kunstmuseum er ikke det første sted, man forventer at opleve de mest progressive kunstneriske og formidlingsmæssige eksperimenter på museumsfronten. Står det til museets unge direktør, Rasmus Vestergaard, er det ikke desto mindre fremtiden.
I projektoplægget [SNYK] (Skive Ny Kunstmuseum), der blev offentliggjort i juni, fremsættes planer om at satse på elektronisk kunst, internationalt orienterede biennaler, nyskabende arkitektoniske rammer og tæt integration mellem museumsinstitution og samfund.
"Man skal se det som en proces. For det første bygger man ikke kunstmuseer for de næste 10 år, det gør man for de næste rigtig mange år. For det andet skal man have nogle ambitioner, for når man bygger et nyt kunstmuseum, så handler det om at bidrage med noget, der ikke er på forhånd. Vi skal komme med det gode argument: 'Det her er så nyskabende, at det skal laves'."
Rasmus Vestergaard tager imod midt i sommerferiens hedebølge. Som direktør for museet og projektleder på [SNYK] udfylder han for tiden, hvad der svarer til to fuldtidsstillinger, så der er ikke noget, der hedder varmefri. Men hvad gør Skive til et egnet sted for de ambitiøse visioner?
"Det handler om at finde sin niche i kunstmuseumsverdenen. Vi har en god geografisk placering. Der er ikke særlig stor konkurrence på kunstområdet her på egnen. Samtidig er der dog ikke langt til Århus, Holstebro, Viborg og Aalborg, hvor der er et stort kunstinteresseret publikum, der har lyst til at tage bilen for at se kunst," forklarer Rasmus Vestergaard:
"Derudover handler det om at revitalisere regionen. Vi skal passe ind i den lokale økonomi, og her kan vi være en løftestang. Vi kan være med til at tegne områdets profil, tiltrække turister og sætte Skive på Danmarkskortet. Ser man et bynavn poppe op kontinuerligt i dagspressen, så tiltrækker det både turisme og tilflyttere. Det vil alle provinsbyer gerne have, så det ville ikke være en mærkelig satsning, hvis Skive Kommune beslutter sig for at bakke op om projektet."
Projektet er endnu på tegnebrættet, og Rasmus Vestergaard har bevidst været ambitiøs, så han har noget at forhandle med, når han møder de forskellige aktører - politikere, erhvervsfolk, fonde, kunstnere osv. - der skal involveres i realiseringen.
Hans devise er, at man ikke skal komme krybende og bede om støtte. Projektet skal være overbevisende i sig selv.
"Vi skal ikke komme og klynke - sådan som man har set andre museer gøre det - og sige: Vi har så lidt plads, vi har ikke plads til magasiner osv. Vi skal lave noget, der er ambitiøst ind til benet, ellers kan man lige så godt lade være. Vi skal slå så hårdt i suppen herovre, så det når helt til København."
Museer bør tænke nyt
Rasmus Vestergaard mener grundlæggende, at det er på tide at gøre op med nogle af museumsinstitutionens traditioner.
"Nogle steder kan museerne virke ret stive, som små lukkede enheder i forhold til samfundet. Specielt ude i provinsen. Der er ingen grund til ikke at indgå i et tæt samarbejde med det samfund, man er i. Hvorfor skal vi bruge en masse penge på noget, der kun er for 300 bedsteborgere? Det er fuldstændig uinteressant i mine øjne. Alene af den grund skal der nytænkning til. Vi skal aktivt ud i byrummet, så vi er nødt til at lave nogle undersøgelser af, hvordan vi får dialogen i gang - også med erhvervslivet".
Rasmus Vestergaard er ikke spor bange for, at det går ud over fagligheden, når et kunstmuseum samarbejder med erhvervslivet.
"Alt det pyller med at man skal passe på erhvervslivet, det har vi ikke noget af. De er en kærkommen samarbejdspartner for os. Man skal også indse, at der er en butik, der skal drives. Vi har så og så mange penge, og ellers må vi selv skabe nogle flere. Det hjælper ikke noget kun at lave utroligt gode faglige udstillinger og masser af forskning. Det skal der også være, men det ene udelukker ikke det andet. Man skal have nogle sparringspartnere, ellers går man i stå, og det synes jeg, der er nogle museer, der gør".
Et ord som konkurrence afskrækker ikke Rasmus Vestergaard, tværtimod ser han et stort potentiale i, at kunstmuseerne konkurrerer indbyrdes.
"Jeg tror meget på, at man skal til at se museerne som i positiv konkurrence med hinanden. Det har også en afsmittende effekt, for jo flere der går på museum i f.eks. Holstebro, jo flere kommer der også her, fordi folk bliver vænnet til at gå på museum. Jo mere dynamisk og afdramatiseret man kan gøre det at gå på museum, jo bedre. Det betyder ikke, at man skal gå på kompromis med det faglige".
Et levende museum
"Jeg vil gerne have et museum, hvor der kommer rigtig mange mennesker af alle typer, for det gør, at man får et levende museum. Der er ikke noget mere uinteressant end et stort museum uden mennesker i. Når man træder ind ad døren her, skal der være larm i forhallen, gerne hele tiden".
Rasmus Vestergaard investerer meget energi i at gøre Skive Kunstmuseum til et folkeligt og 'demokratisk' hus, der benyttes af alle. Det hænger sammen med hans syn på, hvad man kunne kalde museumslederens sociale forpligtelser. Det går langt ud over det kunstfaglige område og griber ind i spørgsmål om egnsudvikling og regional økonomi, som plejer at være lokalpolitikernes bord. Derfor medtænker [SNYK] f.eks. muligheden for at tiltrække tilflyttere med stor kulturel kapital, som kunstnere og forskere.
"Vi er en del af lokalsamfundet og skal gøre Skive til et bedre sted at være. Det er det muliges kunst. Hvordan indgår vi i et frugtbart samarbejde med lokale politikere, erhvervsfolk og borgere? Hvordan tiltrækker vi turister, og mere væsentligt, nye medborgere og medarbejdere? Hvis der ikke er nogle kulturtilbud i Skive, så bosætter man sig i stedet i Viborg. Vi skal samarbejde omkring det her. Jeg støber de faglige kugler, men et nyt museum er aldrig kun fagfolkenes projekt. Alle skal ønske sig det her museum".
Penge og publikum
Når man som Skive ligger langt fra hovedstaden, er det en udfordring at rejse pengene til at realisere visionerne. Her kommer konkurrenceelementet igen ind, for det handler også om at skille sig ud som museum.
"Stort set alle danske museer laver gode udstillinger, men de ligner hinanden. Der hvor et museum kan blive trendsættende, er ved at opfinde nogle udstillingsformer, der har en anden form for økonomisk logik, end man er vant til," siger han:
"Lidt firkantet sagt er det utroligt nemt at lave en Picasso-udstilling. Det er et spørgsmål om at have en stor pose penge. Det spændende er at udvikle nogle koncepter, der ikke er så store, men som giver folk en stor kunstoplevelse og har et højt fagligt niveau".
Spørgsmålet melder sig naturligt, om der overhovedet er et publikumsgrundlag i regionen til de eksperimenter, Rasmus Vestergaard har planer om?
"Det er der, men det er også en proces. Almindelige museumsgæster, der ikke er fagfolk, går selvfølgelig efter noget, de kender. Derfor er det vigtigt at vise, hvordan samtidskunsten er koblet til os. Hvad sker der med os? Hvorfor er vi moderne mennesker, som vi er," spørger han:
"Vi havde et pilotprojekt for nylig, der viser hvordan jeg gerne vil lave udstillinger her på stedet fremover. Vi havde en stor, interaktiv installation i den ene sal, med masser af lyd og power på. I en anden sal viste vi værker fra vores faste samling om natur og menneske, samt et elektronisk værk af den samme kunstner, og folk var meget begejstrede. Jeg er slet ikke nervøs for, om der er et publikum".
