Læsetid: 2 min.

Saudi-Arabiens inkvisition

Det hellige land omkring Mekka og Medina tolererer end ikke små afvigelser fra deres religion. Saudi-Arabien kræver, at Danmark skal respektere Islam. Ny rapport viser, at det hellige land omkring Mekka og medina end ikke tolerer små afvigelser fra deres egen religion
2. februar 2006

Som i mange andre lande udgør Koranen og Sunna Saudi-Arabiens forfatning. Koranen er ikke særlig specifik, og det er ikke svært, at lave moderne lovgivning i overensstemmelse med Koranen. Men i det hellige land fortolkes Islam strengt. Der findes kun en acceptabel udgave af Islam.

Saudi-Arabiens Sharialov gælder ikke kun alkohol og lystige udskejelser. Den officielle sunniskole Salafi, i Vesten kendt som Wahhabi, er eneste acceptable udgave af Islam. I følge Salafi (hellige forfædre) skal man overholde bønnetider, og kvinder må hverken køre bil eller færdes alene. Enhver form for religiøse symboler er forbudt og konvertering til enhver ikke- Salafi-retning kan straffes med døden. Reglerne laves af det øverste præsteråd, Ulema og håndhæves af Mutawwa'in, Saudi-Arabiens religiøse politi, som har eksisteret siden det første forsøg på statsdannelse i 1744. Intolerencen gælder ikke kun andre religioner end Islam, men også andre fortolkninger af Islam.

"Ulema bestemmer alt fra mænds skægvækst til længden på en kjortel," forklarer Søren Hove fra Center for Mellemøst-Studier.

Seneste rapport udarbejdet af den amerikanske præsidents særlige rådgivende komité for religionsfrihed dokumenterer alvorlige brud på menneskerettigheder begået af det Saudi-Arabiske religiøse politi, Mutawwa'in. Vilkårlige fængslinger og arrestationer er en del af dagligdagen. Udlændinge skal bære identifikationskort, som tilkendegiver deres religiøse forhold, og domstolene ignorerer vidnesbyrd fra ikke-troende.

Et puritansk land

Udenlandske præster eller imamer nægtes visum. Pressefrihed er yderst begrænset, og religiøse emner må ikke diskuteres. For at undgå konfrontationer bliver udlændinge anbragt i indhegnede boligområder, hvor reglerne er knap så skrappe.

Søren Hove fra Center fra mellemøstlige studier kalder Saudi-Arabien et puritansk land.

"Der kører en islamistisk konkurrence mellem al-Azhar universitetet i Kairo, som normalt er den største teologiske autoritet og Ulema-rådet i Saudi-Arabien. Konkurrence bliver til en dydsspiral, hvor især Ulema-rådet bliver mere og mere puritanske", siger Søren Hove. Han mener derfor ikke, det var helt tilfældigt at Saudi-Arabiens Stormufti al-Sheikh først fordømte Danmark flere måneder efter Muhammad-tegningerne var blevet offentliggjort. Da var de danske diplomatiske forbindelser til Egypten blevet repareret.

Saud-familien har siddet tungt på magten siden kongedømmets fødsel i 1932. Det allerede eksisterende religiøse politi blev fra starten et nyttigt magtredskab.

"Selv om Mutawwa'in måske nok tager deres rolle som religiøst politi alvorligt, bliver de brugt som et politisk instrument. Det er med deres eksistens ikke muligt at argumentere, uden at nævne Islam", forklarer Søren Hove fra Center for Mellemøst-Studier.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her