Scenen er sat

Efter at have trukket tæppet til side for først balletten, så operaen, åbenbarede Det Kgl. Teater i går repertoireplanen for skuespillet i den kommende sæson 2001-02. Hvad angår nytænkning må man sige, at afdelingen med den yngste chef, dvs. operaen og Kasper Holten, vover sig længst ud i bredden og kombinatorikkens udfordrende kunst. Men skuespilchefen kan nu også godt være en lille smule selvtilfreds; fremtiden syner ikke revolutionær, men udkanten af revolutioner og visse evolutioner vil passere Kgs. Nytorv i den kommende sæson.
To urpremierer og tre Danmarkspremierer byder Klaus Hoffmeyer på. Den ene urpremiere er skrevet specielt til Stærekassens genåbning i februar 2002 af Astrid Saalbach og lader denne sæsons ’nye unge pige’, Sidse Babett Knudsen, komme fra asken og i ilden, fra Molière til en hovedrolle som stiknarkoman. Det kolde hjerte trækker lidt på Den lille pige med svovlstikkerne og karakteriseres også som et eventyr; det tror vi på, når forfatteren vover sin påstand om menneskers behov for ’et kongehus’ – i hvert fald et eventyr for venstrefløjen vest for socialdemokratiet. Den anden urpremiere gør Morten Kirkskovs præsentation af Camus’ Den fremmede for et par år siden kunsten efter; her har Jens Albinus dramatiseret Michel Houellebecqs roman Udvidelse af kampzonen og også instrueret; stykket spilles i de Turbinehaller, som bliver skuespillets base under Stærekassens ombygning.

Danmarkspremiererne har alle kvindelige ophav og beskrives som komedier, det ser vi nærmere på. Svenske Margareta Garpe kendes allerede af et dansk publikum, hendes Alle dage, alle nætter – om familien og hvordan man overlever den – får Ulla Henningsen og Bjarne Henriksen som gæster. Den sigter efter det parcelhuspublikum, som føler sig for gamle til Dr. Dante, for unge til Folketeatret og for udfordrede af Betty Nansen. Det lidt yngre publikum med cafévaner specialopdækkes med Yasmina Reza, hvis mandetur Kunst roterede internationalt for et par sæsoner siden; i 2002 med tre versioner af den samme historie, Liv x 3, og med Ole Lemmeke som gæst. Endelig præsenteres Dea Lohers Klaras forhold, men en komedie i alan ayckbourn’sk eller line knutzon’sk forstand skal københavnerne ikke regne med; Loher er normalerweise en alvorskvinde med en brændende agenda og da stykket havde urpremiere i Wien sidste år blev hovedpersonen Klara rubriceret som en mellemting mellem Horvaths heltinder og Lotte fra Botho Strauss’ Stor og lille. Susanne Storm får Klaras rolle, på creditlisten i øvrigt står énmandsrevolutionen Rolf Heim, hvis nylige stykke om tro – religiøs eller videnskabsbaseret – på Gladsaxe Teaters Væksthus garanterer for et new look i Turbinehallerne. Bille har alle dage været (t)opgraderet på den germanske scene, men hvis vi rykker optikken en tand tilbage må valget af Garpe, Reza og Loher ses som en imødekommelse af de seneste sæsoners repertoirekritik – en kritik, der gik på forkærligheden for ukendte nicher af forfatterskaberne, på publikums-uvenlighed og elitær allergi overfor det mindste præg af underholdning.

Det Kgl. har en nok så væsentlig byrde at løfte – (gen)opdyrkelsen og plejen af klassikerne – der de sidste sæsoner især fokuserede på Strindberg i hans særeste hjørner, mens den internationale Shakespeare-bølge knapt tog land, kun hans problematiske Love’s Labour Lost kom en tur i maskinen og blev en respektabel fiasko. Til næste år får Shakespeare og Strindberg fred, den sidstes rival Ibsen får Nikolaj Lie Kås spændt for som Peer Gynt, mens Tjekhovs Onkel Vanja pudses op af Søren Sætter-Lassen og Jørgen Reenberg. Rollelisten er endnu ikke komplet, men Katrine Wiedemann sætter sig i instruktørstolen og garanterer dermed for en radikal frisætning af den bittert-melankolske tekst. Søren Sætter-Lassen ses også i Jean de France, dermed er Holberg-pligten indfriet og Sætter-Lassen kan få erfarne råd af Nicolas Bro, som spillede samme rolle i Grønnegårdteatrets Holberg-spex sidste sommer. Bro er i huset, han prøver på Houellebecq. Kjeld Abells 100-års dag fejres med dramatikerens tidlige opfordring til modstand, Anna Sophie Hedvig fra 1938, som Bodil Jørgensen synes prædestineret til og hvis motiv, at tage stilling, den anden moderne klassiker, Sartres Urene hænder, til dels deler. Tilbage er renaissancedramaet Celestina, featuring Ghita Nørby som bordelmutter – det måtte jo komme.
Alt i alt anes her ikke voldsomt nye tider, men dog et farvel til særstandpunkter og anakronismer som føromtalte Strindberg og et par bizarre Ørnsbo-opsætninger. En vis gæstfri træd-indenfor gestus overfor de ikke meget teatergarvede, et par udenlandske nyheder for de kendere, der sætter pris på at være oppe på beat’et og en let overvægt på komediesiden. Det ligner en fredsaftale mellem Betty Nansen Teatret og Det Kgl., hvor nationalscenen tager midtervejen, mens en masse kræfter skal lægges i projekteringen af det nye skuespilhus og hvis det fungerer, er bagtanken ikke så tosset endda.