Læsetid: 3 min.

Scenebilleder

13. september 2002

DER ER ikke noget som gavepapir. Så ved man ikke, hvad der er indeni. Så stiger feststemningen, forventningen, overraskelsen – og nogen gange skuffelsen, men det er jo tanken, det kommer an på!
Med skibsrederfamilien Mærsk Møllers gave til offentligheden er det anderledes. Her vil den glade giver end ikke vise gaveindpakningen frem. Råhuset scenetårner sig ganske vist op på Holmen i disse uger. Betonmaskinerne dundrer, så der nu endelig er syn for sagn: Deus ex machina skal til sin tid hejses ned gennem et firkantet snoreloft på højde med Rundetårn. Men hvordan Henning Larsens færdige bygning vil fremtræde er en dyb hemmelighed – både bygherre og arkitekt holder tegningerne tæt ind til kroppen.
Og Københavns Kommunes byggetilladelse er skrevet på betingelse af nye facader og gælder ikke dén platte udformning, myndigheder og offentlighed sidst har fået lov at se på arkitektens modeller. Hverken ud mod havneløbet eller ind til Holmens alléer, bygninger og magasiner.

BYGGETILLADELSEN er givet på forventet efterdesign – fordi det er tanken, det kommer an på? Hvorfra kommer denne tillid til arkitektfirmaet som Deus ex machina? Er det samme tegnestues facader omkring Christianskirken, der sætter normen? – og kulissegavlene ud mod vandet. Eller persiennerne på det sorte højhus i Ørestaden?
Hvad kan en bygherre, og hvad må en arkitekt? Det vil vise sig, når tegnestuen skal stille til kommunal strambuks med en mere ’åben og transparent’ eller ’imødekommende’ operafremtræden – som skrevet står i den tekniske byggetilladelse.
For stat og kommune er det åbenbart ikke det ydre, det kommer an på, altså sådan i første omgang – det er tanken, eller rettere sagt: The production value!
Ikke værdien af de enkelte operaproduktioner, for dem skal offentligheden selv punge ud til, men bygningsværdien – på tværs af udseendet og placeringen i byen.

PÅ DEN anden side af vandet kommer en anden kongelig scene til at balancere på kanten af Københavns havneløb. Skuespilhuset på Kvæsthusbroen, der har været ude i arkitektkonkurrence og
syner flot og enkelt i det ydre – men direkte forespurgt ved præmieoverrækkelsen vidste skuespilchef Klaus Hoffmeyer ikke helt, hvordan man kunne bearbejde et deciderede kukkasseteater til at blive blive et mere fleksibelt teaterrum. Og nu er han, så vidt forstås, selv på vej ud af institutionen og OfeliaKlaustrofobien, efter at have sat byggeprogrammet for næste århundredes nationalscene.
Til gengæld er Per Arnoldi efter vedholdende rygter at dømme engageret som kulørkonsulent på operaen. Og hvor der herfra tidligere er udgået indtrængende opfordringer til også i denne sag at tage farveblyanterne fra Dr. Margrethe, kan det kun ses som et fremskridt, hvis skibsrederen nu har udset en professionel til at male fortæppet og betrække stolene.
Givetvis på trods af arkitektens ønske og normale afståen fra fest og farver.
Det mærkelige er, at en gammel ræv som Larsen i givet fald ikke bare ser stort på, hvad Møller tror, han selv kan bestemme og censurere. Også når det gælder den klodsede facade. Ville bygherren på nuværende tidspunkt virkelig være så dumdristig at skifte hest i vadestedet, eller arkitekt i havneløbet, hvis ikke han makker ret? Og skal alle myndigheder fortsat stå til rådighed som ærbødige nikkedukker for Mærskmilliarderne?
Henning Larsen og hans yngre medarbejdere har tabt reputation i denne sag. Huset er gennemført imod demokratisk procedure og professionel moral.

NYT fra Holmen er, at Kulturarvsstyrelsen har givet grundejeren, Møllerfonden, ’principiel tilladelse til afkortning’ af den længste af de fredede løbekraner nord for operahuset. Bygherren regner ifølge. Politiken med at klippe 20 meter.
Egentlig havde A.P. Møller og Hustrus Fond i april frimodigt ansøgt om ophævelse af fredningen på de to kranløb, så irriterende de nu er for parkeringspladsen til den nye opera. Det særlige Bygningssyn har afvist anmodningen og vil se ’en egentlig faglig bearbejdning’ af pladsudformning og kanaludgravning. Men Kulturarvsstyrelsens bevaringskontor lader sig åbenbart ikke uden videre knægte af Bygningssynet.
Det mærkeligste af det altsammen er at tænke på, hvordan skuespilhusets og operaens to gammeldags scenetårne, der om noget kunne have trængt til afkortning og en ny slags scenebilleder, nu på hver sin side af vandet og fulde af ophejsede kulisser som facadeløse tvillinger kommer til at bestemme målestokken for et nyt årtusinds byarkitektur i Københavns Havn. Det vil hverken gaveindpakning, Arnoldi-farver eller transparente foyerfacader kunne lave om på.

AdW

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu