Læsetid: 4 min.

Scenen er din

DR er pr. definition godt stof for landets øvrige medier. Det er derfor helt naturligt, at DRnu ansætter en kommunikationsdirektør. Vedkommende skal nok få sin sag for
13. oktober 2006

En kær kollega fortalte, hvad man engang gjorde på den mindst ringe avis, når der opstod akut stofmangel.

"Man griber knoglen - ringer ud i DR og ryster træet lidt. Så kommer historierne som nedfaldsæbler om efteråret...", sagde han.

Det er - set fra et nyhedsjournalistisk synspunkt - det helt fede ved DR. Der er en række faktorer, som gør DR god for en nyhedshistorie på næsten daglig basis. Og her taler vi ikke om den obligatoriske omtale af tv- og radioprogrammer.

For det første er organisationen utæt som en si. Selvom medarbejderne tydeligvis ikke er så åbne og modige, som de var dengang, da ordentlige medarbejdere pissede regelmæssigt på ledelsen i dagspressen - så er der i dag stadig et hav af anonyme (men langt mere frygtsomme) kilder at fiske i.

For det andet drives der (heldigvis) kritisk journalistik i DR - også i forhold til DR, for eksempel TV-Avisens afsløring i denne uge af, at dele af DR's byggeadministration tilbageholdt oplysninger for DR's øverste ledelse, som klart indikerede en stor budgetoverskridelse på Ørestads-byggeriet.

For det tredje har DR en bestyrelse, der karakterises af formandens næsten totale tavshed og flere bestyrelsesmedlemmers åbenmundethed.

For det fjerde har DR en generaldirektør, der - udover udelukkende at tale i fodboldmetaforer - begik en perlerække af kommunikative fejlgreb, kulminerende med hans helt fejlplacerede tv-anmeldelser af egne programmer i Ekstra Bladet (og senere undskyldning for samme). Så besluttede han sig for at holde kæft, men hans slingre-sejlads i mediehavet skabte så megen negativ karma, at selv den beslutning naturligvis også afstedkommer krav om hans afgang.

For det femte er DR så godt stof, at enhver politiker i tide og utide udtaler sig om næsten hvadsomhelst, hvilket de naturligvis er i deres gode ret til. Vis mig den politiker, der kan tie stille når kameraerne snurrer og journalisterne har taget ladegreb på båndoptageren.

For det sjette har de fleste medier et problematisk forhold til DR, som altid har haft et imageproblem, og som iøvrigt flere steder opfattes som en alvorlig statslig trussel mod den frie konkurrence og det knapt så frie marked - specielt på nye medier.

For det syvende har generaldirektøren efter et års forberedelse informeret medarbejdere og bestyrelse om en ny, mere centralistisk struktur. En kortfattet, overordnet meddelelse, som giver rig lejlighed til personspekulationer. Hvis direktionen skal reduceres med mindst to personer, hvem er det så, der ryger? Har Lisbeth Knudsen tabt magtkampen, og skal man se TV-Avisens afsløringer af interne DR-papirer i det lys? Er offentliggørelsen af den nye struktur lige netop nu et forsøg på at vende opmærksomheden bort fra Ørestads-problemerne?

For det ottende er DR rigtig god til at lægge sig åben for kritik. Vi kan ikke rigtig finde ud af, om DR er en uafhængig offentlig institution. Med streg under uafhængig. Politikernes ageren i den sidste måned viser med al tydelighed, at der er grænser for uafhængigheden, og at et længe næret ønske om øget kontrol med DR nu har fået en renaissance. Der er ikke langt fra pengene til programindholdet. Og det er måske en indikation af nye tider, at DR valgte at transmittere kulturministerens kanon-festlighed i fjernsynet, selvom der ikke var den ringeste programmæssige grund til det. Måske havde Brian M. ringet til Kenneth P. og bestilt en transmission - det nægter jeg at tro - men det er et af de mere troværdige nyhedsnedfaldsæbler fra DR's træ.

Lærestykke i dårlig krisestyring

DR er i alle henseender et meget svært skib at styre. Det er landets største kulturinstitution. Kursen skal holdes helt præcis uden om skærene. Og det er ekstra svært i minefyldt farvand. 99 procent af befolkningen bruger DR i større eller mindre grad. Alle har derfor en holdning. Det giver politikere og medier et så stort modtagersegment, at man sjældent rammer ved siden af ved at tale om DR. En historie om DR vil næsten uanset indhold være smukt i overensstemmelse med de klassiske nyhedskriterier.

Det er naturligvis mere problematisk at svine med licensbetalernes penge end med sine egne. Hr. Møller overskred sit eget operabudget med næsten lige så mange hundrede millioner som DR. Men han betalte jo selv. Så det er ikke nødvendigvis selve overskridelsen, der er problematisk. En statistik viser, at DR faktisk ligger i den pæne procent-ende på listen over overskridelser i større offentlige projekter, som for eksempel metrobyggeriet i København.

Det problematiske ligger i DR's håndtering af krisen. Den kan kun betegnes som et lærestykke i, hvordan det ikke skal gøres. Mediescenen er en scene som alle andre scener: De dygtigste aktører erobrer den. Der er ikke noget at sige til, at DR nu ansætter en kommunikationsdirektør. Men det fjerner nok ikke problemet. Det placerer måske det strukturelle ansvar for kommunikationen hos en person. Stakkels vedkommende. Det bliver en af den slags, der for alvor understreger at ordet udfordring er en moderne beskrivelse af et problem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu