Ved denne første koncert spillede Le Sage Papillons opus 2, Sonate opus 14 og Davidsbündlertänze opus 6 foruden et værk af Georg Crumb, Little Pieces of Christmas. Bortset fra Crumb, og fra at Schumann-sonaten bestemt ikke er standardrepertoire, er der tale om kendte værker, som temmelig dygtige pianister har indspillet, og som mange nok kender op til flere pladeversioner af.
Selvom de elektroniske medier i dag har gjort os kræsne i stedet for taknemmelige over for koncertbegivenheden ("det lyder ikke som på plade"), kan ører hurtigt indstille sig på noget andet. Hvis altså kunstneren på scenen bringer os ind i sin musik. Og så er det ligegyldigt, om det er på teknisk niveau over eller under pladeindspilningen derhjemme. Hvis kunstneren ikke etablerer sit eget rum at invitere publikum ind i, bliver man til gengæld pernittengrynet. Så fylder ens egne kæpheste ørerne, og man tænker på alt det, der ikke lige lyder som man selv vil have det. Sådan var det lidt i onsdags.
Uden skarphed
Eric Le Sage spillede dygtigt, det må man sige. Men det var, som om nodebilledet stadig var der på trods af, at alt, undtagen Crumb, blev spillet udenad. Altså ingen indre nødvendighed eller fysisk tilegnelse af musikken, men stadig noder. Ikke at man ikke fornemmede de indre billeder i for eksempel Papillons, de blev bare ikke omplantet fuldt ud til rummet. Måske fordi Le Sage i stedet for at indstille sig på sit tildelte flygel spillede derudad og med rigtig meget pedal, så det hele stod lidt uklart, og Steinwayet lød mere af Hornung og Møller.
Samme fade klang dominerede sonaten, hvor Le Sage hele tiden befandt sig mentalt på midten af klaveret i stedet for, som man kunne drømme om, med tankerne at følge med venstre ned mod uhyggen i dybden eller med højre efter smerten i toppen. På samme måde affraserede han ofte figurer så hurtigt, at de ikke fik mening. Scher- zoen klædte Le Sage ganske godt med lidt salonklang, og sidste sats var imponerende prestississimo. Hvad der generelt manglede, var efter min mening mere lidelse, mere nydelse og mere underliv. Jeg har altid ønsket mig, at nogen gad slippe en elefant løs i Schumanns glasbutik uden at feje skårene op. For nok er det smukke sager, men den afsluttende f-mol-akkord i 3. satsens 3. variation er da til at skære sig på? Og ikke et sted, man skal rette på brillen, som i onsdags. Eller vis mig noget andet.
Forløsende julemusik
Noget lidt andet viste Le Sage faktisk efter pausen. I Georg Crumbs Little Pieces of Christmas havde han bogstavelig talt noderne nede i klaveret og billederne på himlen. Han arbejdede koncentreret som en varsom maskinmand, der fik Crumb-motoren til at generere meget smukke visioner.
Tilstedeværet og varsomheden rakte ind i Davidsbündlertänze, der voksede ud af julemusikken uden pause, så der stadig lå sne på de første satser. Der var vilje til jazz og måske lige lovlig meget impressionisme, men dette værk virkede mere inkorporeret i Le Sage end de forudgående Schumann-værker.
Umiddelbart bliver det nok ikke en indspilning lige efter mit hoved, men når kæphestene er smidt, og pernittengrynet har fået afløb, hermed gjort, så skal det siges, at jeg er taknemmelig for, at nogen gider komme forbi på disse breddegrader og spille musik, som man bestemt ikke hører live til daglig. Det er alt andet lige en begivenhed og en oplevelse at få lejlighed til at sidde og være kræsen. Og publikum i øvrigt var glade og gav stående applaus.
Louisiana den 8. februar 2006
Robert Schumann: 'Papillons opus 2', 'Sonata opus 14' og 'Davidsbündlertänze opus 6'
Georg Crumb: 'Little Pieces of Christmas'
Eric Le Sage, piano
