Læsetid: 1 min.

Schröders næstsidste skæbnevalg

Hvis SPD taber delstatsvalget i Nordrhein-Westfalen, ser det sort ud i Berlin for kansler Schröder
19. maj 2005

Ingen vil sige, hvad der sker på søndag, men noget må ske. Alle meningsmålinger fortæller, at den socialdemokratisk-grønne koalition i Tysklands største delstat Nordrhein-Westfalen bliver afløst af en konservativ-liberal.

Sker det, står det såkaldt rød-grønne projekt, som Joschka Fischer indledte som miljøminister i Hessen for en snes år siden, foran sin afslutning.

I de seneste år er SPD-Grønne-koalitioner i Hessen, Hamborg, Niedersachsen og Slesvig-Holsten blevet fjernet af vælgerne. Ryger Nordrhein-Westfalen også, er der kun forbundsregeringen i Berlin tilbage.

Helt konkret betyder et valgnederlag på søndag, at de borgerlige får den totale magt i Forbundsrådet, parlamentets andet kammer, hvorfra det er muligt at blokere for det meste af forbundsregeringens lovgivningsarbejde.

Hvad forbundskansler Gerhard Schroeder vil gøre i den situation, udtaler han sig ikke om.

Tre muligheder

Mulighederne er følgende: Han kan vælge at træde tilbage og udskrive valg i utide; han kan tilbyde de konservative en koalition; eller han kan forsøge at holde skandsen frem til valgperiodens udløb i sensommeren næste år og skyde al skylden for tysk stilstand og krise på CDU og de øvrige borgerlige (bayriske CSU og det liberale FDP).

Det forventede nederlag præger SPD meget i disse dage, partifunktionærerne er tavse og resignerede.

Den mest aktive valgkæmper er partiformand Franz Müntefering, der har vakt en vis opsigt med sin kritik af kapitalismen, som han beskylder for manglende ansvarsfølelse over for menneskene. Især har han været ude efter udenlandske investorer.

"Græshopper" har han kaldt dem.

Blandt vælgerne har Müntefering vundet gehør med sin kritik, men meningsmålingerne er fortsat dårlige. Ingen tror åbenbart på, at SPD virkelig mener det, de siger.

SPD og De Grønne er fortsat 7-11 procentpoint bagud i forhold til CDU og FDP.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her