Læsetid: 6 min.

Han satte gang i poesien

Bernard Heidsieck var en af de første, der tog poesien ud af bogen og lod den køre på bånd. Hans poetiske melodi blev kaldt for poésie sonore - lydpoesi. Han har lige købt en computer, men den interesserer han sig ikke for
1. juni 2006

"Første etage/anden etage/ tredje etage......." Han marcherer på stedet, som går han op ad rulletrapper, der er på vej nedad, mens hans egen stemme gentager etagerne fra venstre højttaler og prøver at indhente den højre højttaler, der allerede er nået til fjerde etage. Stemmerne er afspillet på cd nu. I begyndelsen spillede de på bånd. Den franske digter Bernard Heidsieck virker stadig så avantgarde, at en DJ's Ibook næsten ville være retro.

Han er født i 1928 og holder stadig takten til sit egen cd-poesi. Han stopper sin oplæsning fra ord-partituret - da den venstre cd-stemme afslutter med ordet "sous-sol" - stuen.

Benene standser - og helt udenfor klapsalvernes rytme, fører de forsigtigt den 78-årige digter tilbage til stolerækkerne ved Københavns første internationale poesifestival.

"Kunne De tænke Dem en øl," spørger en pige fra den franske ambassade bekymret, da Bernard dejser om på sædet hivende efter vejret. Det er ikke, som da han var ung.

"Oui.." siger han, og hiver mere luft til sig for at sige:

"Merci..."

Så tager han et hiv af sin inhalator.

Det var lige ved at gå galt under hans optræden, for han faldt over en ledning.

"Jeg er dikteret af båndet. Jeg må jo gøre det i samme tempo som dengang. Det nytter ikke, hvis min stemme falder udenfor rytmen," forklarer han, da vi dagen efter går sidelæns ned ad trapperne foran LiteraturHaus, hvor festivalen fandt sted.

Bernard har ikke lyst til at falde igen.

I hånden bærer han sin sorte rejsetaske. Hanken er slidt af og erstattet af en brun, der matcher hytteskoene, der tager små langsomme, sikre skridt fremad. Han har altid den sorte taske med, men der bliver mindre og mindre at bære på. Engang skulle han slæbe på en kæmpe båndoptager samt dertil hørende bånd. Nu bærer han blot rundt på et par cd'er og nogle udprintede ark med poesi, der er klistret sammen med tape. Det tager jo tid at bladre.

Bernard er én af de sidste overlevende fra 1950'ernes avantgardepoesi.

Ulæste digte

Da han udgav sin første og eneste "traditionelle" digtsamling i 1955, var der næsten ingen, der læste den.

"Der var ingen læsere til bøgerne, og poeterne ventede på læsere. Jeg ville gøre digtet aktivt og få det til at gå ud til læserne af sig selv," forklarer Bernard.

Han var den første, der blandede poesien med den nye teknologi. Han spillede poesien højt på båndoptager. Derved fik den ny form - og nyt liv. Formen blev kaldt for poésie sonore - lydpoesi.

"Dengang var båndoptageren så stor."

Han breder armene ud til siderne.

Han klippede ting i stykker og lavede kollager af poesi og lyde/larm fra den virkelige verden. Han miksede tale og skrift.

Lydpoesien blev også kaldt for poésie-action - aktionspoesi fordi digtene kom op og stå på scenen og afspillet/læst op gennem performance.

En ambulance hviner forbi, da vi går ned i Café Osborne, der er den sidste overlevende bodega i Elmegade. Herinde bliver der snakket fodbold. Så højt, at larmen overdøver min båndoptager.

Vi tager vores øl og stole med udenfor. Sætter os under et stillads.

Bernard sidder med ryggen til gaden. Det støvregner. De brune øjne kigger opmærksomt ned på båndoptagerens ene røde øje, der ligger på et trappetrin og kører på "REC TIME DOUBLE" for at få plads til hele historien på den halve båndplads. Bernard har ikke længere nogen øjenvipper.

"B. H." står der med små broderede kongeblå bogstaver på hans lyseblå, nålestribede skjorte. Han er klædt i sort jakkesæt og har sort silketørklæde om halsen. Håret er hvidt og stritter. Kindbenene er blevet tydeligere med alderen. Regnen tager til.

Livsbiopsier

Bernard har ikke blot skrevet og afspillet poetiske lyde, han har også kalkuleret med investeringer. Han arbejdede i en bank gennem 35 år. Det var i La Banque Française du Commerce Extérieur. Han tog sig af udenlandske investeringer.

Han har skrevet og båndet det, han har set og hørt - både inden- og udenfor bankvinduet. Teksterne kalder han for biopsier. Han udtager og undersøger samfundets cellevæv.

"Min bank lå lige ved Galeries Lafayette. Det var et kvarter fyldt med modsætninger. Med banken, operaen, dyre butikker på la chaussée d'Antin. En gang imellem blev den travle forbrugerisme overdøvet af demonstrerende, der kom forbi fra Place de la Republique," forklarer han.

Så Bernard lavede en lyd-biografi fra den travle bymidte og klippede det sammen med sociologer, der kom med dommedagsprofetier over indkøbsglæden.

På det tidspunkt i begyndelsen af 70'erne var der ingen arbejdsløshed. Økonomien havde det glimrende.

"Jeg prøvede at beskrive parisernes forbrug og samtidig vise, hvad de intellektuelle sagde. Alle de, som var imod," forklarer han.

- Hvorfor gjorde du det?

"Jeg ville gerne gøre folk mere opmærksomme på det liv, de var i færd med at leve," forklarer Bernard.

Dengang gik det ikke lige så hurtigt som i dag, men det gik hurtigt nok.

"Vi oplevede flere forskellige lyde og handlinger på én gang, og vi havde svært ved at opfange det hele. Jeg klippede lydene, så de lå oven på hinanden, som i virkeligheden."

$SUBT_ON$Tolerancen fra Vaduz

Det er koldt. Han ryster på hænderne. Prøver at knappe guldknapperne i habitjakken. De smutter hele tiden.

Han tager en slurk af sin fadøl og prøver at få glasset til at balancere på brostenene.

Det tager tid, men den er der masser af, selvom teknologien er løbet fra os for længst.

- Der er vel en forskel på at lytte og læse?

"Jeg laver en kombination af lyd og tekst. Folk kan lytte, mens de følger med i bogen. Men når man læser, kan man ikke læse to linjer på én gang, det kan man, når man lytter. Og det er også derfor, jeg valgte at gøre det sådan," siger Bernard, der altid har ledsaget sine lydkompositioner med den trykte tekst, som han selv læser op.

- Hvad er det, De gerne vil?

"Folk skal se sig for i verden og tolerere hinanden, selvom vi er forskellige," forklarer Bernard og fortæller om et lyddigt fra 60'erne.

Det handlede om den største by, Vaduz, i verdens mindste land, Liechtenstein. Digtet hedder "Vaduz" og beskriver de forskellige folkeslag, der bor rundt om byen. Det bliver til hele verden, hvis man nævner nok folkeslag. Og det har Bernard gjort.

"Det, jeg gerne vise med det digt, er, at vi er forskellige - men også ens. Vi udgår alle sammen fra Vaduz. Undertrykte, immigrerede og udstødte er også blandt de folkeslag, jeg nævner."

Bernard kan huske, da den første computer flyttede ind i banken. Den var stor. Det var i begyndelsen af 70'erne.

"Så kom det her store skrummel. Det blev båret op på øverste etage. Alle bukkede og nejede for maskinen. Det var som om, kongen blev sat på plads," fortæller han.

Og der var postyr - sociologerne frygtede, at det var sket med samfundet. Nu ville computerne overtage magten.

Der gik da heller ikke lang tid, så blev den store computer pillet ned fra sin ophøjethed på øverste etage og sat i stuen, for en mindre og klogere computer kom til. Og den fik den første computers plads.

"Der er jo ingen, der kan bremse udviklingen i samfundet," afslutter Bernard.

Han har lige købt sin første computer, men er ikke specielt nysgerrig, hvad den angår.

Tiden er for vigtig. Det er 10 år siden, han stoppede med at producere poesi.

Nu koncentrerer han sig om at overspille sine gamle bånd til cd - inden det er for sent.

"Det værste er videokassetter, de er snart ubrugelige," forklarer han.

Han har ikke tillid til den nye computer. Går i panik ved tanken om, at den skulle bryde sammen med alt hans arbejde.

"Tænk hvis alle e-mailkorrespondancerne mellem forfattere gik tabt," udbryder han, da han forsigtigt balancerer sidelæns ned ad trapperne til Café Osborne med resterne af sin store fadøl imellem de rystende hænder.

Adam Osborne hed manden, der opfandt verdens første bærbare computer. Han døde for nogle år siden et sted i Indien.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her