Læsetid: 2 min.

Schweiz har klart bevis på flere CIA-fængsler i Europa

Journalister i Schweiz opsnapper hemmelig egyptisk fax fra landets efterretningsvæsens satellit. Der findes både amerikanske fængsler og forhørscentre i Europa, bekræfter den egyptiske udenrigsminister i faxen
11. januar 2006

To journalister fra den schweiziske avis Sonntagblick offentliggjorde i søndags en fax, sendt fra den egyptiske udenrigsminister, Ahmed Abu Gheit, til den egyptiske ambassade i London.

"Egypterne råder over kilder, som kan bekræfte, at der findes hemmelige amerikanske fængsler," står der i faxen.

Udover at bekræfte, at der findes amerikanske fængsler, påpeges det i faxen, hvor fængslerne ligger.

"Der er blevet afhørt 23 irakiske og afghanske borgere i nærheden af den rumænske by Constanza ved Sortehavet. Der findes også egentlige forhørscentre i Ukraine, Kosovo, Makedonien og Bulgarien," tilføjes det i faxen.

Faxen er afsendt den 10. november 2005 fra Egypten til London. Den 15. november blev den opfanget over Schweiz af det schweiziske efterretningsvæsens satellit Onyx. Reporterne Sandro Brotz og Beat Jost fra den schweiziske avis Sonntagblick fik adgang til rapporten med navnet comint sat nummer s160018ter00000115.

Det er den første officielle bekræftelse på, at der findes hemmelige amerikanske fængsler i Europa. Sandro Brotz oplyser til Information, at det er det første dokument, hvori en regering udtaler at have kendskab til de amerikanske baser på europæisk grund, som når ud til offentlighedens kendskab.

Trods offentliggørelsen af faxen, benægter Rumæniens regering fortsat eksistensen af det hemmelige amerikanske forhørscenter og fængsel.

Under anklage

I Schweiz har forsvarsministeriet indledt en undersøgelse af, hvorledes det kan gå til, at de to journalister fra Sonntagblick kunne komme i besiddelse af faxen.

Sandro Brotz har ingen kommentarer til, hvorledes det kan gå til:

"Det er vores hemmelighed," siger han.

I forbindelse med efterforskningen har det schweiziske forsvarsministerium bedt de to journalister om at stoppe deres arbejde, fordi emnet er klassificeret som tophemmeligt.

"Det er en katastrofe, at den egyptiske fax er blevet offentliggjort," siger en kilde i det schweiziske efterretningsvæsen til Sonntagblick.

Den schweiziske udenrigsminister, Micheline Calmy-Rey, har tidligere søgt at afkræve sin amerikanske kollega, Condoleezza Rice, et svar på, hvorvidt USA har fængsler i Europa. Dog uden held. Nu kan to journalister så give hende et bevis på, at der rent faktisk er registreret amerikanske fængsler i Europa.

Sandro Brotz vurderer, at der er et problem med det hemmelige schweiziske politi, idet den schweiziske regering ikke har adgang til den information, som efterretningsvæsenet opfanger.

"Det er ikke klart, om information af denne karakter når ud til ministerierne," siger han.

På avisen Sonntagblick overvejede man kort, hvorvidt en oplysning af denne karakter skulle offentliggøres. Men avisen besluttede at trykke artiklen.

"Vort arbejde som journalister er jo netop at offentliggøre den slags og fortælle sandheden," siger Sandro Brotz.

Det forventes, at den schweiziske regering snarligt kommer med en udtalelse om opsnapningen af den hemmelige egyptiske fax på det ugentlige pressemøde senere i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her