Læsetid: 4 min.

Schröders Hollywood

20. april 1998

Forfladigelsen af det tyske politiske liv fik en ekstra tand i fredags under Socialdemokratiets partikongres i Leipzig. Således mindede partidagen snarere om et flot iscenesat teaterstykke til tv-seernes ære end om et forum, hvor politiske emner var til debat og diskussion. Det var de heller ikke. Alle indlæg var nøje afstemte med ledelsen på forhånd, potentielt kritiske ord streget ud. Ungsocialisterne, JUSO, der traditionelt er Schröder-fjendtlige, fik slet ikke lov at tale for forsamlingen. Ja, alene partikongressens længde siger noget om, hvor meget plads der sættes af til "diskussion" i SPD for tiden: sølle seks timer.
Selv de mindste detaljer så som den officielle vinken var skemalagt: "Oskar Lafontaine og Gerhard Schröder går frem til talerstolen og vinker indtil musikken er ovre", som der står i partikongressens interne tidsplan. "Helmut Schmidt træder op på scenen og gratulerer. Flere gratulationer. Helmut Schmidt træder op til talerstolen og siger et par sætninger". At den til lejligheden hidkaldte tidligere socialdemokratiske kansler, Helmut Schmidt, så ikke sådan lader sig styre af en tilfældig parti-ledelse, vidner længden på knap et kvarter af de "par sætninger", der var ham tilovers. Kritiske ord kom der nu ikke over hans læber.

Kongressens formål var ene og alene at skabe et mediespektakel til Schröders og SPD's ære. En tv-transmittering af et parti i fremgang. En officiel kåring af en kanslerkandidat, der blev officielt kåret som kanslerkandidat for halvanden måned siden. SPD bekræftede dermed endnu engang, den "samling på tropperne"-linje, de har ført de sidste to år under formand Oskar Lafontaines ledelse. En linje, der har gjort SPD til et parti, der af angst for intern strid knægter al intern debat, tvivl og forskelle eller blot nuancer i mening. Tidens SPD-plusord er "disciplin", "politisk fornuft", "beslutsomhed" og "partistyring", ikke just den demokratiske diskussions hjørnesten, disse næsten prøjsisk lydende dyder. Alt sammen med det formål at nå målet over alle: At vriste regeringsmagten fra Helmut Kohl's borgerlige koalitionsregering ved forbundsdagsvalget den 27. september.
Ikke fordi man besidder klare visioner for, hvorledes tingene skal laves om, men blot fordi man selv vil til magten. En målet helliger midlet-strategi, der indrømmes helt åbent. Som Schröder udtrykker det: "Vi vil ikke lave meget om, men meget bedre". Det pudsige er, at visionsløsheden og de tomme ords plapren accepteres både af vælgerne og partiet selv. Det er som om, den kritiske venstreorienterede halvdel af SPD har accepteret, at når de har kunnet overstå 16 trange år med Kohl, så kan de også overstå nogle trange år med Schröder. I det mindste så længe der er udvalgs- og ministerposter i sigte.
Vælgerne vil på den anden side bare have, at der sker noget nyt i Tyskland. At der kommer gang i hjulene, at arbejdløsheden og mismodet mindskes. Og det håber de, Schröder kan tilbyde dem. Meget sigende for den politiske stemningen er en undersøgelse, ugeavisen Die Woche offentliggjorde i sidste uge, hvor personen Gerhard Schröder sammenlignes med personen Helmut Kohl. Udfaldet er klart til Schröders fordel. Schröder opfattes for eksempel af 70 procent af de adspurgte som "moderne", mens Kohl kun opnår 18 procentpoint. Schröder ses også som klart mere "reformvenlig", mere "social", mere "sympatisk", "troværdig", "folkenær", "kompetent i erhvervsspørgsmål", endda som mere "beslutningsduelig" end Kohl. Forbundskansleren scorer kun klart højere point end Schröder i én kategori: "international anerkendt". Her får Kohl 87 procent mod Schröders 23 procent. Der, hvor begge scorer omtrent lige mange point, er i kategorierne "arrogant" og "humørsvingende".

Men hvad bygger folk deres positive holdning overfor Schröder på? Nogen succeshistorie har hans embedstid i delstaten Niedersachsen jo ikke just været: En af det vestlige Tysklands højeste arbejdsløshedskvotienter, et stort offentligt underskud samt gentagne politiske impulshandlinger til egen vinding. Som for eksempel da Schröder få uger inden delstatsvalget i Niedersachsen den 1. marts lod delstatens offentlige kasse opkøbe Preussag-Stål A/S til en milliard D-mark, da salget til en østrigsk koncern muligvis kunne medføre tab af arbejdpladser blandt vælgerkorpset.
Schröders succes skal snarere findes i SPD's super professionelle valgkampagne under forretningsfører Franz Münteferings kontante ledelse, Schröders egen tv- og kvindetække samt regeringen Kohls konstante træden sig selv over fødderne og halten bagefter en politisk dagsorden, der sættes af SPD.
For hvad er det, at SPD har af nyt at byde på? Ikke synderligt meget. I hvert fald ikke, når man spørger Gerhard Schröder. Og det endda helt bevidst. For tomme ord og flot iscenesat indpakning sælger bedre end detaljerede paragraffer og lovudkast. Med konkrete forslag kunne man, ud over at kede vælgerne, endda komme til at skræmme enkelte bort, der var af en anden mening. SPD's "New Labour"-inspirerede valgkamp består således hovedsageligt af tomme udsagn så som: "Vi er rede", tid til "Magtskifte i Bonn", "Det nyes kraft", "Den nye midte". Især det sidste, slagsmålet om "den nye midte", entreprenørsjælene, erhvervslivet og middelstanden, pointeres igen og igen. Schröder fremhæves som manden for de "aktive", "igangsættende", "dynamiske", ja, slet og ret som "det nye". Kohl betegnes derimod som symbolet på den tyske "stilstand", "arbejdsløshedens kansler" eller som "historiebøgernes mand" - hvorved SPD får vendt Kohl's internationale ry til noget negativt og gammeldags.
Men hvad nyt er der ved Schröders "nye midte". Ikke andet end ordet "nye". Og så Schröder skæve Hollywood-smil, selvfølgelig.staun

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu